Nikolaj 2.

Nikolaj 2. var russisk kejser i årene 1894-1917; ældste søn af Aleksander 3. og hans danskfødte hustru, Marija Fjodorovna (Dagmar). Nikolaj blev under sin uddannelse præget af sin lærer Konstantin Pobedonostsev, der lagde vægt på, at Nikolaj som kejser af Guds nåde havde fået til opgave at beskytte og bevare selvherskerdømmet og ortodoksien. Nikolaj, hvis evner var middelmådige, viste sin familie betydelig større interesse end statsanliggender. Han havde ringe forståelse for tendenserne i samfundet, og han lagde hellere øre til rådgivere med spytslikkertendenser end til handlekraftige personligheder. Denne tendens blev særlig udtalt mod slutningen af regeringsperioden, da fx Grigorij Rasputin fik direkte indflydelse på kejserfamilien og dens valg af regering og rådgivere.

I indenrigspolitikken var Nikolajs periode præget af et voksende misforhold mellem en arkaisk styreform og et samfund i voldsom økonomisk udvikling og vækst, men også af en lige så voldsom social, national og religiøs utilfredshed. De få reformforsøg i perioden var mere aftvunget af ydre pres end udtryk for en konsistent politik. 1905-revolutionen, der indledtes med Den Blodige Søndag den 22. januar 1905, førte i oktober til oprettelse af et rådgivende parlament, Dumaen. I 1907 blev en agrarreform sat i værk, hvis mål var at fremelske en selvbevidst og stærk bondestand.

Udenrigspolitisk var Nikolaj 2.s regeringstid en katastrofe. Det forsmædelige nederlag i Den Russisk-japanske Krig 1904-1905 og Ruslands deltagelse i 1. Verdenskrig fik katastrofale følger for det russiske kejserdømme. Den manglende krigslykke og regeringens stadig mere voldsomme fremfærd over for demonstranter og strejkende medførte, at monarkiet mistede støtte langt ind i borgerlig-liberale kredse i Dumaen. Under pres herfra abdicerede Nikolaj 2. i marts 1917 til fordel for sin bror Mikhail (1878-1918), der imidlertid afslog at overtage tronen. Den forhenværende kejserfamilie, nu Romanovfamilien, blev arresteret den 21. marts 1917.

Efter Oktoberrevolutionen blev familien flyttet til Jekaterinburg i Ural, hvor den natten mellem 16. og 17. juli 1918 efter ordre den regionale sovjet blev myrdet af bolsjevikkerne af frygt for en befrielse af omstrejfende tjekkiske hærgrupper. Ligene blev kastet i en nedlagt mineskakt. Nogle dage senere blev de hentet op og forsøgt destrueret med syre og afbrænding og derpå begravet i en skov.