Den italienske barok havde sit centrum i Rom. Den var i sin tidlige fase knyttet til et modreformatorisk kunstsyn, der lagde stærk vægt på kunstens tjenende rolle i forhold til forkyndelsen.
Rummelige kirker med enkle, længdeorienterede planer, god akustik og rækker af selvstændige sidekapeller dominerede kirkearkitekturen. Facaden og kuplen fungerede som retoriske markeringer af kirken i bybilledet, således som man ser det i de romerske kirker Il Gesù, Sant'Andrea della Valle og Peterskirken.
Også maleriet viser typiske modreformatoriske motiver som omvendelsen til den rette tro og martyrdøden for troen, fx Caravaggios billeder i kirkerne Santa Maria del Popolo og San Luigi dei Francesi; motiverne varieredes i det uendelige med stærk følelsesmæssig appel og undertiden brutalt udpenslede fysiske smerter.
Sideløbende hermed udvikledes et mere klassisk orienteret maleri af bl.a. Annibale Carracci, Guido Reni, Domenichino og Guercino, udsprunget af en fornyet interesse for højrenæssancens kunst.
I højbarokken fra omkring 1620 havde den katolske kirke genvundet en territorial sikkerhed, der i kunsten kom til udtryk i udfoldelsen af hele stilens udtryksregister.
Perioden var præget af mindre kirkerum som San Carlo alle Quattro Fontane, Sant'Ivo della Sapienza og Sant'Andrea al Quirinale, en rig altertavleproduktion og imponerende paladser, fx Palazzo Barberini, illusionistiske rumudsmykninger, bl.a. i kirken Sant'Ignazio og Palazzo Colonna, teatralske pladsanlæg som Peterspladsen og Piazza del Popolo samt en lang række fontæner. Karakteristisk er en tæt sammenvævning af de forskellige kunstarter i ét værk med Peterskirken som det mest monumentale eksempel.
Det er den sejrrige kirke, ecclesia triumphans, der sætter sig selv pragtfuldt i scene. Processioner, teater og fester bredte sig i byen. Men i selv den mest sanseberusende kunst er ofte en stærk bevidsthed om spændinger, strid og død meget nærværende. Tidens ledende arkitekter var Carlo Maderno, Gianlorenzo Bernini, Francesco Borromini og Pietro da Cortona; Bernini og Cortona er tillige den romerske højbaroks førende billedkunstnere.
Fra Rom bredte barokken sig til det øvrige Italien med en rig blomstring i første halvdel af 1700-tallet og med centre i Napoli, på Sicilien, i Venedig og Piemonte.
Det var stilens slutfase, der viser et yderligere raffinement i brugen af det kunstneriske udtryk, en nedtoning af kontraster og det appellerende engagement til fordel for en arkadisk nydelse, en teknisk virtuositet og en ornamentrigdom, der undertiden synes at være et fantasifuldt mål i sig selv.
I Rom byggedes Den Spanske Trappe og Trevifontænen. Om denne fase anvendes undertiden den italienske betegnelse barocchetto. De ledende arkitekter var Guarino Guarini, Filippo Juvarra, Bernardo Vittone og Ferdinando Sanfelice, fremtrædende billedkunstnere var Canaletto, G.B. Tiepolo og Francesco Guardi.
I Spanien, Portugal og Latinamerika rendyrkedes barokkens optagethed af det yppigt ornamentale i arkitekturen. Denne udtryksform forbindes ofte med de tre arkitektbrødre Churriguera, der bl.a. virkede i Salamanca i Spanien.
Den udfoldedes dog snarere af en række mindre kendte arkitekter i provinsområderne, fx i Andalusien; et illustrativt eksempel på denne stærkt ornamenterede rumkunst er kirken La Cartuja i Granada.
Den spanske malerkunst viser en indtrængende, asketisk realisme og en stærkt religiøs grebethed af mystisk karakter, repræsenteret af Diego Velázquez og Francisco de Zurbarán.
