Afghanistans historie

I slutningen af 600-tallet e.v.t. blev Afghanistan erobret af muslimerne og kom som vasalstat under det islamisk-arabiske kalifat. Fra 900-tallet afløste små uafhængige iransk-afghanske fyrstendømmer hinanden. I perioden 977-1186 var området en del af Ghaznavideimperiet, og Mahmud af Ghazna, som besteg tronen i 998, underlagde sig Punjab og ledede togter mod Indien. I 1150 blev Mahmuds efterkommere fordrevet af ghoriderne, og i 1175 invaderede Muhammad Ghor Indien.

I 1219 erobrede Djengis Khan og mongolerne Afghanistan. Med Djengis Khans død i 1227 opløstes imperiet i lokale fyrstedømmer indtil slutningen af 1400-tallet, hvor den turko-mongolske Timur Lenk erobrede store dele af landet. Under timuriderne (1404-1507) blomstrede lærdom, kunst og arkitektur, hvilket den daværende hovedstad Herat og andre byer stadig er præget af.

Det iranske Safavideimperium (se safaviderne) og det indiske Mogulimperium (se Mogulriget) konkurrerede om kontrol med Afghanistan i perioden ca. 1500-1747. Med disse imperiers sammenbrud skabtes et magttomrum, som muliggjorde, at en selvstændig stat kunne etableres.

I 1747 oprettedes Afghanistan som stammekonføderation ledet af Ahmad Khan fra den pashtunske stamme Abdali. Under navnet Ahmad Shah Durrani konsoliderede han sin kontrol over landet og samlede Afghanistan til ét rige, der strakte sig fra det østlige Iran til det nordlige Indien.

Efter Ahmad Shahs død i 1773 opløstes Durraniimperiet som følge af tronfølgestridigheder, og Afghanistans geografiske placering som stødpudestat mellem Rusland og Britisk Indien bidrog til at øge den politiske ustabilitet. Britiske koloniale bestræbelser på at kontrollere området og modvirke russisk indflydelse resulterede i tre anglo-afghanske krige (1839-1842, 1878-1880, 1919). Afghanistan forblev en formelt uafhængig stat, om end landets udenrigspolitik 1879-1919 var underlagt britisk kontrol.

Under emir Abdur Rahman (1880-1901) opbyggedes Afghanistan som centraliseret og moderne stat, og statsmagten blev styrket i forhold til de traditionelle magtgrupper i landet, stammelederne og de religiøse ledere. Samtidig gennemførtes en intern kolonisering, hvor hidtil uafhængige områder i Centralafghanistan (Hazarajat) og Nordøstafghanistan (Nuristan) blev erobret og underlagt centralstaten.

Introduktion af europæisk teknologi, der var påbegyndt under Abdur Rahman, fortsatte under hans søn emir Habibullah Khan (1901-19). Vestlige og islamisk modernistiske idéer bredte sig ved hoffet, formidlet især af Afghanistans første avis, Seraj ul-Akhbar (Nyhedernes Fakkel). I 1919 blev Habibullah Khan myrdet og efterfulgt af sin søn, den reformivrige kong Amanullah (1919-29). Han ønskede at omdanne landet til en moderne nationalstat efter europæisk (og tyrkisk) forbillede. En omfattende reformpolitik blev iværksat. Den indebar formuleringen af Afghanistans første forfatning (1923), udbygning af uddannelsessystemet og en begyndende kvindefrigørelse. Mange traditionelle privilegier blev beskåret, og stammeledere og religiøse ledere erklærede reformpolitikken for at være i modstrid med islam og et forsøg på at verdsliggøre samfund og stat. I 1928 udbrød der borgerkrig, og i 1929 måtte Amanullah søge eksil i Italien.

Efter en kort periode, hvor tadsjikrebellen Bachao Saqqao regerede under navnet Habibullah 2., erobrede Nadir Shah, en slægtning til Amanullah, magten, godt hjulpet af landets førende religiøse familie, Mujaddidi af Shor Bazar.

En ny forfatning i 1931 konsoliderede de traditionelle magtgruppers interesser i forhold til den lille uddannede elite i byerne. Nadir Shah blev myrdet i 1933 og efterfulgt som konge af sin søn Zahir Shah (1933-73). Dette indledte en periode med relativ stabilitet, hvori Zahir Shah mest var konge af navn, mens hans tre onkler på skift regerede som premierministre. En betydelig økonomisk udvikling fandt sted med udbygning af infrastruktur, begyndende industrialisering og med modernisering af uddannelsessystemet, samtidig med at Afghanistan opretholdt sin traditionelle neutralitet.

