Ruslands historie 1689-1917

Med Peter 1. den Store (1682/89-1725) blev Ruslands vindue mod Vest for alvor åbnet. I 1697-98 foretog han som den første zar en rejse til Vesteuropa, og da han vendte hjem, var han fast besluttet på at omdanne det gammelmoskovitiske samfund efter vesteuropæisk forbillede samt gøre Rusland til en europæisk stormagt. Det første mål symboliserede han ved bogstaveligt at rage skægget af adelen og tvinge den til at gå i vestligt tøj, og i 1700 udskiftede han den byzantinske kalender, som stadig brugtes i de græsk-katolske lande, med den julianske. Som symbol på Ruslands åbning mod Vest grundlagde Peter i 1703 Sankt Petersborg for dernæst at gøre den til hovedstad. Stormagtsværdigheden opnåede Rusland gennem 25 års konstant krig. Først uden succes mod Osmannerriget og dernæst sammen med Sachsen-Polen og Danmark-Norge mod Sverige i Den Store Nordiske Krig. Ved freden i Nystad 1721 afløste Rusland Sverige som den stærkeste magt omkring Østersøen. Rusland fik Ingermanland, Estland, Livland og den østlige del af Karelen. Peter antog ved siden af den hidtidige autokratorværdighed nu også den pretentiøse vestlige titel imperator 'kejser' og omdøbte Moskva-Rusland til Det Russiske Imperium.

Den lange krig, der krævede mange penge og et effektivt statssystem, blev anledning til Peters reformværk. Dets realisering blev en blanding af ad hoc-løsninger og en masterplan, der skulle omdanne Rusland til en velfungerende stat. Reformerne kom til at omfatte militæret (stående hær og flåde), statsforvaltningen (indførelse af kollegiesystemet efter svensk mønster), lokalforvaltningen (en administrativ inddeling af riget i otte guvernementer), skattesystemet (den mandlige livegne, en "sjæl", blev gjort til skatteobjekt), det økonomiske liv (anlæg af manufakturer, værfter og jernværker) og kirken, hvis forvaltning blev lagt ind under staten. Et af midlerne i reformværket var at gøre hele befolkningen tjenstpligtig i forhold til staten: Den skattefrie adel skulle tjene enten i militæret eller som embedsfolk, mens resten af befolkningen skulle være skatskyldige, bl.a. gennem en statslig kopskat.

Peter den Store var både som person og reformator omstridt i såvel sam- som eftertiden. Givet er det, at statens funktionsmåde og overklassens liv blev radikalt forandret, mens den politiske strukturs grundlag (selvherskerdømmet) og den brede befolknings sociale forhold ikke ændredes væsentligt. Mange af de petrinske reformer mistede deres dynamik efter hans død, men grundlæggende blev dog kursen i retning af europæisering og modernisering opretholdt.

Tiden mellem Peter den Store og Katarina 2. var præget af en række tronfølgestridigheder og paladsrevolutioner. Bemærkelsesværdigt er det, at usikkerheden og uroen omkring tronfølgen ikke gav højadelen mulighed for at indskrænke selvherskerdømmet.

