Profession, (af lat. professio, af profiteri, se profes), i bred forstand det arbejde, som en person lever af eller er uddannet til at udføre. I snæver forstand bruges betegnelsen om et erhverv, hvis udøvere har baggrund i en bestemt formel uddannelse, der giver dem faglig autoritet og status. En profession er i denne forstand kendetegnet ved faglige normer og standarder for veludført arbejde og i nogle tilfælde også ved en professionel etik. Udviklingen af professioner er bl.a. betinget af, at en række selvstændige erhverv har haft behov for gennem en form for autorisation at kunne dokumentere over for kunder, klienter eller patienter, at de har kompetence til at udøve deres erhverv; dette gælder fx advokater, læger, tandlæger, revisorer, lærere, sygeplejersker, bygningshåndværkere og elektrikere. Denne autorisation kan fremmes enten via lovgivning eller via professionelle sammenslutninger, af hvilke der i Danmark findes et betydeligt antal. Andre erhverv, fx direktører, arbejdsledere, butiksassistenter og rengøringsassistenter, har ingen fælles uddannelsesmæssig baggrund og kan derfor ikke i snæver forstand betegnes som professioner.
Et stigende antal lønmodtagere og selvstændige har i dag baggrund i en formel uddannelse. Stigningen hænger sammen med produktionens og samfundets stigende vidensmæssige specialisering og kompleksitet og det deraf følgende stigende behov for personer med specialistviden samt det forhold, at en faggruppe selv har en interesse i at øge sin karakter af profession, da dette både kan indebære øget samfundsmæssig status og øget indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.