(Det talte ord gælder) 

Tak for invitationen til at tale her i dag. 

Det er vigtigt med konferencer, hvor vi samles for at blive klogere på nogle af de aspekter, som knytter sig til vores fælles sprog. 

For sproget er ikke kun løsrevne ord og sætninger. Sproget er det, der binder os sammen. På tværs af alt det, der adskiller os. 

Man kan sige, at vi ”bor” i sproget. Det er et sted, hvor vi udfolder os som mennesker. 

Vi bruger sproget til at udtrykke sorg og glæde og til at fortælle, hvem vi er. Vi bruger det til at forstå og blive klogere sammen.
I Folketinget bruger vi sproget på forskellige måder. Vi kan bruge det til at trække forskellene op mellem os – og til at tale os ind på hinanden.  

Vi kan være rygende uenige og gå hårdt til hinandens synspunkter. 

I et demokrati er uenighed ikke en systemfejl, men selve systemets motor. Vi bliver klogere af at vende ord med hinanden. Også når det gør ondt og tager tid. 
Når det alligevel fungerer i Folketinget på trods af vores forskellige udgangspunkter, er det, fordi vi har skabt en ramme om vores sprog i Folketingssalen. 

Vi tiltaler hinanden i tredje person og med hr. og fru foran navnet. Det kan lyde lidt stift og gammeldags, men formerne har praktisk betydning. 

Det er nu engang sværere at blive uvenner og tale hårdt til hinanden, når man ikke kan bruge ”du” og ”dig”.    
Det gør noget godt for samtalen, at man skal gå en lille omvej og bruge tredje person. Det giver den lille distance, som gør, at man forholder sig mere respektfuldt over for sine samtalepartnere.  

Vi har også regler om, at taler skal holdes i en ordentlig og værdig form. Man må heller ikke bruge udenlandske ord, hvis der findes et dansk ord, som dækker emnet. 

Folketingsmedlemmerne er generelt gode til at overholde reglerne. Og hvis et medlem kommer til at overtræde reglerne, bliver det påtalt. 

Jeg og de fungerende formænd i formandsstolen har en usynlig spændt fjeder i ryggen. 

Den bliver aktiveret med det samme, hvis sprogreglerne bliver overtrådt. Vi er er meget opmærksomme på at værne om det danske sprog og sprogformerne i Folketinget.  

Nogle gange kan jeg tage mig i at ønske, at der var regler eller normer for, hvordan vi behandler hinanden, når vi taler sammen digitalt.   

Her bliver der brugt ord, som ligger langt fra dem, vi tager i munden, når vi kan se hinanden i øjnene. 

Men mit forhold til sociale medier er ikke sort-hvidt. Der er meget godt at sige om dem. De giver mange mennesker en hurtig vej til at komme ud med et budskab og en nem adgang til at dele viden med andre. 
  
Men jeg har et stort forbehold. Vi er nødt til at sige stop over for den ubeherskede tone med grove og nedsættende ord, som ikke gør noget godt for nogen. 

Det er derfor med fuldt overlæg, at jeg har valgt overskriften til mit indlæg i dag; nemlig ”Vi skal ikke finde os i sproglige skidtspande.” 
-----

Jeg står her i dag som Folketingets formand.   

Men jeg står her også som menneske. 

Jeg er ikke klædt i panser og plade, når jeg bevæger mig ud i det offentlige rum. Uanset om vi taler om det fysiske eller digitale rum. 

Jeg er politiker, men jeg er også menneske af kød og blod. Med følelser som alle andre.

Som mange andre har jeg på egen krop oplevet grove og hånlige ord på grund af mit arbejde. Det er ikke noget, man bare ryster af sig. Ord kan gøre virkelig ondt. 

Specielt når de ikke bruges til at forklare, men til at nedgøre. Når kritik glider over i hån. Når uenighed bliver til fornedrelse. 

På de sociale medier er der kort afstand fra tanke til tastatur. Meget kunne undgås, hvis folk trak ilt til hjernen, tog 10 minutters pause, mens de holdt fingeren fra ‘send’-knappen”. 

Lad mig give et eksempel på, hvad jeg selv har været udsat for. Da jeg blev valgt som formand for Folketinget i 2022, var jeg i forvejen formand for bestyrelsen for Esbjerg Havn. 

En post, hvor jeg kan udrette meget i forhold til den grønne omstilling og dansk forsvar. 

Jeg har flere gange fået opbakning i Folketinget til at kunne bevare denne post. Der er ikke nogen regler, der står i vejen for det. 

Folk er velkommen til at mene noget om, at man ikke skal have andre hverv ved siden af Folketinget. Den diskussion er helt i orden. Den tager jeg gerne. 

Men jeg er blevet chokeret over de voldsomme ord, som folk har kastet efter mig. Jeg er blevet kaldt grådig og korrupt. Det er trods alt ikke hverdagskost.   