Peters reformer blev videreført af Katarina 2. den Store (regerede 1762-96), der ved garderregimenternes mellemkomst havde formået at skubbe sin mand, Peter 3., fra tronen. Den illegitime tronbestigelse blev imidlertid bestemmende for Katarinas opretholdelse af den stiltiende alliance mellem adelen og autokratiet, der var blevet etableret i midten af 1600-t., befæstet under Peter den Store, og hvis pris havde været godsejerbøndernes stadig større afhængighed af deres herrer. Katarinas regeringstid prægedes af et spændingsfelt mellem en hersker, der var inspireret af den oplyste enevældes og oplysningsfilosofiens idéer, og en russisk virkelighed, der var præget af livegenskab og autokrati. Katarinas ideal var den oplyste enevælde og dens understregning af retsstaten. Det var baggrunden for en instruks, hun udsendte i 1766 som grundlag for en fremtidig samfundsorden; dens implementering i praksis forblev imidlertid uden de store resultater. Dog adskilte hun på det lokale plan den udøvende og den dømmende myndighed. På den anden side øgede hun centraliseringen ved bl.a. at gøre den af Peter 1. indførte guvernementsinddeling mere fintmasket. Desuden indordnede hun befolkningen i et juridisk system bestående af fire stænder (adel, gejstlighed, bybefolkning og landboere). Adelen, der allerede i 1762 var blevet fritaget for den tvungne tjenestepligt over for staten, fik i 1785 bekræftet sine rettigheder og privilegier, herunder sit monopol på jordbesiddelse. Katarina forsøgte gennem en række byreformer at skabe basis for udvikling af et velhavende borgerskab, men uden de store resultater. På trods af tjenestepligtens formelle afskaffelse forblev adelen et vigtigt element i det statslige bureaukrati. I løbet af 1700-t. og ikke mindst i årtierne mellem Peter 1. og Katarina 2. fandt livegenskabet sin endelige udformning. Nu var der ikke længere blot tale om et stavnsbånd for bøndernes vedkommende; de blev herremandens personlige ejendom, der kunne sælges med eller uden jord, og som han havde en udstrakt hals- og håndsret over. Godsejerne kunne idømme genstridige bønder legemsstraffe, forvise dem eller lade dem indrullere til en livslang militærtjeneste. De sociale og politiske spændinger, der opstod i kølvandet på denne udvikling, førte 1773-75 til den såkaldte Pugatjovopstand. Den truede centralmagten, og det krævede indsættelse af hæren at kvæle den.

Den ortodokse kirke, der var blevet varigt svækket gennem skismaet 1666/67 (se gammeltroende), og hvis øverste forvaltning i 1721 var blevet lagt ind under staten (se Den Hellige Synode), mistede under Katarina sit økonomiske grundlag, idet klostrenes omfattende jordegods blev konfiskeret til fordel for staten. Udviklingen af et verdsligt uddannelsessystem, hvis første kim var blevet lagt under Peter den Store, resulterede 1755 i oprettelse af det første russiske universitet i Moskva. I anden halvdel af 1700-t. opstod et ikke ubetydeligt net af verdslige byskoler.

Peter den Store havde selv stødt Ruslands grænser frem til Østersøen, og Katarina den Store forfulgte det andet af Peters mål, at trænge frem mod syd og SV. Her lykkedes det at udvide imperiets grænser på bekostning af dels Osmannerriget, dels Den Polsk-litauiske Adelsrepublik. I to krige mod osmannerne (1768-74 og 1787-92) blev de frugtbare, men stort set mennesketomme steppeområder, inkl. halvøen Krim, nord for Sortehavet erobret og derefter koloniseret med bl.a. indvandrede tyskere, bulgarere, serbere og grækere. Området blev snart et center for hvedeproduktion, og hermed fulgte behovet for at anlægge havne, hvorfra kornet kunne udskibes til at dække efterspørgslen efter fødevarer i Vesteuropas voksende storbyer. Gennem de polske delinger (1772, 1793 og 1795) indlemmedes hele den østlige del af Polen-Litauen, hvorved et stort befolkningselement af ukrainere, hviderussere, litauere og jøder blev kejserens undersåtter.

Som europæisk stormagt deltog Rusland fra 1790'erne aktivt i de koalitioner og krige, som fulgte i kølvandet på Den Franske Revolution. Sejren over Napoleon i 1812 bidrog væsentligt til Ruslands imperiale selvbevidsthed, og Wienerkongressen 1814-15 bekræftede Ruslands overherredømme over Finland (erobret fra Sverige 1808-09) og Kongeriget Polen. Både Finland og Polen blev af Aleksander 1. (regerede 1801-25) tildelt en vidtgående autonomi. Også Bessarabien, der var blevet erobret fra osmannerne 1806-12, forblev under Rusland. Med Napoleonskrigene gik Ruslands ekspansion mod vest imidlertid i stå. I de følgende årtier rettedes opmærksomheden mod at opnå indflydelse over stræderne Bosporus og Dardanellerne og dermed udsejlingen fra Sortehavet til Middelhavet. Med krig (1827-29) og et konstant diplomatisk pres mod den osmanniske sultan øgedes den russiske indflydelse i Istanbul. Den nåede sit højdepunkt 1833, da sultanen og den russiske kejser lovede hinanden hjælp i tilfælde af angreb udefra. Sultanen lovede endvidere at lukke Dardanellerne for fremmede skibe, når Rusland forlangte det.

