skuespiller

Skuespiller er en fremstiller af sceniske fiktive handlingsforløb, i reglen kategoriseret som udøvende, ikke skabende kunstner. Det forhold, at skuespillere opererer i en fiktiv dimension, har i vestlig sammenhæng været præget af fjendtlighed eller forsvar, tidligt formuleret af hhv. den græske filosof Platon, som anså kunstarten som farligt forførende og dens udøvere som moralsk dubiøse, og Aristoteles, der så teatret som forløsende. I Europa var det stort set først i 1700-tallet, at en skuespiller blev regnet for at være en respektabel kunstudøver. Også i andre kulturer, som den jødiske og muslimske, forekommer en negativ holdning til skuespilleri. I den græske oldtid var skuespillere mænd, frie borgere, som nød anseelse pga. det ærefulde hverv, der var knyttet til kulten. Der vides kun lidt om deres kunst, men den ophøjede stil har utvivlsomt været reciterende, undertiden sangagtig, og stiliseret koreograferet. Skuespillere bar masker, som angav forskellige persontyper. Den romerske skuespiller var derimod æreløs, oftest slave. Lærere som Marcus Tullius Cicero og Marcus Fabius Quintilian fremsatte overvejelser om effektfuld optræden og brug af gestus og stemme, som senere tider forbandt med kunstarten. Med kristendommens indførelse formulerede kirkefædrene en række skarpe fordømmelser af skuespilerhvervet, og teater blev af Tertullian stemplet som ‘djævelens kirke’.

Middelalderens skuespillere var overvejende amatører, der indgik i større, kirkeligt-opbyggelige sammenhænge, hvortil kom professionelle gøglere, der socialt set var ilde anskrevne. Først med renæssancens kulturelle verdsliggørelse åbnedes for en professionel skuespillerstand i større stil. Men karakteristisk er det, at en skuespiller, for at legitimere sig, måtte give sig ind under en stormands protektion, som det fx gjaldt på Shakespeares tid. I renæssancens og barokkens skuespilkunst indgik retorikkens talende gestus og de klare udtryk for karakterer og affekter. Den professionelle skuespiller udviklede sig ikke mindst i commedia dell’arte, som var et skuespillerens teater, baseret på faste typer og improvisation, ikke på en egentlig dramatekst. Trods den sociale foragt var udøverne velanskrevne hos de herskende, som det også var tilfældet med Molière hos Ludvig XIV. Med 1700-tallet skete imidlertid et skift: skuespilkunsten blev fremhævet som moralsk nyttig. En større grad af nuanceret karaktertegning modificerede gradvis typespillet og de rene affekter. Det var reformatorernes tid, hvor standens anseelse søgtes højnet. Kunsten blev forstået som en reflekteret teoretisk funderet udøvelse med vægt på troværdighed og diskussion af den ægte følelses betydning. Barokteatrets system med dets klare opdelinger af genrerne og dets stiliserede opstilling i halvcirkel ved rampen var under afvikling. Endnu mere radikalt var romantikkens brud, som dyrkede det ekstreme udtryk, den geniale, passionerede scenekunstner. 1800-tallets skuespilkunst blev især præget af udviklingen mod realismen og dernæst naturalismen, båret af ideen om den videnskabelige autenticitet, som blev systematisk udforsket af Konstantin Stanislavskij. Samtidig med at dramaets litterære tyngde voksede, med fx Henrik Ibsen, øgedes skuespillerens respektabilitet, standens borgerliggørelse. Hertil kom formaliseret uddannelse, som Det Kongelige Teaters elevskole, oprettet 1886.

I slutningen af 1800-tallet kom naturalismen til kort som virkelighedsforståelse, man søgte inspiration i tidlige tiders eller andre verdensdeles skuespilkunst, fulgt op i 1900-tallet af en generel tendens til stilisering – som hos Edward Gordon Craig eller Vsevolod Meyerhold – men med vidt forskellige motiveringer; det kunne handle om at gøre skuespilleren til en metafysisk Übermarionette eller til et afindividualiseret led i en stor kollektiv rytme.

Formeksperimenter arbejdede med at opløse karaktertegning og psykologi, dog således at den psykologiske realisme, Method Acting, forblev normdannende, herunder i film og tv.

I ikke-vestlig sammenhæng har den religiøse dimension af skuespillerfaget holdt sig i flere sammenhænge. Både japansk nō og indisk kathakali har rituelle aspekter. Traditionelt teater har her bevaret mesterlæren med nøje reproduktion af given teknik og rollefremstilling, som undertiden indebærer brug af masker eller sminkemasker, og med klar opdeling i ophøjet-seriøse og komiske kategorier. Vestlig skuespilkunst har i flere perioder søgt inspiration i ikke-europæisk teater: Bertolt Brecht vendte sig mod kinesisk teater, Ariane Mnouchkine mod bl.a. nō og kabuki, og for Eugenio Barba er teaterantropologien et hovedspor.

Stjernedyrkelse har fra første færd hørt til professionen, uanset dens evt. lave sociale status, og er stadig knyttet til enkelte udøvere, mest i tilknytning til tv og film.