Osmannerriget

Efter Slaget ved Kösedag i 1243 mellem mongolerne og Rumsultanatet blev sultanatet og resten af det ikke-byzantinske Anatolien del af Mongolerriget og fra 1277 af Ilkhanideriget. Vest for Konya, hvor disse riger ikke havde effektiv kontrol, etablerede turkmenere på flugt fra mongolerne i slutningen af 1200-tallet en række små fyrstendømmer, beylik eller emirater, som førte plyndrings- og erobringstogter mod de byzantinske områder og de italienskkontrollerede øer i Det Ægæiske Hav (se ghaziemirater).

Osmannerriget havde sin oprindelse i et beylik, som var grundlagt af Osman 1. i slutningen af 1200-tallet ved Söğüt (nuværende Bilecik). Orkhan Ghazi, der regerede ca. fra 1326 til 1360, erobrede de resterende byzantinske områder i det nordvestlige Anatolien, og i anden halvdel af 1300-tallet vandt osmannerne fodfæste i Thrakien.

I modsætning til de andre småemirater formåede osmannerne at fortsætte erobringerne og dermed udvide deres resursegrundlag. Deres magt hvilede på erobring, menige ghazier blev lokket med udsigten til plyndring og til at erhverve jord.

I den tidlige ekspansionsfase skete der en betydelig tilflytning af turkmenere fra Anatolien til Thrakien og det østlige Balkan. De turkmenske ledere og i vid udstrækning også den kristne adel belønnedes med arvelige og magtfulde guvernørposter i de erobrede grænseområder.

Osmannerrigets historie var kendetegnet ved vedvarende krige på tre fronter:

1. Balkan og Centraleuropa, hvor modstanderne var Serbien og Bulgarien, siden habsburgerne
2. Middelhavet, hvor Venedig søgte at forsvare sine støttepunkter på søvejen til Levanten
3. Anatolien, hvor osmannerne søgte at eliminere muslimske rivaler.

¹ Før 1300.

På Balkan blev den osmanniske ekspansion fremmet af politisk splittelse. Modstanden bestod af koalitioner af småfyrster og stormænd, som Murad 1. besejrede i to slag, det første ved Maritsafloden (1371), som åbnede vejen for videre fremrykning mod Sofia og Niš, det andet ved Kosovo Polje (1389), en sejr, der konsoliderede osmannernes position som den dominerende magt på Balkan. Herefter anerkendte både den byzantinske kejser og de serbiske fyrster osmannisk overhøjhed. De storstilede togter fortsatte ned i Grækenland og over Balkanbjergene frem til Donau, hvor osmannerne stødte sammen med Ungarn. Et fælles fransk-tysk-ungarsk korstog, der skulle trænge osmannerne ud af Balkan, blev besejret ved Nikopolis i 1396.

Ved Mehmed 2.s tronbestigelse indledtes en mere end 100 år lang periode med osmannisk fremgang på alle fronter. Af stor symbolsk betydning både for osmannerne og deres kristne fjender var erobringen af Konstantinopel i 1453. Mehmed 2. erobrede i de følgende år Serbien i 1459, Morea/Peloponnes i 1460, Bosnien i 1463 og Albanien i 1468. Krimtatarerne anerkendte Mehmeds overhøjhed i 1475 og gav dermed osmannerne kontrollen over Sortehavet. I Anatolien erobredes det byzantinske kejserdømme Trapezunt i 1461, og i 1473 slog han ved Bashkent Ak Koyunlu-riget, der som Timurs arvtagere gjorde krav på Østanatolien. Osmannerrigets grænse blev skudt frem til Eufrat, og den gamle rival, Karaman-emiratet, blev definitivt elimineret i 1474. Indadtil strammede Mehmed kontrollen med administrationen. Selv den øverste leder af administrationen, storvesiren, blev nu udpeget blandt sultanens slaver, og jord tilhørende religiøse institutioner blev konfiskeret og dannede sammen med de erobrede områder grundlag for en udvidelse af sipahikorpset.

Selim 1. Yavuz opnåede i sin korte regeringstid fra 1512 til 1520 først at sikre østfronten og slå safaviyabevægelsen. Derpå fulgte opgøret med mamlukkerne: Syrien blev erobret ved Slaget ved Dabiq i 1516, og Egypten det følgende år. Under Süleyman 1., der regerede 1520-66, blev offensiven i Europa genoptaget. Beograd blev erobret i 1521, og Ungarn blev afgørende besejret ved Mohács i 1526, hvorved Osmannerriget kom i konflikt med habsburgerne, som også gjorde krav på landet. Süleyman belejrede forgæves Wien i 1529, men kunne i 1541 indlemme størstedelen af Ungarn i Osmannerriget. På Middelhavsfronten erobredes Rhodos i 1522, og via Det Røde Hav blev osmanniske flådeekspeditioner rettet mod portugiserne i Det Indiske Ocean. På østfronten blev Irak, der traditionelt havde hørt til de iranske storriger, erobret i 1539. Ekspansionen fortsatte under Süleymans efterfølgere. Cypern blev erobret i 1570, men osmannerne led året efter et symbolsk vigtigt nederlag til en spansk-venetiansk flåde i søslaget ved Lepanto. Osmannerriget fik dog etableret overhøjhed over Tunis, og Kreta blev erobret 1645-69.

