guld

Guld findes frit (gedigent) i naturen. Guldindholdet i jordskorpen er i gennemsnit 0,004 gram pr. ton. Det krystalliserer kubisk, men danner sjældent krystaller, derimod ofte krystalskeletter, trådformede og uregelmæssige former som små blade og ansamlinger.

Der er desuden ca. 40 guldholdige mineraler, men kun frit (gedigent) guld og elektrum (guld med 25-28 procent sølv), er almindelige.

Fra gammel tid skelner man mellem bjergguld (primært guld), der findes i fast fjeld, og vaskeguld (sekundært guld), der forekommer i løse aflejringer. Gedigent guld findes fint fordelt i mange forskellige bjergarter, men oftest med de største koncentrationer af gedigent guld i kvartsgange og -årer, hvor det kan findes som synlige korn. Guld kan også findes i ringe mængde som mikroskopiske korn indlejret i mineralerne pyrit (svovlkis), chalcopyrit (kobberkis), galena (blyglans) og arsenopyrit.

Ved forvitring af de guldholdige bjergarter frigøres guldpartiklerne og skylles sammen med kvarts ud i floder som grus, hvor guldet på grund af sin store tyngde koncentreres i tungsandsforekomster (placers). I enkelte tilfælde findes store guldklumper. I tropiske egne skyldes dannelsen af disse konkretioner kemiske reaktioner, som opløser og genudfælder guld. I arktiske egne dannes guldklumper ved mekaniske sammenstød, hvor korn af det bløde metal svejses sammen.

Der er fundet guld fra alle Jordens tidsperioder, men de fleste og største brydeværdige guldforekomster findes enten i meget gamle eller i unge bjergartsmiljøer. De ældste forekomster findes i de såkaldte grønstensbælter, der er mere end 2500 millioner år gamle, og i fossile tungsandsforekomster. De unge guldførende bjergartsmiljøer findes i forbindelse med tertiære magmabjergarter (de såkaldte epigenetiske dannelser i og omkring Stillehavet). De fossile tungsandsforekomster i Witwatersrand, Sydafrika, der blev dannet for 3000-2100 millioner år siden, er verdens største guldkilde. Grønstensbælterne er den næstvigtigste kilde med store forekomster i blandt andet Australien, Indien, Canada og Brasilien. De tertiære forekomster findes blandt andet i Papua Ny Guinea og Filippinerne.

Guld fremstilles helt overvejende ud fra mineraler, hvori guldet findes som små klumper eller korn af gedigent metal indlejret i faste bjergarter eller i flodsand, som er forvitrede bjergarter. Fra flodsandet kan guld vaskes eller slæmmes ud, idet dets høje densitet gør det forholdsvis let at skylle de andre, meget lettere mineraler bort.

På denne måde er guld udvundet fra de tidligste tider, og vaskning spiller fremdeles en betydelig rolle. Det meste guld kommer dog i dag fra miner, hvor guldmalm brydes, knuses og formales, hvorefter udvaskning af større metalkorn kan komme på tale. Ellers udtrækkes guld fra den knuste malm med kviksølv eller oftest med en cyanidopløsning. Da både kviksølv og cyanider er meget giftige, efterforskes alternative midler til udtrækning af guldet, fx ad bioteknologisk vej.

Mineproduktionen af guld androg i perioden 2010-14 ca. 2700 ton pr. år. Omkring 1980-95 skete en fordobling af produktionen, ved at mange nye lande blev guldproducerende. Tilbage i 1970 producerede Sydafrika to tredjedele af verdens guldproduktion. I 2014 var andelen faldet til ca. 5 procent.

Det naturligt forekommende guld er næsten altid blandet (forurenet) med sølv og kobber, som både gør metallet stærkere og gør det lettere at smelte i primitive ovne. Undertiden er også andre metaller til stede som urenheder. I reglen er guldindholdet 85-95 procent, og efter udvinding raffineres det meste til finguld ved elektrolyse, ad kemisk vej med klor eller ved opløsning i kongevand og genudfældning.

