Vladimir Lenin

I 1890'erne valgte Lenin marxismen som politisk ståsted og engagerede sig i revolutionært undergrundsarbejde i Sankt Petersborg. Han blev arresteret i 1895 og måtte tilbringe de følgende år i fængsel og i eksil i Sibirien.

Årene 1900-1917 opholdt han sig hovedsageligt i Vesteuropa, hvorfra kampen mod zarismen fortsatte. Bl.a. deltog han i partimøder i 1905 og 1906 i Tammerfors, hvor han traf efterfølgeren Josef Stalin for første gang, i et hus, der i dag rummer et Leninmuseum. Lenin blev hurtigt en ledende skikkelse inden for det nystiftede russiske socialdemokrati; han skrev udkast til partiets program og var medredaktør af partitidsskriftet Iskra ('Gnisten').

I værket Hvad bør der gøres? (1902) fremlagde Lenin sin teori for opbygningen af et marxistisk parti; det skulle primært bestå af en intellektuel elite af professionelle revolutionære, der under stram disciplin og med brug af konspiratoriske metoder optrådte som arbejderklassens fortrop i kampen for en ny samfundsorden. Han afviste således tanken om at skabe et bredt, folkeligt forankret masseparti i stil med de vesteuropæiske socialdemokratier.

På det russiske socialdemokratis anden kongres, der fandt sted i Bruxelles og London i 1903, førte denne holdning til dyb splittelse blandt de delegerede. Selvom Lenin i første omgang led nederlag, fik han efterfølgende flertal, fordi en række moderate deltagere udvandrede fra kongressen. Hans tilhængere kaldte sig herefter bolsjevikker ('flertalsfolk'), mens modstanderne fik betegnelsen mensjevikker ('mindretalsfolk').

I Sovjetunionen blev mange byer, steder, fabrikker etc. opkaldt efter Lenin, også mens han levede, men mange Leninnavne har ikke overlevet de senere omvæltninger.

I efteråret 1917, da der var bolsjevikisk flertal i de vigtigste sovjetter, arbejdede han direkte for en væbnet opstand mod regeringen. En anden nøgleskikkelse under forberedelserne af opstanden var den nyvalgte formand for Petrogradsovjetten, Lev Trotskij, hvis strategi og taktik dog langtfra altid faldt sammen med Lenins.

Bolsjevikkerne greb magten i et relativt ublodigt statskup d. 7. november 1917, dvs. 25. oktober efter den julianske kalender, der dengang anvendtes i Rusland, og med Lenin som chef blev der dannet en ny regering, Folkekommissærernes Råd.

Herefter begyndte opbygningen af sovjetsystemet i form af et "proletariatets diktatur", hvor bolsjevikfløjen af Socialdemokratiet (fra 1918 Det Kommunistiske Parti) hurtigt fik monopol på magten, og hvor Lenin kom til at stå som den ubestridte leder, hvis vilje og beslutsomhed altid var afgørende, når der opstod intern strid i bolsjevikkernes rækker. Han nød tilsvarende autoritet i den nye Kommunistiske Internationale, Komintern, der blev stiftet 1919.

Lenin var en fremragende organisator og en dreven taktiker, der formåede at skifte kurs og gå på kompromis, når situationen krævede det. Men han havde også en fanatisk tro på, at hans egen linje altid repræsenterede sandhed og ret, og han kunne vise ekstrem hensynsløshed over for regimets politiske modstandere. Disse karaktertræk kom ikke mindst til udtryk under borgerkrigen i 1918-1920, hvor Lenin gik ind for massiv brug af "rød terror" mod bolsjevikkernes fjender.

Hans evne til hurtige kursændringer og taktiske tilbagetog manifesterede sig bl.a. i marts 1918, da sovjetregeringen sluttede separatfred med Tyskland (se Brest-Litovsk-freden), og i 1921, da hele det sovjetiske samfund befandt sig i dyb krise, og den forventede revolution i de højt industrialiserede lande stadig udeblev. Den radikale krigskommunisme, der havde præget borgerkrigsårene, blev på Lenins initiativ nu afløst af en "ny økonomisk politik", NEP, som i betydeligt omfang gav plads for frie markedskræfter og privatkapitalistisk foretagsomhed.

Efter i maj 1922 at være blevet ramt af et slagtilfælde var Lenin imidlertid kun undtagelsesvis i stand til at deltage i regeringsarbejdet. Ved årsskiftet 1922-1923 formulerede han en slags politisk testamente, hvor han bl.a. advarede mod Stalin, der bedømtes til at være for "grov". Det er dog svært at se bort fra, at Lenins egen politiske ekstremisme i høj grad gav næring til Stalintidens despotiske styreform.

Efter Lenins død i 1924 blev hans balsamerede legeme placeret i et mausoleum på Den Røde Plads i Moskva. I de følgende år satte en voldsom Lenindyrkelse ind, og med basis i hans talrige skrifter (55 bind i seneste udgave, 1958-1965) blev der udviklet en ny politisk ideologi, leninismen eller marxisme-leninismen, som i de sovjetiske lederes skiftende udlægninger kom til at fungere som ledetråd for samtlige borgere i Sovjetunionen og alle medlemmer af den verdenskommunistiske bevægelse.

Blandt Lenins vigtigste værker er Kapitalismens udvikling i Rusland (1899), Materialisme og empiriokriticisme (1909), Imperialismen som kapitalismens højeste stadium (1916) og Staten og revolutionen (1917).

Lenin besøgte København ved to lejligheder. Første gang var i maj 1907. Anden gang var i dagene 28. august-3. september 1910 i anledning af den socialistiske verdenskongres i Odd Fellow Palæet i Bredgade, hvor bl.a. Rosa Luxemburg og Jean Jaurès også deltog.

Lenin boede da i en baggårdslejlighed på Vesterbrogade 112, hvor man i 1984 satte en plade op til minde om besøget.

• leninisme
• marxisme
• Sovjetunionen
• Josef Stalin