Ruslands historie efter 1991

Det nye Ruslands opdeling i 89 administrative enheder, hvoraf nogle var etnisk baserede, var en trussel mod statens enhed. Ikke blot var der uro i de nationale republikker, men også i de rent russiske regioner var der ønsker om øget uafhængighed. De fleste konflikter blev løst via bilaterale aftaler; kun med Tjetjenien, der i 1991 havde erklæret sig uafhængigt, blev der ikke sluttet nogen aftale. Republikkens strategiske placering i forhold til internationale olieaftaler førte i december 1994 til, at en blodig krig blev indledt mod republikken. Den sluttede i sommeren 1996 med en de facto-anerkendelse af Tjetjeniens uafhængighed, selvom spørgsmålet om Tjetjeniens status formelt blev udskudt til 2001.

Valgene til Statsdumaen frembragte hverken i 1993 eller 1995 et reformvenligt flertal. Kommunister og nationalister kunne derfor tvinge præsidenten og hans ministerpræsident, Viktor Tjernomyrdin, til at bremse reformerne og justere den udenrigspolitiske kurs i nationalistisk retning. På trods heraf og på trods af krigen i Tjetjenien lykkedes det i 1996 Jeltsin at blive genvalgt til en ny femårig periode. Præsidentens alvorlige helbredsproblemer svækkede imidlertid centralmagtens handlekraft over for den stærkt voksende kriminalitet og de genstridige delstater. Gældsætning, der ikke modsvaredes af vækst i produktionen, gav i 1998 Rusland så store økonomiske problemer, at man måtte gennemføre en kraftig devaluering og erklære sig ude af stand til at klare sine gældsforpligtelser. En ny regering under ledelse af Jevgenij Primakov indledte herefter en revision af reformpolitikken med stærkt øget statslig indflydelse i det økonomiske liv; på det udenrigspolitiske område havde Primakov allerede som udenrigsminister siden 1996 understreget Ruslands orientering mod asiatiske samarbejdspartnere og Ruslands behov for at forfølge nationale interesser, fx i forhold til NATO's udvidelse.

Trods stor popularitet blev Primakov fyret i maj 1999; Jeltsin ønskede en efterfølger, der ville varetage inderkredsens interesser efter præsidentvalget i år 2000, og gjorde derfor i august Vladimir Putin til ministerpræsident og uofficiel præsidentkandidat. Han skulle bl.a. bekæmpe et nyt, stærkt politisk parti, der havde opstillet Primakov som præsidentkandidat. I sensommeren udbrød et muslimskinspireret oprør i Dagestan, ledet af en tjetjensk udbrydergruppe. Efter at oprøret var slået ned, udnyttede Putin situationen til at invadere Tjetjenien. Formålet med aktionen, der mødte kritik i det internationale samfund, var ud over den officielt erklærede bekæmpelse af tjetjensk terrorisme formentlig både at tvinge Tjetjenien tilbage til Rusland og at bygge Putin op som stærk mand i den offentlige opinion. Det sidste lykkedes, da befolkningsflertallet støttede aktionen, og Putins popularitet voksede, hvorpå han blev fungerende præsident indtil præsidentvalget i marts 2000, som han vandt med 53% af stemmerne.

