Guld er grundstof nr. 79. Det er placeret i det periodiske systems 11. gruppe, og gulds atomtegn er Au. Atomtegnet er en forkortelse af latin aurum, der ligesom det danske navn betyder gylden.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Aurum
Metallet har været kendt siden oldtiden og har i symbolikken været knyttet til Solen. Indtil platin og wolfram blev opdaget i 1700-tallet, var guld langt det tungeste af de kendte metaller. Guldets meget ringe varmefylde, der hænger sammen med dets store atommasse, bevirker, at guldsmykker er behagelige at føle på. Guld er det mest duktile (udvidelige) af alle metaller og lader sig trække til fin tråd og banke til tynde folier (se bladguld).
Guld er et ædelmetal, det vil sige, at det nedbrydes vanskeligt under påvirkning af ilt, vand og almindelige kemikalier. Guld kan dog opløses i kongevand, der er en blanding af koncentreret salpeter- og saltsyre.
Guldkorn, som frigøres ved forvitring af guldholdig kvartsit, kan under transporten i bække og elve sammensvejses til større enheder, guldklumper, fordi guld ikke som de fleste andre metaller overtrækkes af en oxidfilm, der forhindrer metallisk kontakt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.