(tagkonstruktionen) er betegnelse for alt, hvad der hører til tagets opbygning fraset tagbeklædningen. Det almindeligste konstruktionsmateriale i ældre bygninger er træ, men der kan forekomme konstruktioner af stål. I nyere byggeri med flade tage er konstruktionsmaterialet ofte jernbeton.
Et fladt tag af træ omfatter bjælker og brædder eller plader som underlag for tagbeklædningen. Det flade betontag kan være udført af betonelementer som dem, der anvendes i etagedækkene. Kupler og hvælv kan være udført af planker som ved bohlendach-konstruktioner, af beton eller være muret op af sten, der danner underlag for tagbeklædningen. Hængetage kan være udført af teltdug eller af forskellige pladematerialer spændt ud mellem wirer af stål eller reb.
Trekanttage af træ omfatter spær, som er skrå tømmerstykker, der bærer tagbeklædningen. Spærene er ved gitterspær afstivet af tænger, der spænder mellem spærene og en vandret bjælke, spærfoden. Spærfagene kan også alene omfatte spær og hanebånd, som er vandrette tømmerstykker, der spænder fra spær til spær.
Ved halvtage anvendes ofte tagstole langs bagvæggen til bæring af halvtagets højeste del. Tagstolen består af et vandret tømmerstykke, stolremmen, der bæres af lodrette stolper. Konstruktionen stabiliseres af skrå tømmerstykker, kopstykker eller skråbånd, der spænder mellem rem og stolper. En anden form for tagstol er tremplen, der anvendes for at løfte tagfoden op over tagbjælkelaget. Formålet kan være at få bedre udnyttelsesmulighed af tagrummet og/eller få bedre plads på facaden mellem øverste vinduesrække og taget til udbygning af en gesims, der i visse tilfælde kan erstattes af et sternbræt.
Tagværkets sammenbygning med det bærende underlag, tagfoden, kan ske via saddelremme, tagremme som er tømmerstykker i bygningens længderetning kæmmet ned i tagbjælkelaget eller fastgjort med ankre direkte til facademurene eller et støbt dæk. Endelig kan spærene være tappet ned i tagbjælkelaget, der er kæmmet ned over murlægter, som ligger på facademurene. For at få tagbeklædningen ud over gesimsen er det i visse tilfælde nødvendigt at opskalke nederste del af spærene (se skalk). Tagværkets hældning afpasses efter det valgte tagdækningsmateriale; der kan være tale om såvel en mindste som en største hældning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.