I den europæiske politik spillede Rusland under Nikolaj 1. (regerede 1825-55) rollen som "Europas gendarm", dvs. som tilhænger og opretholder af den orden, der var blevet skabt på Wienerkongressen, og som en arg modstander af de frihedsidéer og nationale strømninger, der fremkom under de europæiske revolutioner i 1830 og 1848/49.

Krimkrigen 1853-56 blev kulminationen på en udvikling, hvor Ruslands indflydelse i Istanbul og dermed over udsejlingen fra Sortehavet kolliderede med Storbritanniens og Frankrigs interesser i det østlige Middelhav. De stillede sig på det stadig svagere Osmannerriges side og tilføjede Rusland et forsmædeligt nederlag. Selvom de territorielle tab var beskedne, var tabet i prestige enormt. Sortehavet blev ved fredsslutningen i Paris lukket for alle landes krigsskibe, hvilket rystede Ruslands status som stormagt. I de følgende årtier vendte det interessen mod Asien, hvor Turkestan og det sibiriske Fjernøsten blev indlemmet. Dermed blev Rusland en asiatisk stormagt, der bl.a. stødte sammen med britiske interesser i de sydlige dele af Centralasien. Transkaukasien var allerede i de første årtier af 1800-t. blevet en del af imperiet, og i årene 1859-64 skete det samme med Nordkaukasus efter 25 års forbitrede kampe. På den europæiske scene søgte Rusland efter 1870 alliance med kontinentets nye stormagt, Tyskland, og med sin gamle allierede Østrig. Fra midten af 1870'erne, hvor de nationale frihedsbevægelser på Balkan gjorde Osmannerriget til "Europas syge mand" og en opløsning af dets Balkan-herredømme aktuel, opstod der et konkurrenceforhold mellem Østrig og Rusland om at udfylde det efterladte magttomrum — men nu med de øvrige europæiske stormagter som interesserede iagttagere på sidelinjen. Rusland gik 1877-78 alene i krig mod sultanen, vandt militært en betydelig sejr og søgte at oprette et Storbulgarien med adgang til Det Ægæiske Hav som et vigtigt russisk brohoved. Diplomatisk tabte Rusland imidlertid det hele på gulvet, da den tyske kansler, Bismarck, på Berlinkongressen 1878 forpurrede de russiske planer. Den russiske skuffelse over Tyskland og det voksende konkurrenceforhold til Østrig på Balkan fjernede Rusland fra traditionelle alliancepartnere og nærmede det til Frankrig. Det resulterede i en russisk-fransk pagt i 1891. Den fornyedes i 1898, og efter at det britisk-russiske modsætningsforhold omkring Afghanistan og Centralasien var blevet bilagt, sluttede Storbritannien sig i 1907 til denne pagt (Ententen). Med Tripelalliancen (Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien) på den anden side var der lagt op til 1. Verdenskrig. I begyndelsen af 1900-t. stødte russiske og japanske interesser sammen i Det Fjerne Østen. Det førte til krig 1904-05, hvor Rusland atter tilføjedes et forsmædeligt nederlag (se Den Russisk-japanske Krig).

I løbet af 1800-t. bredte der sig blandt godsejere og i statsapparatet ønsker om at reformere det økonomiske liv — ikke mindst på baggrund af en rivende social og økonomisk udvikling i Central- og Vesteuropa. I Rusland fandtes der imidlertid ikke noget selvbevidst og velhavende borgerskab, der kunne sætte politisk handling bag reformønskerne. Det var derfor til stadighed en stiltiende forudsætning, at reformer primært skulle tjene til at opretholde Ruslands plads i Europa på en sådan måde, at de ikke truede stabiliteten og den eksisterende politiske orden. Allerede under Aleksander 1. havde der med Preussen som forbillede været tilløb til reformer, der rationaliserede forvaltningssystemet. De berørte derimod ikke autokratiet og livegenskabet. Det samme kom til at gælde Nikolaj 1.s regeringsperiode, ikke mindst fordi han blev nødt til at indlede sin regering med at knuse Dekabristopstanden, der var den russiske højadels sidste forsøg på at fravriste kejsermagten en del af dens beføjelser. Med dette udgangspunkt, og yderligere forskrækket over de europæiske revolutioner i 1830 og 1848/49, blev Nikolajs politik i høj grad præget af bureaukratisering, militarisering og samfundskontrol. På denne baggrund fremtrådte en regulering af bl.a. statsbøndernes vilkår i 1840'erne kun som krusninger. Først nederlaget i Krimkrigen satte for alvor skub i reformerne, nu under ledelse af den nye kejser, Aleksander 2. (regerede 1855-81), og primært, fordi det netop havde afsløret stormagtens strategiske svagheder.

