Det Hvide Kloster er et koptisk kloster i Øvreegypten, c. 10 km fra byen Sohag. Navnet skyldes ydermurenes hvide kalksten og bruges til at skelne det fra det nærliggende Røde Kloster. I oldtiden hed stedet Atripe, og på arabisk hedder det Dayr Anbā Shinūdah, hvilket sigter til dets mest berømte abbed, den hellige Shenute. Klosteret blev grundlagt i begyndelsen af 400-tallet af Pjōl, hvis søstersøn og efterfølger var Shenute, under hvem klosteret voksede eksplosivt med over 2000 munke.

I 1000- og 1100-tallet husede klostret også armenske munke, og kirken blev udsmykket med fresker. I middelalderen begyndte tilbagegangen, og i 1400-tallet lå klosteret i ruiner, og kun kirken stod tilbage med det berømte bibliotek, hvis codexer nu er spredt til biblioteker og museer i Egypten, Europa og Amerika. Kirken er stadig bevaret, og i 1975 blev klosteret genoprettet; det er i dag et yndet pilgrimsmål for kopterne på Shenutes helgendag.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig