Mellem 1918 og 1920 var Rusland kastet ud i en borgerkrig mellem revolutionære (bolsjevikker, de røde) og de hvide. De hvide talte medlemmer af den ikke-bolsjevikiske venstrefløj, borgerligt-liberale partier og monarkistiske bevægelser samt tidligere officerer i kejserens hær. Under borgerkrigen var der igen omfattende pogromer. Borgerkrigen endte med bolsjevikkernes sejr og den efterfølgende oprettelse af Sovjetunionen. Sovjetunionen var en russiskledet union, der bestod af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik og en række andre sovjetrepublikker. De baltiske lande Estland, Letland og Litauen blev indlemmet i Sovjetunionen omkring 2. Verdenskrig.
Sovjetunionens leder Vladimir Lenin og sidenhen Josef Stalin forsøgte at ophæve klasseskellene ved at indføre socialisme og kommunisme, inspireret af den tyske filosof og økonom Karl Marx’ revision af Hegels historiefilosofi. Disse teoretiske samfundsmodeller blev dog ikke blev realiseret i praksis. Årsagerne hertil var bl.a. inkompetence, korruption, interne magtkampe, fejlslagen økonomisk politik i form af femårsplaner samt centralisering af stort set samtlige beslutningsprocesser. Forsøget førte ikke til lighed og ophævelse af klasseskellene, men til totalitarisme og statsterrorisme.
I 1920’erne og 1930’erne blev der gennemført omfattende og effektive kampagner for at udrydde analfabetismen. Disse kampagner medvirkede til at russificere de mange ikke-russisktalende folkeslag i Sovjetunionen. Det var også i denne periode, forløberen for sikkerhedstjenesten KGB (Tjekaen) opstod.
I samme periode indledtes en omfattende industrialisering af Sovjetunionen, ofte med politiske fanger og straffefanger som arbejdskraft på enorme projekter (jernbaner, kanaler, minedrift, metrobyggeri m.v.), der kostede titusindvis af menneskeliv. Som et led i bolsjevikkernes økonomiske politik blev selvstændige bønder tvangskollektiviseret, hvilket førte til holodomor (da: ’hungerdød’). Holodomor var en politisk frembragt hungersnød i Ukraine og Sydrusland, der i 1932-1933 kostede millioner af menneskeliv. I 2022 blev holodomor anerkendt som folkemord af bl.a. EU, men ikke af Danmark.
Kulturelt skete der i 1920’erne en opblomstring med eksperimenter inden for avantgardistisk litteratur, billed- og filmkunst og andre kunstarter, men med doktrinen om socialistisk realisme (1934) blev vejen for ensretning i kunsten banet. Som modstykke til den officielle kunst opererede dissidentforfattere og -kunstnere mere eller mindre i det skjulte og stod selv for deres udgivelser uden om de statslige forlag og censuren (samizdat), eller fik deres værker udgivet i udlandet (tamizdat).
Også politisk var tiden op mod og efter 2. Verdenskrig præget af ensretning og totalitarisme med stalinismen og dens udrensninger og massearrestationer samt deportationer af millioner af mennesker og hele folkeslag, internering af dem i et sindrigt system af arbejdslejre (GULAG) samt vilkårlige og bevidste henrettelser. Perioden 1936-1938 er kendt som ”den store terror”. Formålet med den store terror var at udrense reelle og potentielle modstandere af Stalin og sikre hans position som Sovjetunionens ubestridte leder. Den store terror kulminerede med Moskvaprocesserne i 1937, hvor højtstående medlemmer af det sovjetiske kommunistparti, embedsmænd og officerer ved skueprocesser blev stillet for retten og tvunget til at tilstå kontrarevolutionær virksomhed, sabotage o.lign. Straffen var som regel internering i GULAG eller henrettelse. I 1937 blev den danske kommunist Arne Munch Petersen arresteret på baggrund af falske anklager og døde i Butyrkafængslet i Moskva i 1940. Det anslås at op mod 2 millioner mennesker døde som følge af den store terror. Ofte blev forhørsledere, politiske kommissærer m.v. selv ofre for deres egen terror og endte i fængsler og arbejdslejre eller blev henrettet.