Jeg holder normalt mit følelsesliv ude af offentlige diskussioner. Men jeg gjorde en undtagelse sidste år, da jeg skrev et debatindlæg i Altinget. Her fortalte jeg åbent, hvad den hårde tone gør ved mig som menneske. 

Fordi jeg syntes, at nok var nok.   

For hårde ord slider. Også selv om man har bredere skuldre end de fleste. 

Det er vigtigt for mig at sige: Det her handler ikke om, at politikere er ømskindede. Som politiker er det en del af jobbet at få kritik.   

Kritik er en forudsætning for demokratiet. Uenighed er demokratiets salt.

Men der er forskel på kritik og krænkelser. Der er forskel på debat og dæmonisering. 

Når sproget bliver hårdt, mister vi noget, der er større end den enkelte.   

Vi mister nuancer og vinkler i den fælles demokratiske samtale.

For den hårde debattone har konsekvenser. 

Både danske og norske undersøgelser har dokumenteret, at politikere pålægger sig selv censur og går uden om centrale, men sprængfarlige emner af frygt for at få en skidtspand i hovedet. 

Den hårde tone afskrækker også helt almindelige mennesker fra at blande sig. Fra at stille spørgsmål. Fra at sige: “Jeg er ikke helt enig – men jeg vil gerne forstå.” Til at man tier stille. 

Resultatet er, at stemmer og nuancer forsvinder.

Og hvad der kan være alvorligere: Den hårde tone får engagerede mennesker til at takke nej til at stille op til politiske tillidshverv. Ikke fordi de mangler holdninger eller lyst. Men fordi de ikke vil udsætte sig selv – eller deres familier – for grove sproglige angreb. 

Og når det sker, får vi en svagere repræsentation i de politiske forsamlinger. Et smallere udsnit af befolkningen kommer til at træffe beslutninger for de mange. 

Det er en trussel mod det repræsentative demokrati.  

Folkestyret bliver svagere, når rødderne ikke stikker så dybt.   
-----

Der findes desværre ikke nogen enkle løsninger på at komme det sproglige uvæsen til livs. Men der findes veje at gå nedad.   

Vi skal for det første blive bedre til at lære børn og unge, hvordan man er uenig på en respektfuld måde. Hvordan man argumenterer uden at angribe. 

I skolen lærer børn og unge, hvordan man begår sig i et fællesskab og tager hensyn til andre. 

Det hedder i formålsparagraffen for folkeskolen, at den skal forberede eleverne på aktivt medborgerskab. Eleverne skal lære at deltage og tage medansvar i et demokratisk samfund. 

Dette gode formål bør også omfatte digitale fællesskaber, for de er hastigt på vej til at overtage de fysiske fællesskaber. 

For det andet har vi hver især en opgave med at forholde os til den grove tone, hvor vi møder den. Vi skal højt og tydeligt sige fra. 

Undersøgelser viser, at det er effektivt, når nogen i et digitalt eller fysisk fællesskab gør opmærksom på uacceptabelt sprog. 

Forklaringen skal findes i, at vi mennesker grundlæggende er sociale væsner. Vi har det bedst med at være accepteret og vellidte. Når andre i en gruppe påtaler hårde ord, har det en disciplinerende effekt. 

Og for det tredje bliver vi nødt til at tale mere åbent om, hvad den hårde tone gør ved vores fællesskab. 

Ved demokratiet. Vores foreningsliv. Sammenhængskraften.   

Derfor er jeg også glad for, at også statsminister Mette Frederiksen klart og tydeligt har sagt, at ingen skal finde sig i hård tone på sociale medier. 

Jo flere, der tager bladet fra munden. desto bedre. Det handler om at skabe en kollektiv bevidsthed om, at det er totalt uacceptabelt med voldsomme ord og kommentarer.    

For når vi forstår konsekvenserne, bliver det også lettere at tage ansvar.

Når vi passer på sproget, passer vi også på demokratiet. 

Derfor skal vi ikke finde os i sproglige skidtspande. Det gør vi ikke i Folketinget. Og det skal vi heller ikke gøre på sociale medier. 
-----

Jeg er et optimistisk menneske. Jeg tror på demokratiet. Jeg tror på samtalen. Og jeg tror, at vi bliver klogere ved at tale sammen. Så længe vi taler ordentligt.  

Jeg er ikke den, der ønsker de sociale medier hen, hvor Chili Klaus henter sine smagsprøver.  
 
Men en konstruktiv udnyttelse af mulighederne på de sociale medier kræver, at vi alle sammen tager sprog og tone alvorligt.  

At vi husker, at ord ikke bare er ord. Ord er handling. 

Derfor skal vi alle sige fra. Ikke se den anden vej, når tonen bliver hård og destruktiv. 

Tak for ordet – og tak fordi I hjælper med at passe på sproget.