Den økonomiske udvikling frembragte en voksende middelklasse i byerne, men denne var ikke repræsenteret i det politiske system, der stadig var autokratisk. Kongen kontrollerede den reelle magt, og kun de traditionelle magtgrupper som store jordejere, stammeledere og religiøse ledere havde nogen politisk indflydelse.

Oprettelsen af staten Pakistan i 1947 førte til spændinger mellem de to lande med hensyn til grænseområdernes tilhørsforhold — disse bebos af Afghanistans etniske majoritet (pashtuner).

Den demokratiske forfatning af 1964 imødekom med indførelse af parlamentarisme og almindelig valgret den nye middelklasses krav om politisk indflydelse, og monarkens rolle reduceredes betydeligt. Frie valg afholdtes i 1965 og 1969, men det demokratiske eksperiment led under politisk ustabilitet, bl.a. fordi politiske partier ikke blev lovliggjort og kandidater måtte opstille som enkeltpersoner. Det svækkede parlamentet i forhold til den udøvende magt, og bidrog til både radikale venstregruppers og radikale islamiske gruppers agitation mod den herskende sociale orden.

Eksperimentet med parlamentarisk demokrati kom til at vare ti år, og var præget at eskalerende sammenstød mellem verdslige og religiøse grupper. Konstitutionen tilstræbte en afbalancering mellem verdslige og religiøse tendenser, men afvejningen af de respektive magtgruppers interesser lykkedes ikke, og den politiske kultur igennem 1960'erne og 70'erne radikaliseredes.

Mens den økonomiske udvikling øgede forskellene mellem land og by, kom der stigende sammenstød mellem kommunistiske grupperinger og islamistiske grupper, som alle agiterede mod den herskende sociale orden. Begge grupper var rekrutteret fra samme sociale lag af unge uddannede fra middelklassen, som reagerede mod nepotisme og manglen på politisk frihed og borgerrettigheder. Sammenstødene mellem kommunister og islamister fandt sted i parlamentet, og landets skoler og højere læreanstalter blev til ideologiske kamppladser for disse to grupper.

I 1969-72 blev Afghanistan ramt af tørke, som affødte hungersnød og mange døde af sult i de centrale og nordøstlige provinser, hvilket yderligere skærpede mistroen til regeringen. Som reaktion herpå gennemførte den tidligere premierminister Daud Khan et statskup i 1973 og genintroducerede en mere autokratisk styreform.

Kong Zahir Shah gik i eksil i Italien, og Daud Khan, der var svoger og fætter til kongen, lod sig udnævne til præsident og afskaffede monarkiet. Præsident Daud Khans kup blev støttet af dele af venstrefløjen, som dog senere blev udrenset, og den religiøse opposition blev undertrykt. Alle banker nationaliseredes i 1975, og en omfattende jordreform blev proklameret uden dog at få større praktisk betydning.

Oprørsforsøg, ledet af radikale islamistiske grupper, slog fejl i 1975 på grund af manglende folkelig opbakning. I 1977 vedtog en traditionel udpeget stammeforsamling, Loya Jirga, en ny forfatning, som lagde grunden til et etpartisystem og introducerede betydelige kønspolitiske reformer.

Konstitutionen fik dog ingen effekt, da der den 27. april 1978 gennemførtes et kommunistisk statskup, hvorved præsident Mohammad Daud Khan og hans familie blev dræbt.

Lederen af det folkedemokratiske parti (PDPA) Nur Muhammad Taraki kom til magten. Det nye styre proklamerede vidtrækkende reformer, bl.a. en radikal jordreform, afvikling af pantsætning og afskaffelse af brudepris. Samtidig forfulgte og henrettede de ledende religiøse skikkelser, herunder 79 medlemmer af Mujadidi-familien (Hazarat Sahib af Shor Bazaar) i januar 1979.