Internering i arbejdslejre blev brugt som straffeform helt frem til Sovjetunionens opløsning i 1991, omend GULAG formelt blev nedlagt efter Stalins død i 1953. Det anslås, at op mod 18 millioner mennesker døde i de sovjetiske arbejdslejre. Der har aldrig været et retsopgør med sovjettidens forbrydelser.
Sovjetunionen prioriterede uddannelse og videnskab højt og var førende inden for flere grene, herunder atom- og astrofysik, men satsede også på mere eksperimenterende områder som kybernetik og en række teknologier til fysisk og psykisk transformation og forbedring af mennesket.
Inden for kultur, sport og videnskab var sovjettiden præget af elitedyrkelse med særlige uddannelsesforløb for børn og unge, der udviste talent inden for et givent felt.
Ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland fra 1939, hvor de to lande opdelte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære og bl.a. delte Polen mellem sig, blev ikke overholdt, og i 1941 blev Sovjetunionen angrebet af Tyskland. 2. Verdenskrig medførte enorme sovjetiske tab. Sovjetunionen spillede sammen med flere af de allierede en nøglerolle i 2. Verdenskrig. Efter krigen opstod der i Sovjetunionen en myte om, at det var Den Røde Hær, der havde vundet over nazisterne. I moderne russisk historieskrivning tillægges denne myte enorm betydning, og de allieredes afgørende bidrag med lend-lease, D-dag og andre centrale indsatser nedtones til fordel for en forherligelse af Den Røde Hærs bedrifter og fortielse af de krigsforbrydelser, de sovjetiske soldater begik på deres vej mod Berlin.
Efter 2. Verdenskrig udgjorde Sovjetunionen og Warszawapagtlandene den ene af de to blokke i den bipolære verdensorden med Vesten, USA og NATO som den anden blok. Perioden var præget af våben- og rumkapløb og kendes som ”den kolde krig”.
I 1957 sendte Sovjetunionen den første sputnik (satellit) i kredsløb om jorden, og i 1961 var den sovjetiske kosmonaut Jurij Gagarin den første mand i rummet, men rumkapløbet kulminerede foreløbigt med amerikanernes månelanding i 1969.
Med Cubakrisen i 1962 formåede Sovjetunionen at presse USA til indrømmelser vedr. placering af atomvåben i NATO-landet Tyrkiet. Vietnam-krigen (1955-1975) var for Sovjetunionen en måde at bekæmpe USA indirekte gennem støtte til vietnamesiske kommunister. Herudover involverede Sovjetunionen sig i en række opstande, revolutioner og krige globalt (Angola, Cuba, Syd- og Mellemamerika).
”Tøbruddet” under Nikita Khrusjtjov betegner en relativ liberalisering af det russiske samfund efter Stalins død i 1953 med spæde tiltag til et opgør med stalintidens forbrydelser og en opblødning af sovjetsystemets holdning til litteratur og kunst. Tøbruddet varede dog ikke længe. Under Leonid Brezjnev, der var generalsekretær fra 1964-1982, blev der genindført stramninger på flere områder, herunder inden for kulturen. Sovjetunionen begynder at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik med invasionerne i Tjekkoslovakiet (1968) og Afghanistan (1979).
Op gennem 1970’erne og i starten af 1980’erne blev det tydeligt, at Sovjetunionen stagnerede økonomisk og ikke havde kapacitet til at følge med den teknologiske udvikling i Vesten. Med Mikhail Gorbatjovs ideer om perestrojka (omstrukturering) og glasnost (åbenhed) håbede man at kunne reformere Sovjetunionen indefra, men tiltagene var ikke tilstrækkelige, og i 1991 brød Sovjetunionen sammen. Dette sammenbrud kaldte Vladimir Putin i 2005 for ”århundredets største geopolitiske katastrofe”, men var også en mulighed for de 14 sovjetrepublikker, der blev selvstændige nationer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.