Woke er et identitetspolitisk begreb og et kulturfænomen, som stammer fra USA. Selve ordet kommer fra det afroamerikanske udtryk stay woke, som er et slangudtryk for stay awake, dvs. det at være vågen, i betydningen at være politisk engageret og bevidst om racisme, undertrykkelse og diskrimination.
Begrebet opstod i 1950'erne og 1960’erne i takt med borgerrettighedsbevægelsens fremmarch, hvor den afroamerikanske befolkning protesterede mod den implicitte og eksplicitte racisme og forskelsbehandling, som de oplevede i det amerikanske samfund.
I 2010’erne blev begrebet mere almindeligt i popkulturen hos afroamerikanske kunstnere og musikere, hvor det bl.a. begyndte at optræde hyppigt i sangtekster.
Siden 2014 har begrebet fået en yderligere aktivistisk drejning og er blevet knyttet til Black Lives Matter-bevægelsen, som startede efter en række episoder med politivold mod afroamerikanske borgere. Bevægelsen har taget begrebet til sig, bl.a. i form af hashtagget #staywoke på Twitter.
Det er især den yngre internetgeneration, den såkaldte generation Z, der har været inspireret af begrebet og bruger det som synonym for det at være social bevidst og det at ville bevidstgøre samfundet om mænds, hvides og heteroseksuelles privilegier. Unge internetaktivister ønsker at gøre op med det de opfatter som en strukturel racisme, der finder sted i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet, i populærkulturen og samfundet i øvrigt.
Kommentarer (2)
skrev Hans Bendix Pedersen
Det forekommer mig meget mærkeligt at kvinder i denne artikel overhovedet ikke er nævnt.
>"mænds, hvides og heteroseksuelles privilegier."<
Mig bekendt findes der da virkelig mange kvinder - hvide og heteroseksuelle - med stor magt i Danmark. Det må da være synligt for alle, og så stor forskel er der vel ikke på kvinder og mænd, at der ikke findes tilfælde, hvor kvinder kan opføre sig som "mænd".
Mvh
svarede Rikke Peters
Kære Hans,
mange tak for din kommentar til artiklen om 'woke'. Artiklen tager ikke stilling til fænomenet eller bevægelsen, men beskriver udviklingen af et begreb - og herunder de forskellige bølger og modbølger.
At der oprindeligt var en klar kønsdimension i woke-bevægelsen er en kendsgerning. Til gengæld hører det med til begrebets forandring, at flere kommentatorer begynder at sætte spørgsmålstegn ved forståelsen af privilegier og magt.
Jeg har derfor i forlængelse af din kommentar indflettet en passus, der lyder:
"I de seneste år er der blevet rejst tvivl om spørgsmålet om privilegier. Eksempelvis om woke-bevægelsens kønsdimension stadig giver mening i vestlige samfund, hvor hvide, heteroseksuelle kvinder har fået mere indflydelse."
Hav en fortsat god dag.
Med venlig hilsen Rikke
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.