Vigtigst blandt reformerne var livegenskabets ophævelse i 1861. Adelen måtte afgive en del af jorden, men beholdt selv en betydelig og den mest frugtbare del af den. De nu frie bønder fik en jordlod, som de skulle betale for, og som gennemgående var mindre end den jord, de havde dyrket tidligere. Mangel på agerjord og en stor gældsbyrde blev dermed en del af bondefrigørelsen. Landsbyfællesskabet (mir) blev opretholdt som et stabiliserende og kontrollerende element ved at blive gjort kollektivt ansvarligt for gældsbetalingerne. Ordningen begrænsede således arbejdskraftens frihed og mobilitet og var derfor en hindring for en radikal omlægning af samfundets økonomiske liv.

Bondefrigørelsen nødvendiggjorde en række andre reformer, der var udtryk for en kontrolleret aktivering af samfundet og en vis bevægelse i de bestående magtforhold. I 1864 oprettedes zemstvo-institutionen som folkevalgte organer, der lokalt skulle tage sig af fx socialforsorg, sundhedsvæsen, elementærundervisning og veje. En tilsvarende reform gennemførtes for byernes vedkommende i 1870. En retsreform indførte 1864 moderne retsprincipper som dommeres uafsættelighed, nævninge samt offentlighed i retsplejen. I 1874 indførtes almindelig værnepligt med indbyggede muligheder for en vis social mobilitet.

Reformernes succes med hensyn til at aktivere samfundet var begrænset, og noget systemskifte var de ikke i stand til at tilvejebringe. Dette gjaldt særlig, efter at Aleksander 2. i 1881 var blevet offer for et attentat. Den nye kejser, Aleksander 3. (1881-94), slog atter ind på en systemstabiliserende kurs ved bl.a. at annullere eller tilsidesætte en række af faderens liberale reformer inden for fx retspleje, forvaltning og uddannelse. Hertil kom gennemførelsen af en russisk nationalistisk politik, der bl.a. medførte en særlovgivning for jøder og et hårdhændet forsøg på at russificere de nationale mindretal i imperiets yderområder. Denne reaktionære kurs, der fortsatte under Nikolaj 2. (regerede 1894-1917), blev imidlertid koblet sammen med en yderst aktiv statslig erhvervspolitik. Jernbanebyggeri (fx Den Transsibiriske Jernbane), udbygning af banksystemet, udenlandske statslån og en protektionistisk handelspolitik gjorde i 1890'erne Rusland til et "kapitalismens drivhus", der imidlertid som følge af sit ringe hjemmemarked var sårbart over for internationale konjunktursvingninger. Men Rusland havde i 1890'erne Europas største vækstrater inden for minedrift og sværindustri. Grundlæggende forblev det imidlertid et agrarland, hvor antallet af industriarbejdere og byernes størrelse var beskedne.

Reformer og industrialisering fandt sted stort set inden for de bestående politiske rammer. Dermed forstærkedes det modsætningsforhold mellem stat og samfund, som var blevet grundlagt under Peter den Store. Der var også et modsætningsforhold mellem en relativt lille uddannet elite og resten af befolkningen, der levede i analfabetisk mørke, mellem by og land, mellem kejsermagt og en spirende offentlighed og mellem det imperiale centrum og de nationale bevægelser i periferien.

