orientalisme

I europæisk litteratur trådte orientalismen iøjnefaldende frem i 1700-tallet, således både i oversættelser af bl.a. Tusind og én nat og i originale værker som Montesquieus brevroman Lettres persanes (1721, da. udvalg De persiske breve, 1956 og 1959) og François de Voltaires orientalske fortællinger, fx Zadig (1749).

Som en særlig eksotisme forblev Orientdyrkelsen populær i romantisk digtning, fx på dansk i Adam Oehlenschlägers Aladdin (1805) og B.S. Ingemanns "Østerlide" (og andre digte i hans Holger Danske, 1837), på fransk i digte af Victor Hugo og på engelsk i versfortællinger af Thomas Moore og George Gordon Byron.

På tysk findes bl.a. Johann Wolfgang von Goethes persiskprægede West-östlicher Divan (1819). Desuden sværmede mange romantiske og dekadente digtere (se dekadenter) gennem 1800-tallet for narkotika og erotika som orientalsk prægede nydelser.

I 1900-tallets litteratur bemærker man snarest en fascination af det fjernøstlige, således fx i Bertolt Brechts brug af kinesiske motiver og talrige moderne lyrikeres inspiration fra de japanske haikudigte. I øvrigt har man dog tilbageskuende anlagt en politisk og kritisk betragtning af orientalismen som sammenflettet med den europæiske imperialisme og dens racehovmod; det er synsvinklen i den amerikanske kulturhistoriker Edward Saids bog Orientalism (1978).

Inden for billedkunst og kunsthåndværk kom interessen for Østen til udtryk især i 1600- og 1700-tallets kineserier. Egyptiske ornamenter ses på bl.a. møbler fra begyndelsen af 1800-t., og indisk byggestil præger fx Royal Pavilion (1815-23) i Brighton i England.

I 1800-tallet var det eksotiske motiver fra Nærorienten og Nordafrika, der blev taget op i malerkunsten, navnlig i Frankrig og England, fx historiske begivenheder, arabiske bygninger, harems- og badescener, kamelryttere og vandpiberygere. Eugène Delacroix, J.-A.-D. Ingres med flere dyrkede disse motiver, og Ingres' odalisker inspirerede i 1900-t. bl.a. Henri Matisse.

Den danske maler Martinus Rørbye besøgte i 1830'erne Tyrkiet og malede senere flere større billeder efter sine skitser herfra, ligesom Niels Simonsen efter et besøg i Algeriet i 1840 indledte en større produktion af orientalske motiver.

De første musikdramatiske værker, der afspejler interessen for Orienten, er operaer, der foregår i korstogstiden, og som især bygger på Torquato Tassos episke digt, La Gerusalemme liberata (1581). Det drejer sig om mindst hundrede operaer, hvoraf Armide (1686) af Jean-Baptiste Lully er blandt de kendeste i 1600-tallet, og Armida (2005) af den britiske komponist Judith Weir (f. 1954) er det seneste eksempel.

Andre barok-operaer med orientalsk emne har mongolske, persiske og tyrkiske herskere i hovedrollerne som Georg Friedrich Händels Tamerlano (1724) og Serse (1738) og Antonio Vivaldis opera Bajazet (1735). Ingen af de tidlige operaer udviser nogen påvirkning af og interesse for orientalsk musik; det orientalske begrænser sig til lokalkolorit og persongalleri.

Det er først med den direkte kontakt med Osmannerrigets musik, den såkaldte janitsharmusik, at tidens komponister begyndte at integrere melodiske, rytmiske og harmoniske elementer fra denne musik i deres værker. I 1700-tallet frem til ca. 1850 spredte fascinationen af alt tyrkisk sig således som en bølge over Europa, hvilket det store antal tyrkisk-orientalske operaer vidner om.

