Karelen

Karelerne fremstod i 1000-t. ved Ladogasøens nordvestkyst og på Det Karelske Næs ved en sammensmeltning af en lokal østfinsk befolkning og indvandrede vestfinske tavaster. De havde et tidligt centrum i Kexholm, hvorfra de ekspanderede mod Hvidehavet. Senest fra 1100-t. kom karelerne under et i begyndelsen løst novgorodsk overherredømme, men i slutningen af 1200-t. erobrede svenskerne den vestlige del, hvori Vyborg (sv. Viborg; fin. Viipuri) fra 1293 dannede centrum. Ved Freden i Nöteborg 1323 afstod Novgorod formelt den del til Sverige. Efter Stolbovafreden i 1617 blev hele karelernes centrale område indlemmet i Sverige som Kexholms län, og en del russisk-ortodokse flygtede og bosatte sig i nærheden af Tver. Ved fredsslutningerne i 1721 og 1743 blev den sydlige del af området med Vyborg afstået til Rusland, men blev med navnet Gammel Finland genforenet med Finland i 1812, og det forblev sådan, da Finland i 1917 blev selvstændigt.

De karelere, der havde koloniseret områderne mod Hvidehavet, var forblevet under russisk styre. Ved Freden i Tartu med Finland 14.10.1920 garanterede Sovjetunionen den karelske befolkning i Østkarelen selvstyre gennem den i juni 1920 dannede karelske arbejderkommune, der fik Edvard Gylling som leder. Kommunen fik grænser, der sikrede karelerne en majoritet i forhold til russerne. Efter et mislykket, fra Finland støttet oprør omdannedes kommunen i 1923 til Den Karelske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik (ASSR). Som følge af ændrede grænser og en omfattende russisk immigration til byområderne fik republikken snart russisk majoritet. Med Gylling som regeringsleder 1923-35 domineredes republikken dog fortsat af finske eksilkommunister, hvilket blandt andet førte til at finsk blev officielt sprog. Efter Gyllings fald i 1935 satte russificeringen ind med forøget styrke.

Efter Vinterkrigen 1939-40 måtte Finland afstå sit sydøstlige hjørne med de folkerigeste dele af det finske Karelen. Befolkningen evakueredes til Finland og blev erstattet af tilflyttere fra andre egne af Sovjetunionen; det afståede område blev delt i to. Den sydlige del med det gamle karelske centrum inkorporeredes i Leningradskaja Oblast. Den nordlige del forenedes med Den Karelske ASSR, der ved samme lejlighed fik status af egentlig sovjetrepublik som Den Karelsk-finske Socialistiske Sovjetrepublik med en anden fremtrædende finsk eksilkommunist, O.V. Kuusinen, som præsident. I 1956 indlemmedes området atter i den russiske føderation som autonom sovjetrepublik. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 omdannedes Den Karelske ASSR til Republikken Karelen. I modsætning til i Sovjettiden har republikken fået en del reelle beføjelser og kan bl.a. indgå tosidige aftaler med udlandet; især søger man at forøge samarbejdet med Finland.

Tilbage af Karelen i Finland er nu kun Kymen lääni (Sydkarelen) og Pohjois-Karjalan lääni (Nordkarelen), hvor efterkommere af de russisk-ortodokse karelere fortsat bor.