Det betød, at Rusland omkring 1900 var præget af en række fundamentale uløste problemer. De handlede om magtens deling, om jordspørgsmålet, om arbejdernes levevilkår og om det nationale spørgsmål. Disse problemer kom til udløsning i 1905-revolutionen, hvor arbejdere, bønder og intelligentsia for første gang i samklang rejste sig mod selvherskerdømmet. Den samfundskritiske og radikalt indstillede intelligentsia havde ikke fundet sig nogen plads i 1800-t.s samfund. Ruslands forsøg på europæisering havde i 1700-t. ikke været noget problem for de intellektuelle, der i det store og hele var loyale tilhængere af den. Men under indflydelse af de europæiske nationalromantiske strømninger begyndte de i 1830'erne og 1840'erne at sætte spørgsmålstegn ved Ruslands identitet i denne europæiseringsproces og videre om Ruslands plads i historien. På dette spørgsmål delte de intellektuelle sig i to lejre: De slavofile mente, at Rusland skulle finde tilbage til sine rødder i det førpetrinske og af ortodoksien styrede samfund, mens de vestorienterede (zapadniki) så en fortsættelse af europæiseringen som Ruslands sande vej. I århundredets anden halvdel udviklede den russiske intelligentsia sig til samfundets selvbestaltede talerør, som gennem skønlitteratur, litterær kritik, samfundskritik, utopiske samfundsmodeller i såvel legal som illegal form mere eller mindre radikalt erklærede sig for fjende af staten og den bestående samfundsorden. Et eksempel er de såkaldte narodniki (populister), der i 1870'erne gik ud i bondebefolkningen for dér at udbrede kendskabet til deres agrarsocialisme.

Fra 1890'erne fik agrarsocialisterne modspil af de marxistiske socialdemokrater, der vendte opmærksomheden mod det ret fåtallige industriproletariat. Deres parti, der var grundlagt i 1898, splittedes allerede i 1903 på partiets anden kongres i en evolutionær fraktion (mensjevikker) og en revolutionær fløj (bolsjevikker).

Blandt de ikke-russiske folk som fx baltere, ukrainere, hviderussere, georgiere, armenere og tatarer udvikledes nationale bevægelser, der med vekslende intensitet stillede kulturelle, politiske og sociale krav. Den liberale opposition, der fortrinsvis bestod af akademikere og folk i liberale erhverv, organiserede sig i 1905 i partiet De Konstitutionelle Demokrater (Kadetter).

Den direkte anledning til omvæltningerne i 1905 var en fredelig arbejderdemonstration i Sankt Petersborg 22.1.1905, der ville aflevere et bønskrift til kejseren, men ved eliteenheders indgriben forvandledes til en massakre (se Den Blodige Søndag). I de følgende måneder fulgte talrige strejker, hvor de første arbejdersovjetter blev dannet, og som i efteråret gik over i en generalstrejke. Samtidig havde kejsermagten lidt nederlag i krigen mod Japan 1904-05, og den var derfor i efteråret 1905 på sammenbruddets rand. Det lykkedes imidlertid kejsermagten at splitte den organiserede del af oppositionen ved at udstede et manifest (Oktobermanifestet), hvori der blev lovet vidtgående indrømmelser. Den liberale opposition mistede dermed sin moderate fløj, der under partinavnet Oktobrister lod sig tilfredsstille af manifestets løfter. Oktobermanifestet dannede baggrund for de grundlovslignende bestemmelser, der udstedtes i april 1906. For første gang i Ruslands historie garanteredes borgerlige og politiske rettigheder; fagforeninger og politiske partier blev legaliseret, hvilket skabte basis for en legal politisk offentlighed. Der oprettedes et tokammersystem med et Statsråd, hvor kejseren skulle udpege halvdelen af medlemmerne, og en Statsduma, hvis medlemmer skulle udpeges gennem valg med almindelig, men indirekte og ulige valgret. Kejseren bevarede herredømmet over militær og udenrigspolitik. Han udnævnte fortsat regeringen, indkaldte og kunne opløse parlamentet. Han havde endvidere vetoret over for alle dumabeslutninger og kunne indføre nødretstilstand.

Den 1. og 2. Duma (1906-07) var domineret af radikale og socialistiske partier og blev opløst, da de ret hurtigt kom i konflikt med regeringen. Herefter blev valgretten indskrænket, og de to følgende Dumaer, der kom til at sidde 1907-17, fik en konservativ sammensætning. Statsminister Stolypin havde mod de to første Dumaers ønske indledt en fremsynet agrarreform, der ved at frigøre bønderne fra landsbyen og tillade deres udflytning og en udskiftning af jorden over en årrække forudså dannelse af en regeringsloyal bondestand bestående af selvejere. Den industrielle udvikling og befolkningens gradvise alfabetisering blev ligeledes fortsat efter 1905. Denne udvikling blev imidlertid afbrudt ved udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914.