Den betydeligste videreudvikling af den italienske barok fandt sted i Centraleuropa; Østrig, Bøhmen og Sydtyskland rummer barokarkitektur af højeste kvalitet, for en stor del skabt i nær kontakt til kejserhoffet i Wien, hvor Karlskirche er et fremragende eksempel, eller til de velhavende klosterinstitutioner i området, fx Melk og Ottobeuren.
Salzburg, Prag og Dresden var centre i den centraleuropæiske barok, hvis fornemste repræsentanter er arkitekterne J.B. Fischer von Erlach, J.L. von Hildebrandt og M.D. Pöppelmann samt brødrene Asam, der tillige virkede som malere og billedhuggere.
Den franske barok er kendetegnet ved en nedtoning af egentlig barokke stiltræk. I arkitekturen dominerer symmetri, regelmæssighed, overskuelighed og balance. De væsentligste bygningstyper er hôteller, palæer og slotsanlæg, hvorimod kirkebyggeri er sparsomt repræsenteret.
Paris var centrum for den tidlige barok. Som del af kongemagtens selviscenesættelse anlagdes monumentale pladsanlæg, både i Paris og i provinsen, ofte med en skulptur af fyrsten til hest som pladsens midtpunkt; Place des Vosges og Place Vendôme i Paris er et tidligt og et sent eksempel herpå.
Sit fuldkomne udtryk fandt den franske barok i slottet Vaux-le-Vicomte nær Paris; arkitektur, rumdekoration og have danner dér en helhed i perfekt balance omkring en gennemgående, samlende akse.
I slottet i Versailles blev denne anlægstype udvidet til gigantformat, hvorved den minutiøst afvejede ligevægt, der kendetegner periodens bedste arkitektur, blev forstyrret for den overfladiske effekts skyld.
Spejlgalleriet med Charles Le Bruns loftudsmykning er slottets betydeligste rum. Periodens fremtrædende arkitekter var Salomon de Brosse, François og J.H. Mansart, Louis Le Vau og havearkitekten André Le Nôtre, der udviklede den franske have med klippede vækster og snorlige gange, en af barokkens mest originale frembringelser.
Også i billedkunsten dominerede et klassisk funderet udtryk med vægten lagt på farvens og kompositionens klarhed, repræsenteret af Nicolas Poussin, mens det klassisk-heroiske landskab blev dyrket af Claude Lorrain. Omkring hoffet trivedes en repræsentativ portrætkunst med malere som Hyacinthe Rigaud.
Troen på en objektiv, intellektuelt gennemskuelig skønhed som basis for kunstnerisk skaben førte til oprettelsen af adskillige kongelige akademier til uddannelse af kunstnere. Den enevældige fyrstes kolossale forbrug af kunstnere havde yderligere fremmet sådanne institutioners virke. Kunstakademierne bredte sig overalt i Europa.
Barokkens kunstnere var ofte rejsende og havde flere hoffer som arbejdsplads; typisk er flamlænderne Rubens, hvis storslåede stil appellerede til fyrstelige mæcener viden om, og Anthonis van Dyck, der virkede ved det engelske hof. I England var den ledende arkitekt Christopher Wren, der opførte Saint Paul's Cathedral i London. I 1700-t. rejste efterspurgte kunstnere Europa tyndt.
Et særegent udtryk fandt barokkunsten i det calvinistiske Holland. Kirke og hof var i ringe omfang aftagere af malerkunst, mens et ungt handelsborgerskab var flittige købere. Nye genrer i små formater blev udviklet, egnet til ophængning i private hjem: landskaber, søstykker, blomster- og folkelivsbilleder, jagt- og frugtstykker.
Det nære og genkendelige udgjorde den foretrukne motivverden, det stille liv i den egne stue, vejrets foranderlighed. Udtrykket spænder fra den nyriges glæde ved håndgribelig overflod til en mystisk betagelse af det underfulde i det mest velkendte (Vermeer van Delft). Der appelleres til alle sanser i maleriet; men vanitas -tanken, at alt det yppiges tid er kort, er bestandig inddraget i fremstillingen, bl.a. i de meget populære stilleben.