Mod øst forsøgte osmannerne at erobre Georgien, Shirvan og Azarbaidjan fra safaviderne, men uden varige resultater. På fronten i Centraleuropa udløste habsburgsk indblanding i Ungarn og Transsylvanien en langvarig krig, 1593-1606, som endte resultatløst. Endnu en krig mod habsburgerne i 1663-64 endte uafgjort, men Osmannerriget led for første gang et klart nederlag til de kejserlige i et feltslag ved Sankt Gotthard i 1664. Til gengæld intervenerede osmannerne med held i området nord for Sortehavet og erobrede Podolien fra Polen i 1672.

I 1682 indledtes en storstilet offensiv i Centraleuropa mod habsburgerne. Wien blev belejret i sommeren 1683, men energisk forsvar og en tysk-polsk undsætningshær tvang osmannerne til tilbagetog. Efter et knusende nederlag til de kejserlige ved Esztergom måtte Osmannerriget rømme Ungarn og Transsylvanien. I 1690 var det lykkedes at stabilisere forsvaret langs Sava-Donau-linjen, og osmannerne forsøgte modangreb ind i Ungarn, hvilket endte i katastrofale nederlag ved Zalánkamén i 1691 og Senta i 1697, og ved Freden i Karlowitz måtte Osmannerriget acceptere tabet af Ungarn, Transsylvanien, Dalmatien og Podolien. Osmannerne gjorde et generobringsforsøg fra 1715 til 1718, som igen endte med nederlag, og ved Freden i Passarowitz (nuværende Požarevac) måtte osmannerne afstå Banatet, deres sidste område nord for Donau.

Nederlagene i 1700-tallet viste, at riget måtte reorganiseres, hvis det skulle overleve, men det mødte modstand fra mange grupper, bl.a. de muslimske lærde og janitsharkorpset. Da janitsharkorpset havde vist sin militære ubrugelighed under oprøret i Grækenland i 1821, kunne Mahmud 2. lade janitsharerne i Istanbul massakrere og påbegynde opbygningen af en moderne hær. Til finansiering af reformen blev provinsadministrationen og skatteinddrivningen effektiviseret, og en ny, liberaliseret civillov for hele riget blev udarbejdet, hvilket indskrænkede de religiøse domstoles beføjelser.

I løbet af 1830'erne og 1840'erne genoprettedes kontrollen med Irak og Syrien, der havde været under egyptisk kontrol 1831 mellem 1840, og de anatoliske lokalfyrster blev elimineret. For at kunne blive i stand til at dække omkostningerne til både Krimkrigen (se Krim) og reformerne begyndte Osmannerriget fra 1854 at optage store lån i Europa, som staten imidlertid ikke kunne afdrage til tiden. Med en udlandsgæld på 200 millioner pund gik Osmannerriget reelt bankerot i 1875 og måtte acceptere international overvågning af sin økonomiske politik.

I anden halvdel af 1800-tallet blev "Europas syge mand" en udbredt betegnelse for Osmannerriget. Det første varsel var det græske oprør 1821-29, som førte til Grækenlands uafhængighed. De nationale bevægelser gav russerne et påskud til indblanding, men de blev i første omgang bremset af Krimkrigen; i 1870'erne brød Osmannerrigets position på Balkan definitivt sammen, efter at Rusland havde interveneret både på Balkan og i Kaukasus. Russerne fik dog ikke lov til at diktere freden. På Berlinerkongressen 1878 foretog de europæiske stormagter en drastisk omfordeling af Balkan på Osmannerrigets bekostning: Bosnien-Hercegovina kom under Østrig-Ungarns administration, Serbien og Montenegro fik tildelt mindre områder, og Bulgarien og Rumænien oprettedes som selvstændige stater. Tilbage i Europa havde Osmannerriget kun Albanien, Vestmakedonien og det østlige Thrakien. De nye stater besejrede osmannerne i Balkankrigen fra 1912 til 1913, men da sejrherrerne kom i indbyrdes krig om fordelingen af byttet, formåede Osmannerriget at generobre Edirne og Østthrakien.

• Osmannerrigets kunst og arkitektur
• Mehmed 2. Fatih
• Süleyman 1. Qanuni
• Kemal Atatürk
• Tyrkiet