I sin første embedsperiode iværksatte han politiske og økonomiske reformer for at styrke statsmagten og fremme udviklingen mod markedsøkonomi. Den Statsduma, der blev valgt i 1999, støttede hans initiativer. Putin inddelte i 2000 landets 89 regioner i syv "føderale distrikter" og indsatte sine egne folk til at kontrollere dem, men mange regioner er fortsat egenrådige. Han fik bl.a. vedtaget en lov om køb og salg af landbrugsjord og satte ind mod korruption og embedsmisbrug. Hans popularitet var høj uanset begivenheder som ubåden Kursks forlis med 118 mand om bord i 2000, den uafsluttede krig i Tjetjenien og den tiltagende kontrol med medierne. Landet havde økonomisk fremgang, men i 2002 levede ¹/₃ af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Tilmed faldt befolkningstallet med ca. 800.000 om året. Putins udenrigspolitik gik ud på at varetage landets økonomiske interesser, bl.a. i et samarbejde med EU om at skabe et fælles økonomisk rum. Efter terrorangrebet på USA 11.9.2001 tilsluttede Putin sig hurtigt antiterrorkoalitionen. Hans orientering af landet mod vest førte i 2002 til dannelse af et nyt NATO-Rusland-råd, der bl.a. skal varetage terrorbekæmpelse, og til optagelse af Rusland som medlem af G8. Desuden har EU og USA anerkendt Ruslands markedsøkonomi og støttet landets optagelse i verdenshandelsorganisationen, WTO.

I marts 2004 blev Putin genvalgt med 71% af stemmerne til en sidste fireårig periode, hvorpå han fortsatte sine bestræbelser på at centralisere magten ved bl.a. at indsætte tidligere kolleger fra sikkerhedstjenesten i ledende stillinger. Ved Dumavalget i 2003 besatte det Putinvenlige parti Forenet Rusland over to tredjedele af de 450 pladser. I sin anden embedsperiode begrænsede Putin ytringsfriheden ved bl.a. at underlægge alle landsdækkende tv-stationer statslig kontrol, og i 2006 godkendte han en lov, der tillader myndighederne at overvåge ngo'ers aktiviteter. I 2004 afskaffede han direkte valg af regionale ledere; de udnævnes herefter af præsidenten og godkendes efterfølgende af de regionale parlamenter. I 2005 indledtes en proces med sammenlægning af visse af de 89 regioner, der udgør Den Russiske Føderation, idet Komi-Permjakien Autonome Kreds blev lagt sammen med Permregionen, hvor den er beliggende. Det er ikke lykkedes Putin at normalisere forholdene i Tjetjenien, hvor der endnu i 2005 stod 80.000 soldater fra de føderale styrker, og siden gidseltagningen i Dubrovkateatret i Moskva i 2002 har tjetjenske oprørere gennemført flere terroraktioner, heriblandt gidseltagningen i Beslan i 2004. Med anklagen mod direktøren for olieselskabet Yukos, Mikhail Khodorkovskij, for bl.a. skatteunddragelse og dommen på otte års fængsel i 2005 strammede Putin grebet om de stenrige forretningsmænd, oligarkerne, og han lod staten overtage aktiemajoriteten i gasselskabet Gazprom i 2005. Rusland har nydt godt af de høje verdensmarkedspriser på olie og gas, og der er derfor taget initiativer til reformer af sundhedsvæsenet og det sociale område. Ved Dumavalget i 2007, hvor enkeltmandskredsene var afskaffet, og alle blev valgt på partilister ved forholdstalsvalg, fik partiet Forenet Rusland 315 mandater og beholdt således det kvalificerede flertal, Ruslands Kommunistparti fik 57 mandater, Det Liberal-demokratiske Parti fik 40 mandater, og Retfærdigt Rusland fik 38 mandater. Syv af de 11 opstillede partier klarede ikke spærregrænsen på 7%. Præsident Putin var opstillet som spidskandidat for Forenet Rusland, men kun for at trække vælgere til. Han agtede ikke at blive medlem af Dumaen, hvilket han heller ikke ville kunne være, hvis han blev ministerpræsident efter sin afgang som præsident.

Trods tilslutningen til antiterrorkoalitionen i 2001 og accepten af koalitionens militære tilstedeværelse i Kirgisistan og Usbekistan vendte Rusland sig mod den USA-ledede invasion i Irak i 2003, og siden har forholdet mellem de to lande været anstrengt, bl.a. også på grund af amerikanske bekymringer over Ruslands støtte til Irans civile atomprogram. EU er Ruslands vigtigste handelspartner, men forholdet udvikles langsomt, og endnu i sommeren 2006 vidste man ikke, hvad det skulle bygge på, når Partnerskabs- og Samarbejdsaftalen udløb i 2007. Forholdet til Kina er blevet kraftig udviklet siden 2004, og i 2006 undertegnedes en aftale om fremtidige leverancer af gas fra Rusland. Blandt SNG-landene er Kasakhstan Ruslands mest trofaste partner, men også de øvrige centralasiatiske lande har et godt forhold til Rusland. Siden 2003 har Rusland haft styrker stationeret i Kirgisistan, og i Tadsjikistan ligger Ruslands største militære base i udlandet. Putin støttede sin usbekiske kollegas nedkæmpelse af demonstrationerne i Andizjan, og Turkmenistan er en vigtig partner på gasområdet. Rusland har været bekymret over Rosenrevolutionen i Georgien i 2003 og den orange revolution i Ukraine i 2004, og forholdet til disse lande var i begyndelsen af 2006 præget af gnidninger vedrørende energileverancer. I Sydkaukasus er Armenien Ruslands vigtigste strategiske partner, men også forholdet til Aserbajdsjan er godt. Hviderusland indgår i en løs union med Rusland, men Putin har ikke blandet sig i Lukasjenkos styre. Hvad angår Moldova, sidder Rusland med nøglen til løsning af konflikten omkring Dnestrrepublikken.

Præsidentvalget den 2.3.2008 blev vundet af Dmitrij Medvedev, der fik støtte fra præsident Putin og blev opstillet af partiet Forenet Rusland. Den nyvalgte præsident aflagde ed i maj 2008, og Putin trådte tilbage. Putin blev ny ministerpræsident. I august 2008 invaderede russiske styrker Georgien og proklamerede, at det anerkendte de to løsrivelsesrepublikker Abkhasien og Sydossetien. Konflikten førte til en periode med et køligt forhold mellem Rusland og Vesten samt til frygt om en fornyet kold krig. Forholdet blev dog blødt op. Medvedev videreførte i det store og hele linjen fra Putin, men generelt med en mere forsonlig retorik udadtil. I Medvedevs embedsperiode indtraf den internationale finanskrise; især de faldende energipriser fik i en periode negativ indflydelse på den russiske økonomi.

Vladimir Putin blev i 2011 bekræftet som præsidentkandidat til valget i 2012, hvilket blev set som en bekræftelse af formodningen om, at Medvedev var indsat i præsidentembedet for at "holde stolen varm" for Putin. Putin vandt valget, men der var omfattende demonstrationer, der afslørede, at den folkelige opbakning ikke var så stor som tidligere. Efter Putins indsættelse blev Medvedev ministerpræsident. Rusland blev i 2012 medlem af verdenshandelsorganisationen WTO.

Under Putin har Rusland genfundet sin rolle som selvsikker stormagt. På den internationale scene har Rusland været i stand til at sætte dagsordenen i flere tilfælde. Med hensyn til Irans oparbejdning af uran, som dele af det internationale samfund frygtede var et forsøg på at tilegne sig kernevåben, var Rusland skeptisk over for sanktioner og bakkede op om en forhandlingsløsning. Rusland har også støttet sin vigtigste allierede i Mellemøsten, den syriske præsident Bashar al-Assad; her kom Putin til at fremstå som en diplomatisk sejrherre da han fik gennemført en aftale om at afvæbne Syrien for kemiske våben. Putins styre er dog også blevet kritiseret for autoritære tendenser og for overgreb mod oppositionen.

• Ruslands forhistorie
• Ruslands historie (oversigt)
• Ruslands historie indtil 1689
• Ruslands historie 1689-1917
• Ruslands historie 1917-1945
• Sovjetunionen
• Sovjetunionens historie
• Ruslands historie 1945-1991
• Ruslands historie efter 1991 (denne artikel)
• Ruslands regeringsledere