Aéroport Paris-Le-Bourget fra luften
Luftfoto af Aéroport Paris-Le-Bourget fra 2016.
Fra udstillingen i Gtand Palais i 1909

Ballonskibe udstillet i Grand Palais i 1909, den første udgave af Salon International de l'Aéronautique et de l'Espace.

Aéroport Paris-Le-Bourget, der ligger 13 km nordøst for Paris, er den mindste og ældste af Paris’ tre lufthavne. Den har fået sit navn fra kommunen Le Bourget i departementet Seine-Saint-Denis, hvor den delvist ligger. Den dækker et areal på 5,5 km2 og har knap 60.000 ankomster og afgange årligt (2023) på tre landingsbaner.

Faktaboks

Også kendt som

Aéroport Le Bourget

Le Bourget-lufthavnen blev taget i brug til kommercielle flyvninger i 1919, og den var Paris’ eneste lufthavn indtil 1932, hvor Aéroport Paris-Orly blev taget i brug. I 1977 blev Le Bourget lukket for international ruteflyvning og tre år senere også for indenrigstrafik. I dag anvendes den fortrinsvis til forretningstrafik og mindre ikke-kommercielle fly. Den bruges ind i mellem også af den franske regering til at modtage udenlandske delegationer.

Lufthavnen drives kommercielt af selskabet Aéroports-de-Paris, ADP, sammen med Aéroport Paris-Orly og Aéroport Paris-Charles-de-Gaulle.

Her finder man også et af verdens ældste og største museer for flyvningens historie, Musée de l'Air et de L'Espace. Siden 1953 har lufthavnen på været hjemsted for "Salon International de l'Aéronautique et de l'Espace”, Paris’ internationale fly-og luftshow, i de ulige år. Denne kombination af udstilling, messe og show startede i Grand Palais i 1909.

Historie

Lufthavnens historie går tilbage til flyvningens barndom. Som flytrafikken er vokset gennem årene, er dens kapacitet blevet for lille, så den har skiftet funktion fra at være Paris’ eneste lufthavn til at blive en lille lokallufthavn i Paris for forretningsflytrafik.

Starten

Den gamle passagerterminal i Aéroport Paris-Le-Bourget
Den gamle passagerterminal i Aéroport Paris-Le Bourget, der blev indviet i 1937.
Monumentet i Le Bourget til ære for Lindbergh, Nungesser og Coli
Gustave Michels skulpter i Aéroport Paris-Le-Bourget, rejst til ære for Charles A. Lindbergh, der krydsede Atlanterhavet i sit fly i 1927, og de to franske piloter, der mistede livet i det samme forføg nogle uger tidligere. Skulpturen blev rejst i 1928.

Lufthavnen i Le Bourget blev anlagt som en militærflyveplads i begyndelsen af 1. Verdenskrig. Formålet var at forhindre en tyske flyangreb på Paris, så der var brug for at få placeret en luftforsvarseskadron. Den 9. oktober 1914 havde man fundet et egnet sted, og en måned efter var eskadronen i operation. Det vedblev den at være ind til våbenhvilen i 1918.

Efter 1. Verdenskrig

Aéroport Le-Bourget blev åbnet som kommerciel og civil lufthavn i 1919. Det var den første civile lufthavn i Paris, og denne status bevarede den indtil genåbningen af lufthavnen i Orly for civil luftfart i 1947. Det var den første lufthavn i Frankrig med en landingsbane af hårdt materiale, der kunne bruges i al slags vejr.

Terminalbygningen er tegnet af arkitekten Georges Labro i art déco-stil og planlagt til at være en del af verdensudstillingen i 1937. Det blev den dog ikke, da den først blev indviet den 12. november 1937, og verdensudstillingen var i maj.

Lufthavnen blev internationalt kendt, da Charles A. Lindbergh valgte den som endestation for sin soloflyvning i Spirit of St. Louis over Atlanten. Han landede den 21. maj 1927 efter at have tilbagelagt 5.800 kilometer på treogtredive timer og tredive minutter. Omkring 200.000 tilskuere modtog ham. To uger tidligere var to franske piloter, Nungesser og Coli, startet herfra i et forsøg at krydse Atlanten i modsat retning, men de forsvandt sporløst undervejs. De to piloter og Lindbergh blev i 1929 hædret med et stort monument udført af billedhuggeren Gustave Michel. Det står ved indgangen til lufthavnen. Her står også en statue, der hædrer Raymonde de Laroche (1884-1919), den første kvindelige pilot i Frankrig.

Adolf Hitler landede i Le Bourget-lufthavnen, da han besøgte Paris i juni 1940 efter den tyske invasion af Frankrig.

Efter 2. Verdenskrig

Lufthavnen var blevet kraftigt beskadiget under 2. Verdenskrig og blev derfor genopbygget for at kunne fortsætte at fungere som en civil lufthavn for Paris i årtierne efter. I 1976 var her 2 mio. passagerer.

Den var dog ved at blive for lille både til at håndtere det stigende antal passager og de større fly, og i marts 1977 forlod flere internationale flyselskaber lufthavnen til fordel for de to større lufthavne Orly og Charles-de-Gaulle, heriblandt SAS. Air France havde allerede i 1952 flyttet sine aktiviteter til Orly. Det efterlod lufthavnen med nogle få regionale flyselskaber, og de flyttede efterhånden også derfra.

I dag er Aéroport Paris-Le Bourget den førende forretningslufthavn i Frankrig. Ifølge tal fra det franske toldvæsen lander her knap 60.000 forretningsfly (2023) til og fra omkring 800 destinationer på de tre landingsbaner, der er åbne hele døgnet alle årets dage.

Musée de l'Air et de L'Espace

Blériot XI udstillet på Musée de l'Air et de L'Espace
Blériot XI, flytypen, der i 1909 krydsede Den engelske Kanal. Fra udstillingen på Musée de l'Air et de L'Espace.

Museet i Aéroport Paris-Le-Bourget blev grundlagt i 1919, er det ældste og et af de største i verden. Det ligger i den sydøstlige del af lufthavnsområdet. I samlingen består af mere end 150 fly, hvor mange er udstillet indendørs i haller, mens mindre skrøbelige fly er udstillet i det fri. Her findes mere end 40.000 genstande, der relaterer sig til flyvningens historie og erobringen af luftrummet. Desuden er her et forsknings- og dokumentationscenter med mere end en halv million dokumenter.

Museet har ikke altid ligget her, men åbnede i 1921 i Issy-les-Moulineaux, sydøst for Paris. Det er flyttet flere gange, og først fra 1973 begyndte museet at flytte samlingerne til Aéroport Le-Bourget. Det blev muligt skabe det nuværende museum, da der i blev frigjort plads i Le Bourget i 1974, fordi mange aktiviteter flyttede til Aéroport Paris-Charles-de-Gaulle.

I 2019 havde museet over 300.000 besøgende, et besøgstal, man forventer, vil stige i de kommende år.

Læs i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig