Nikolaj 1.

Nikolaj 1., 6.7.1796-2.3.1855, russisk kejser fra 1825, søn af Paul 1. Nikolaj 1. arvede tronen 1825 ved broderen Aleksander 1.s pludselige død. Han vidste indtil da ikke, at hans anden ældre bror Konstantin (1779-1831) havde frasagt sig sin arveret. Nikolaj var derfor ikke forberedt til at skulle være hersker; hans uddannelse havde primært været af militær art.

Opklaringsarbejdet i forbindelse med Dekabristopstanden dokumenterede dens forbindelse til højadelige og intellektuelle kredse, hvilket hos Nikolaj efterlod en konstant mistænksomhed over for dem, og hans rådgivere kom derfor i vid udstrækning fra lavadelen og tysk-baltiske adelsslægter. En særlig afdeling af kejserens eget kancelli oprettedes til at overvåge oprørstendenser og fritænkeri. På den anden side førte opstanden også til, at der blev bragt orden i det hidtidige lovkaos.

Indenrigspolitisk var Nikolaj 1.s regeringstid præget af forsøg på at forhindre vesteuropæiske revolutionære tendenser i at trænge ind i Rusland. Den var endvidere karakteriseret ved den første interesse fra regeringens side for de livegne bønders vilkår. Statsbøndernes forhold blev lagt i faste rammer 1837-41, og de første spæde skridt blev taget til en reformering af de øvrige bønders vilkår.

På det udenrigspolitiske område forsøgte Nikolaj 1. sammen med andre europæiske regimer at holde de revolutionære tendenser nede, kulminerende med nedkæmpelsen af frihedsbevægelsen i Østrig 1848-49. Russiske nationale interesser blev varetaget gennem ekspansion i Kaukasus samt ved i betydelig grad at øge den russiske indflydelse på Osmannerriget med henblik på i et videre perspektiv at overtage dets rolle på Balkan. Krimkrigen 1853-56 satte for en tid en stopper for disse ambitioner.