Efter en vis militær fremgang i begyndelsen led de russiske hære snart nederlag, og imperiet måtte for første gang i århundreder opgive territorium. Fødevareforsyningen brød totalt sammen, hvilket fik de sociale spændinger til at nå bristepunktet. Regeringens inkompetente militære ledelse og dens til dels tyskvenlige politik fjernede efterhånden regimet fra Dumaens liberal-konservative flertal, der ønskede at stå fast på Ententesamarbejdet. I slutningen af februar 1917 var regimet derfor atter på sammenbruddets rand, men denne gang stod det ikke til at redde. En spontan folkebevægelse i hovedstaden Petrograd (indtil 1914 Sankt Petersborg) krævede dets fald. En selvbestaltet komité i Dumaen, anført af medlemmer af Kadetpartiet, sluttede sig til dette krav, og 15.3.1917 abdicerede Nikolaj 2. Romanovdynastiets 300-årige regeringsperiode var forbi.

Det opståede magtvakuum blev udfyldt af et dobbeltstyre, hvilket fra begyndelsen var med til at svække overgangsregeringen. Den spontant opståede Petrogradsovjet af arbejder- og soldaterdeputerede delte magten med Dumakomitéen, der nu kaldte sig Den Provisoriske Regering. Men regeringens midlertidige karakter forhindrede den i at tage fat på de helt fundamentale problemer: agrarspørgsmålet, arbejderspørgsmålet og en afslutning på krigen. De blev udskudt til en grundlovgivende forsamling, der skulle vælges og indkaldes senere på året 1917.

Dobbeltstyret gik fra krise til krise. Dets afhængighed af de vestlige allierede forhindrede det i at slutte en særfred med Aksemagterne. I løbet af sommeren gennemførtes en social revolution. Industriproletariatet organiserede sig i fagforeninger, fabrikskomitéer og arbejdermilitser, overtog ved selvtægt fabrikkerne og krævede arbejderkontrol med produktionen. På landet gennemførte bønderne en jordfordeling ved bl.a. med magt at overtage godserne og fordele jorden mellem sig. Randområdernes nationale bevægelser var i færd med at realisere autonomi. Regeringen, siden juli under ledelse af socialisten Aleksandr Kerenskij, kunne intet stille op.

I efteråret 1917 kulminerede den sociale og politiske krise. På det tidspunkt havde alle partier med undtagelse af bolsjevikkerne kompromitteret sig ved at deltage i Den Provisoriske Regering og ved at lade krigen fortsætte. Tiden var kommet, hvor den politiske magt var til fals for enhver, der var i stand til at tilbyde befolkningen de rette slagord. Og det kunne bolsjevikkerne. Deres leder, Lenin, havde efter partisplittelsen i 1903 skabt et lille, men velorganiseret parti af revolutionære, der mente at have historien med sig, hvis de overtog magten. I sin imperialismeteori havde Lenin ligesom agrarsocialisterne i sin tid argumenteret for, at en socialistisk revolution var mulig i et agrarsamfund som Rusland. Han så landet som det svageste led i kæden af kapitalistiske lande, og derfor kunne en revolution her blive begyndelsen på verdensrevolutionen. Denne teori havde Lenin koblet sammen med konkrete løfter om at løse alle de påtrængende problemer, som Den Provisoriske Regering havde udskudt. Løfterne var i april 1917 blevet sammenfattet i tre slagord med en klar folkelig appel: jord, fred og al magt til sovjetterne. I løbet af efteråret fik bolsjevikkerne flertal i de største byers sovjetter, og 7.11.1917 (25. oktober 1917, gammel stil) kunne Lev Trotskij i spidsen for Petrogradsovjettens revolutionskomité udramatisk og uden at møde nævneværdig modstand ved et væbnet kup overtage den politiske magt i hovedstaden. Den Provisoriske Regering blev arresteret, men dens leder, Aleksandr Kerenskij, var flygtet. Et autoritært kejserdømme var gået under, og dets afløser havde vist sig for svag til at skabe et nyt kapitalistisk og demokratisk Rusland.

• Ruslands forhistorie
• Ruslands historie (oversigt)
• Ruslands historie indtil 1689
• Ruslands historie 1689-1917 (denne artikel)
• Ruslands historie 1917-1945
• Sovjetunionen
• Sovjetunionens historie
• Ruslands historie 1945-1991
• Ruslands historie efter 1991