Muhammed

Muhammed havde i ca. 610 en skelsættende personlig oplevelse, som han selv, støttet af sin hustru Khadija, udlagde som tegn på, at han var blevet udvalgt af den ene sande Gud til at modtage en guddommelig åbenbaring. Ifølge den islamiske overlevering trak Muhammed sig i adskillige år, før han fik sit kald, i perioder tilbage fra sit liv som handelsmand for i bjergene omkring Mekka at hengive sig til meditation og overvejelser om livets grundlæggende spørgsmål. Koranen selv meddeler intet om den oplevelse, der gjorde, at han mente sig udset som modtager af en guddommelig åbenbaring. Derimod er det gennem en analyse af de tidlige åbenbaringer muligt at danne sig et billede af, hvad indholdet var i de åbenbaringer, han modtog.

Da Muhammed fra ca. 613 begyndte at videreformidle indholdet af sine åbenbaringer, blev han genstand for kritik af indbyggerne i Mekka. Uanset dette fortsatte han med at opfordre sine samtidige til at anerkende den ene sande Gud. Enkelte tilsluttede sig hans budskab og blev muslimer, men i almindelighed havde hans virksomhed som profet i hjembyen ikke den store gennemslagskraft.

Hans slægt var imidlertid garant for, at hans modstandere ikke kunne hindre ham i at fortsætte. Heller ikke en økonomisk boykot iværksat af byens førende slægter mod hans slægt kunne tvinge ham til at opgive sit forehavende. Først da Abu Talib i ca. 619 afgik ved døden, og ledelsen af den slægt, Muhammed tilhørte, overgik til Abu Jahl, der personligt forholdt sig stærkt kritisk til Muhammed, blev hans situation dramatisk ændret.

Ledende grupper i Mekka var nervøse for, at den religion, som Muhammed åbenbarede, kunne udvikle sig til at blive en trussel mod Mekkas status som valfartssted for en række stammer i den vestlige del af Den Arabiske Halvø. Muhammed blev derfor tvunget til at indgå aftaler med repræsentanter fra oasebyen Medina. I løbet af sommeren 622 udvandrede de personer, der havde tilsluttet sig Muhammed, i små grupper fra Mekka til Medina (hijra). Sammen med Abu Bakr udvandrede Muhammed som den sidste.

Med udvandringen ændredes Muhammeds position. Han var fortsat Guds budbringer, og grundlæggende ændrede indholdet af de åbenbaringer, han modtog i Medina, sig ikke fra dem, han havde modtaget, mens han endnu var i Mekka. Men med udvandringen blev Muhammed formel leder af gruppen af muslimer, der enten var udvandret sammen med ham til Medina eller havde sluttet sig til ham efter ankomsten til Medina. Samtidig blev han udfordret af jøderne i Medina i en række sammenhænge, hvorfor en del af islams synspunkter først endeligt blev udformet efter udvandringen.

Fra Medina fortsatte Muhammed opgøret med Mekka. I 624 lykkedes det ved Badr en mindre gruppe muslimer under ledelse af Muhammed at tilføje Mekka et alvorligt nederlag. Det førte året efter ved Uhud til endnu et slag mellem Medina og Mekka, og i 627 mobiliserede de ledende slægter i Mekka alle deres allierede for definitivt at gøre op med Muhammed og muslimerne i Medina, men heller ikke denne gang havde Mekka held med sit forehavende.

Det lykkedes tværtimod Muhammed at befæste og udbygge sin position i Medina, men vi er ude af stand til i detaljer at følge denne udvikling, fordi den er blevet voldsomt fortegnet i den islamiske overlevering. Samtidig lykkedes det Muhammed at vinde tilhængere også andre steder, og i 630 kunne en muslimsk styrke ledet af Muhammed indtage Mekka. I det følgende år sluttede flere og flere lokaliteter og stammer på Den Arabiske Halvø sig til islam; Muhammed selv afgik ved døden efter en kortvarig sygdom i juni 632.

Muhammed har som islams profet en central placering i historien, og hans betydning i den forbindelse kan ikke drages i tvivl. Han forblev livet igennem tro mod det udgangspunkt, han fik med kaldelsen til profet i ca. 610. Gennem hele sit liv fastholdt han konsekvent den monoteisme, der allerede præger indholdet af de tidlige åbenbaringer, han modtog i Mekka.

Desuden dokumenterer hans virke i Medina, at Muhammed var et menneske med enestående politiske evner. Det kan derfor heller ikke undre, at han i den islamiske verden er omgivet af et særligt skær og en meget stærk veneration uanset det forhold, at han i islamisk teologi fastholdes som et almindeligt menneske.

I den kristne og den jødiske tradition tolkes han ikke overraskende som en falsk profet. Den videnskabeligt funderede orientalisme har siden 1800-tallet i en række biografier formået at tilvejebringe et mere nuanceret syn på denne, én af verdenshistoriens betydningsfulde personligheder. Det gælder bl.a. den danske orientalist Frants Buhls biografi Muhammeds Liv (1903).

• Allah
• Injil
• arabisk historieskrivning