Som reaktion herpå voksede den folkelige modstand mod PDPA-styret i 1978-79. De første spredte oprør mod den kommunistiske magtovertagelse i 1978 repræsenterede en mangesidet folkelig modstand, som hverken havde organiseret lederskab eller koordinering. Men de islamistiske partier kom snart til at dominere modstanden både i og uden for Afghanistan, primært fordi de allerede var organiserede, havde en sammenhængende ideologi og var i stand til at tiltrække udenlandsk økonomisk og militær støtte. Samtidig var PDPA splittet af interne stridigheder mellem fraktionerne Parcham (Flag) og Khalq (Folk); disse udsprang af personlige og til dels etniske modsætningsforhold og kun i mindre grad af ideologiske forskelle.

De interne magtkampe førte til, at Nur Muhammad Taraki blev afsat og senere myrdet i 1979, Hafizullah Amin (fra Khalq) blev præsident, og PDPA's Parcham-fløj blev udrenset.

Overgangsstyret var dog ikke bragt på plads, så Najibullahs tilbagetræden skabte et tomrum, som alle væbnede grupper søgte at udnytte. Hæren var allerede ved at opløses, og dens forskellige kommunistiske fraktioner valgte nu side i mujahedins interne magtkampe. Magten blev overtaget af en skrøbelig alliance mellem de Pakistan-baserede sunniislamiske og de Iran-baserede shiaislamiske eksilpartier og interne modstandsgrupper, lokale militser og dele af de væbnede styrker. Den tidligere forfatning blev sat ud af kraft, og Afghanistan blev erklæret for en islamisk stat.

Befolkningens desillusion med mujahedin-lederne skabte baggrunden for den religiøse studentermilits Taleban. Bevægelsen opstod blandt afghanske flygtninge i Pakistan. I Afghanistan fik bevægelsen i første omgang støtte i de sydlige pashtun-dominerede landområder. Mobiliseringen omkring Taleban var også udtryk for, at den politiske og militære magtcenter i landet atter havde forskudt sig fra byerne til landområderne, som det havde været tilfældet før det parlamentariske eksperiment i 1960'erne.

Taleban trådte frem i september 1994 med det erklærede mål at mobilisere folkelig støtte for at bringe borgerkrigen til ophør. I november annoncerede bevægelsen, at den havde til hensigt at erobre hele Afghanistan og opfordrede alle mujahedin-grupper til at overgive sig eller tage konsekvenserne.

Talebans succes fik derefter mange mujahedin-kæmpere til at skifte side, men pashtunerne forblev den dominerende etniske gruppe. Deres rækker blev også suppleret med tusindvis af frivillige fra religiøse skoler i Pakistan og andre muslimske lande.

Kampagnen kulminerede i september 1996 med Talebans indtagelse af Kabul. Taleban lykkedes med at tage kontrollen i hele syd og dele af øst Afghanistan og Kabul uden at kæmpe, og fik etableret et ry for at være uovervindelige. Ved overtagelsen af Kabul brød Taleban-styrkerene den 27. september 1996 ind i FN-bygningen i byen, hvor den tidligere præsident Najibullah havde opholdt sig, siden han søgte tilflugt der ved mujahedins magtovertagelse i 1992.

Taleban tog Najibullah og hans bror og hængte dem i en lygtepæl på Kabuls Pashtunistan Square.

Først da Taleban i 1997 søgte at erobre Nordafghanistan, måtte de kæmpe om magten. Nordafghanistan havde hidtil været kontrolleret af etnisk usbekiske og i de østlige dele tadsjikiske mujahedin-grupper under Abdul Rashid Dostum, Burhanuddin Rabbani og Ahmad Shah Masud (1953-2001). Efter flere forsøg erobrede Taleban endelig Nord- og Centralafghanistan i efteråret 1998.

Den eneste af de tidligere mujahedin-kommandanter, som nu holdt stand mod Taleban, var Masud, som kæmpede fra sine enklaver, bl.a. i Panjshir.

Taleban var i 1994 blevet hilst velkommen af befolkningen, fordi de garanterede fred og fysisk sikkerhed. Men med erobringen af de store byer som Herat, Kabul og Mazar-i Sharif skabte Talebans ekstreme kvinde- og uddannelsespolitik og religiøse ensretning både øget lokal uvilje og voldsom international kritik.