Portrætkunsten blomstrede med Frans Hals og Rembrandt; den individuelle karaktertegning blev fremhævet i modsætning til de repræsentative standssymboler i hofportrættet. Som et ensomt højdedrag i denne rige kunst strækker Rembrandts religiøse maleri sig.
I den hollandske arkitektur blev den franske klassiske ro udviklet til en borgerlig stil, der bruger det klassiske formsprog med en diskret elegance, fx Mauritshuis i Haag. Denne byggemåde blev eksporteret til bl.a. Danmark (fx Charlottenborg i København). Det franske hôtel- og slotsbyggeri øvede en toneangivende indflydelse over hele Europa, ofte blandet med træk lånt i Wien eller Sachsen, som det kan ses i Prinsens Palæ i København og Eremitagen i Dyrehaven.
Inspireret af både fransk og italiensk barok skabte de svenske arkitekter Nicodemus Tessin d.æ. og d.y. monumentale bygninger som Drottningholm slott og Stockholms slott. Som en nordeuropæisk nyskabelse udvikledes i 1600-tallet en protestantisk kirkearkitektur. Bygningen skulle tjene ordets forkyndelse, og derfor blev kirkestolene arrangeret således, at de på tre sider omrammer en væg med prædikestolen i midten.
De kan også være bygget op i flere etager (pulpiturer), og alter, prædikestol og orgel er placeret over hinanden på den fjerde væg (Nieuwe Kerk i Haarlem og Christianskirken i København). Rummet er ensartet og vel oplyst.
I Danmark var barokken en af de største byggeperioder i landets historie med opførelse af slotte som Fredensborg Slot og Frederiksberg Slot, herregårde, palæer og kirker; fremtrædende arkitekter var Lauritz de Thurah, E.D. Häusser og J.C. Ernst.
Malerkunsten var i alt væsentligt domineret af udenlandske kunstnere; Karel van Mander og Abraham Wuchters forsynede kongehus og adel med talrige portrætter i den bedste europæiske mode, og Bénoit Le Coffre og Hendrik Krock udsmykkede de kongelige slotte med loftsmalerier.
I billedhuggerkunsten trivedes samtidig en international stil, også forvaltet af udlændinge som Abraham Lamoureux og Thomas Quellinus, og en lokal træskærerkunst, der excellerede i en fantasifuld ornamentik – bruskbarok – og blev forestået af bl.a. Abel Schrøder.
Barokkens sene fase gled fra omkring 1720 i Frankrig over i rokokoen, som bredte sig med forskellige forsinkelser til det øvrige Europa. Læs også om barokken i afsnittene om billedkunst og arkitektur under de enkelte lande.
Forskning i baroktidens kunst begyndte i slutningen af 1800-tallet. Det skete samtidigt med, at en nybarok retning og en moderne barokinspireret kunst greb om sig i Europa.
Edouard Manet skabte i 1860'erne en revolutionerende malerkunst under stærk inspiration fra den store spanske barokmaler Velázquez, og Auguste Renoir lod sig på samme tid inspirere af Rubens.
I 1888 udkom kunsthistorikeren Carl Justis store biografi om Velázquez, et pionerværk; samme år udgav Heinrich Wölfflin Renaissance und Barock, og i 1908 kom Alois Riegls Entstehung der Barockkunst in Rom. I disse værker blev grunden lagt til 1900-tallets meget omfattende barokforskning.
Blandt danske kunsthistorikere må Christian Elling fremhæves. I hans bøger om Rom er i særlig grad 1700-tallets kunst set med friske øjne. 1980'ernes og 1990'ernes nyvakte interesse for figurmaleriet har ligesom de postmoderne strømninger i arkitekturen betydet en genopblussen af interessen for barokkens kunst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.