Blandt disse kan en del kaldes ”bortførelsesoperaer”, i hvilke en ung europæisk kvinde bliver bortført og holdt fanget i et harem, som hun uden held prøver at flygte fra. Et tidligt eksempel er Le Turc généreux i Jean-Philippe Rameaus opéra-ballet Les Indes galantes (1735-36), hvor den ædelmodige tyrker (Osman Pasha) ender med at løslade den unge kvinde (Émilie) og lade hende tage af sted med sin elskede (Valère). Her findes også det første spæde tegn på janitsharmusik i slutscenen, hvor et dansenummer akkompagneres af bl.a. en tamburin.

I Wolfgang Amadeus Mozarts syngespil Bortførelsen fra seraillet (1782) er der en tydelig påvirkning af tyrkisk musik i både ouverturen, janitshar-korene i 1. og 2. akt og Osmins arier. Ligesom Osman Pasha i Les Indes galantes viser Selim Pasha sig som den tolerante orientalske hersker, der symboliserer oplysningstidens idealer - en tydelig kontrast til den tyranniske, men også komiske haremsvogter Osmin. I syngespillet Tryllefløjten findes foruden bortførelsestemaet samme modsætningsforhold mellem den ædle egyptiske ypperstepæst Sarastro og den grusomme fangevogter Monostatos.

Andre berømte eksempler på bortførelsesoperaer er Gioacchino Rossinis komiske operaer L’Italiana in Algeri (1813) - hvis ouverture er tydeligt tyrkisk påvirket - og Il turco in Italia (1814) samt den danske opera Lulu (1824) af Friedrich Kuhlau.

Fra midten af 1800-tallet gælder komponisternes fascination både den nære og den fjerne Orient og dens musik, som de får bedre mulighed for at stifte bekendtskab med, enten ved at studere rejsebeskrivelser og musik fra disse områder (fx Giacomo Puccini) eller gennem egne rejser som Camille Saint-Saëns og Albert Roussel.

Af de operahandlinger, der er henlagt til den nære Orient, er en del bibelsk inspirerede som Giuseppe Verdis Nabucco (1842), Saint-Saëns’ Samson et Dalila (1877) og Richard Strauss’ Salome (1905). Andre udspiller sig i den fjerne Orient: Adolphe Charles Adams Konge for en dag (1852), Georges Bizets Perlefiskerne (1863), Léo Delibes' Lakmé (1883), Puccinis Madame Butterfly (1904) og Turandot (1926) samt Roussels Padmâvatî (1923).

Hvad angår musikken, kan der i Perlefiskerne og Lakmé spores en vis påvirkning af fremmedartede rytmer og harmonier i de religiøse ceremonier, danse og kor; desuden i markedsscenen (med Klokkearien) i 2. akt af Lakmé. I Verdis Aida (1871), som foregår i det gamle Egypten, er det især instrumentationen, der skaber en orientalsk stemning, eksempelvis i den natlige Nil-scene i 3. akt, mens det lykkes Puccini at frembringe et noget mere eksotisk klingende udtryk ved anvendelse af autentiske japanske melodier i partituret til Madame Butterfly og melodier af kinesisk oprindelse i Turandot (bl.a. den kinesiske kejserhymne).

I Samson et Dalila og Salome findes i henholdsvis Bacchanale og De syv slørs dans inciterende og effektfulde eksempler på orientalsk musik. Men det mest autentisk orientalske værk skrevet af en vesteuropæisk komponist er Albert Roussels operaballet Padmâvatî. Værket udmærker sig ved de mange store kor, der synger, messer eller intonerer mantraer på originalsproget, ved de forskelligartede rytmer, der ledsager danse- og pantomimeoptrinene og ved de autentiske indiske ragaer, som Roussel har integreret i sin musik.

Siden 1900-tallets første tredjedel er operakomponisternes interesse for Orienten dalet, men der dukker stadig operaer op med orientalsk tilsnit, bl.a. Philip Glass' Akhnaten (1984) og Kaija Saariahos L’amour de loin (2000).