Specielt "islamiseringsbestræbelserne" i de store byer tiltrak sig megen opmærksomhed: Kvinder formentes ret til arbejde uden for hjemmet, pigeskoler lukkedes, og kvinder skulle være totalt tilslørede og måtte ikke færdes offentligt uden nærtbeslægtet mandlig eskorte. Mænd fik forbud mod at trimme deres skæg og at have vestlige frisurer.

Islams generelle billedforbud håndhævedes strengt. I marts 2001 sprængte regimet med henvisning til islam de to kolossale Buddha-statuer i Bamiyandalen i luften. Det affødte voldsomme internationale protester og isolerede Taleban yderligere.

I maj 2001 beordrede Taleban landets religiøse minoriteter til at bære synlig identifikationsmærker, angiveligt for deres egen beskyttelse. Også bevægelsens behandling at etniske mindretal var brutal, og både i Nord- og Centralafghanistan gennemførte Taleban massakrer på civilbefolkningen. Specielt de shiitiske hazaraer, som udgør en etnisk og religiøs minoritet i det centrale Afghanistan, var udsat for overgreb.

Taleban nød fra begyndelsen betydelig støtte fra Pakistan. Indledningsvis var såvel USA som Saudi-Arabien positivt stemt over for Taleban, og i 1997 anerkendte Pakistan og Saudi-Arabien styret, mens de fleste andre lande fortsat anerkendte Rabbani som præsident.

USA's havde dog mistanke om, at bin Ladens organisation, al-Qaeda, stod bag adskillige terroraktioner mod amerikanske mål herunder bomberne mod de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es Salaam den 7. august 1998. Det førte den 20. august 1998 til amerikanske bombninger af formodede al-Qaeda-baser i Afghanistan og Sudan og efterfølgende til meget vidtgående internationale sanktioner. Disse blev yderligere skærpet i slutningen af 2000 samtidig med, at en hungerkatastrofe truede landet som følge af tre års tørke.

Ved et møde i Bonn i december 2001 enedes anti-Taleban-koalitionen – bestående af et udsnit af afghanske grupper fra ind- og udland – om at udpege en midlertidig regering med Hamid Karzai som formand. Den byggede på en kompliceret magtdeling blandt de forskellige politiske og etniske grupperinger.

Den Nordlige Alliance var koalitionens dominerende medlem, men blandt de 30 medlemmer var også hazaragrupper, pashtuner fra de østlige områder, royalister i eksil. To af de 30 var kvinder. Den midlertidige regering overtog magten den 22. december 2001 i forbindelse med præsident Burhanuddin Rabbanis tilbagetræden.

Fra december 2001 fandt der en omfattende repatriering sted af flygtninge både fra nabolandene Iran og Pakistan samt fra Vesten. Det internationale samfund lovede Afghanistan omfattende bistand til brug for genopbygningen af landet. Samtidig var specialtropper fra en række lande, bl.a. USA, Canada, Storbritannien og også Danmark, fortsat engageret i kampagner mod Taleban og al-Qaeda i Afghanistan.

I august 2003 overtog NATO kommandoen og koordineringen af de fredsbevarende styrker. I første omgang opererede alliancen kun i Kabul-området, men udstrakte siden sin mission til hele Afghanistan.

Kabul faldt søndag den 15. august 2021. Samme dag var præsident Ashraf Ghani flygtet til nabolandet Tadsjikistan. Talebans magtovertagelse skete væsentligt hurtigere end forventet i vesten, og så hurtigt at både USA og en række allierede under kaotiske omstændigheder måtte evakuere både militær og civilt personale fra Kabul.

Det nye Taleban-styre fra 2021 følger på mange områder samme kurs som under bevægelsens regime fra 1996 til 2001.

Landet er i dag præget af udbredt fattigdom, og specielt Afghanistans kvinder har efter Talebans genkomst i 2021 oplevet drastiske begrænsninger i deres civile rettigheder, mobilitet og adgang til uddannelse og arbejde.

Afghanistans shia-minoritet har været og er fortsat udsat for betydelig diskrimination i Talebans magtudøvelse.

Befolkningstallet anslås til 41,1 millioner (2022). Efter Talebans tilbagekomst i 2021 flygter folk igen fra Afghanistan på grund af undertrykkelse og udbredt fattigdom.

Indtil videre (2024) har intet land anerkendt Talebans nye styre og landet modtager yderst begrænset bistand fra udlandet.

• Afghanistan
• Taleban
• Danmark i Afghanistan 2001-2021