rotor

Rotoren er monteret på en aksel, og via lejer, rotere den inde i statoren. Den roterende bevægelse skabes ved induktion og selvinduktion, på samme måde som i en transformer. Afhængig af typen af elektrisk maskine, fungerer rotoren på forskellige måder:

I en asynkonmotor genereres et roterende magnetfelt i statoren ved hjælp af vekselstrøm. Dette roterende felt inducerer spændinger og strømme i rotorens ledere. Ifølge Lenz' lov vil de inducerede strømme skabe deres egne magnetfelter, som vil forsøge at indhente det roterende felt. Hvis dette sker, stopper induktionen i rotoren, og den falder i hastighed, indtil der netop induceres en strøm, der giver en magnetisk styrke, som modsvarer det moment, elmotoren er belastet med. Det er derfor, en asynkonmotor har et slip på mellem 2-5 %.

I en synkronmotor er rotorens magnetfelt genereret enten af permanente magneter eller af elektromagneter, der forsynes med jævnstrøm gennem slæberinge. Rotorens magnetfelt roterer i samme hastighed som statorens magnetfelt, hvilket betyder, at rotoren og det roterende magnetfelt er synkrone. Synkronmotorer anvendes ofte i applikationer, hvor præcis hastighedskontrol er afgørende.

En reluktansmotor har ingen elektriske viklinger på rotoren. I stedet består rotoren af et blødt jernmateriale med saliente poler. Når statorens magnetfelt roterer, vil rotoren justere sig for at minimere magnetisk modstand (reluktans). Dette får rotoren til at følge det roterende felt. Reluktansmotorer er kendt for deres enkle konstruktion og høje effektivitet.

I generatorer fungerer rotoren omvendt af motorer. Her drejes rotoren af en ekstern mekanisk kraft, såsom en turbine. Når rotoren drejer, skaber den et varierende magnetfelt, som skærer gennem statorens viklinger og inducerer en elektrisk strøm. I en trefaset generator er statorviklingerne arrangeret på en sådan måde, at de genererer tre separate vekselstrømsfaser, som er forskudt med 120 grader fra hinanden.

• asynkronmaskine
• magnetfelt
• reluktansmotor
• turbine