etymologi

Ordet etymologis egen dannelse afspejler en bestemt antik græsk opfattelse af etymologien som læren om 'det sande' som udtryk for, at der er en naturlig sammenhæng mellem et ord og den genstand eller det begreb, ordet betegner. Fortalerne for denne opfattelse i antikkens Grækenland, naturalisterne eller anomalisterne, stod i modsætning til konventionalisterne eller analogisterne, bl.a. Aristoteles, som hævdede, at dannelsen af de enkelte usammensatte ord beror på konvention, analogi og vilkårlighed, og at der kun sjældent er en naturlig forbindelse mellem ord og sag.

Den første opfattelse kom til at dominere op gennem middelalderen og renæssancen og gav sig ikke sjældent kuriøse og skræmmende udtryk, når etymologer søgte at overbevise om en indre sammenhæng mellem ord og sag. Kuriøse på grund af de mange groteske kombinationer af ord, som blev foretaget på basis af tilfældige lydlige ligheder; fx ansås vin for at hænge sammen med latin vis 'kraft', fordi den havde en kraftig virkning.

Denne virksomhed fortsætter til nutiden i form af såkaldte folkeetymologiske forklaringer. Eksempelvis opfattes dane- i danefæ, der egentlig betyder 'dødt gods, herreløst gods', som en form af daner 'danskere'. Den kan også resultere i såkaldte folkeetymologiske omdannelser, som når universitet bliver til undervisitet, eller når manuskript bliver til manuskrift. Den etymologiske virksomhed bruges også i ideologisk og propagandistisk øjemed, som når Adam af Bremen knytter Oddesund, der er sammensat med odde, til den tysk-romerske kejser Otto den Stores navn.

Nyere etymologisk virksomhed har sit grundlag i den sammenlignende sprogvidenskab og bygger på arbejder af bl.a. danskeren Rasmus Rask og tyskeren Jacob Grimm, som i begyndelsen af 1800-tallet bl.a. klarlagde den såkaldte germanske lydforskydning. De påviste, at sprog, og dermed sprogenes ord, var genetisk beslægtede og altså havde et fælles grundlag, når man kunne konstatere systematiske, regelbundne overensstemmelser mellem dem. Således er det latinske ord for 'hud', cutis, samme ord som dansk hud, idet latinsk den latinske k-lyd (stavet c-) principielt svarer til et germansk h- og latinsk -t- til, hvad der i moderne dansk fremtræder som "blødt" d. Rene overfladiske ligheder tæller derimod ikke; man fastslog således også, at græsk kalein 'kalde' trods lighed i både form og betydning ikke kan være samme ord som dansk kalde, for også et græsk k- svarer i princippet til et germansk h-.