Sankt Petersborg er Ruslands næststørste by og vigtigste havneby; den har 6,4 millioner indbyggere (2020). Byen blev grundlagt den 27. maj 1703 af kejser Peter 1. den Store, som gjorde den til ny hovedstad fra 1712 i stedet for Moskva; først i 1918 blev Moskva igen hovedstad.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Leningrad, byens navn 1924-1991; den hed Petrograd 1914-1924. På russisk hedder den i dag Sankt-Peterburg.
Sankt Petersborg ligger i Nevadeltaet i bunden af Den Finske Bugt. Deltaet sætter med sine forgreninger, kanaler og broer præg på storbyens centrum, som er et af Europas mest stilfulde med velrestaurerede fyrste- og adelspalæer, der nu tjener som museer, biblioteker, undervisningsinstitutioner og forvaltningskontorer.
Byplanen fra 1737 er stadig bestemmende for vejføringen. Af de tre radialgader, der udgår fra Admiralitetet, er den lange forretnings- og flanørgade Nevskij Prospekt den kendteste. Kontrasten mellem dette klassicistiske centrum og de vidtstrakte forstæder med industrialiseret højhusbyggeri er iøjnefaldende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.