Den høje guldpris gør det rentabelt at udvinde guld af meget magre malme, af tidligere kasseret affald fra minerne og af guldholdigt affald, selv hvor guld kun er til stede som urenhed (fx i gammelt sølv) eller som overfladebelægning på andre metaller eller keramik. En stigende mængde guld genvindes fra affald og skrot, blandt andet fra elektronikskrot, som indeholder forgyldte kontakter. Elektrolyse spiller også her en stor rolle til udskillelse og raffinering af guldet, men der findes ikke pålidelig statistik over omfanget af genvindingen.

Uanset oprindelsen udtrykkes gulds renhed (finholdighed, lødighed) i promille, som stemples i guldsmedeprodukter. Finguld holder mere end 999 promille. guld anvendes også enheden karat (kt), det vil sige 24.-dele, således at finguld er 24 kt, mens det meget brugte 14 kt guld indeholder 585 promille rent guld. Også 18 og 10 kt guld er almindelige smykkelegeringer med lødighed henholdsvis 750 og 415 promille. Resten er som regel kobber, der giver legeringen en varm, gylden farve og bliver kaldt rødt guld. Med tilskud af andre legeringsbestanddele som sølv, nikkel og zink kan man lave gult og grønt guld og det såkaldte hvidguld, der bruges som erstatning for platin. Den ringeste guldlegering, som må stemples, er 8 kt. Det er en kobberlegering med kun 330 promille guld, hvilket medfører, at den har tabt det meste af guldets ædelhed og blandt andet er sårbar for spændingskorrosion. Legeringerne har større hårdhed og slidstyrke end det rene guld, men er kemisk set mindre bestandige.

Af guldproduktionen anvendes størstedelen til smykker og kunstgenstande, se guldsmedekunst. Desuden har guld været anvendt til mønter og som nationalt og internationalt værdimål på grund af dets holdbarhed, delelighed, sjældenhed og ringe vægt i forhold til værdien, se mønt og guldfod. Omkring en tredjedel af guldet går til tekniske formål som tandguld og industrielle anvendelser, som især er baseret på metallets bestandighed mod anløbning og kemiske angreb. Det er sjældent nødvendigt at bruge massivt guld eller guldlegeringer. Belægninger af guld (forgyldninger) beskytter det underliggende materiale og bevarer en dekorativ, korrosionsbestandig og blank, metallisk overflade gennem lang tid, hvilket udnyttes i så forskellige produkter som kemisk apparatur, reflektorer, bølgeledere, elektriske og elektroniske kontakter.

Forgyldning fremstilles ved påføring af guldblik, der er hamret ud til ca. 0,0001 millimeters tykkelse (se bladguld og forgyldning), eller — i større tykkelser — ved lueforgyldning eller elektrolytisk forgyldning. Elektroplettering er nu den mest benyttede metode til teknisk forgyldning, blandt andet på elektriske kontaktoverflader. Der bruges cyanidbade af samme type som til raffinering af guld (se plettering).

I forbindelser optræder guld i oxidationstrin fra −1 til +5 med +1 og +3 som de dominerende. I +1 findes lineære, komplekse ioner af typen AuX^-₂, hvor X fx kan være fluor, klor, brom, jod eller cyanid (CN^-).

Udvindingen af guld er oftest baseret på dannelsen af dicyanoaurat(I)-ionen, Au(CN)₂^-, ud fra guld og natriumcyanid. I oxidationstrinnet +3 dannes kvadratiske, komplekse ioner af typen AuX₄^-, hvor X har samme betydning som ovenfor. Forbindelser af typen AuX₃ kan vindes i fast form.

Ved opvarmning af guld(III)klorid, AuCl₃, til 185 °C dannes guld(I)klorid, AuCl, i fast form. Videre opvarmning af AuCl fører til dannelsen af metallisk guld samt AuCl₃ (disproportionering). I gasform danner AuCl₃ dobbeltmolekyler med formlen Au₂Cl₆. Strukturundersøgelser af forbindelser med formelt oxidationstrin +2 viser, at disse kan opfattes som indeholdende lige mange guldatomer i oxidationstrinnene +1 og +3, fx Cs₂AuCl₄, der er opbygget af lineære AuCl₂-ioner, kvadratiske AuCl₄-ioner samt af cæsiumioner. De formelle oxidationstrin 0 og +4 kan kun opnås med specielle organiske forbindelser.

I de intermetalliske forbindelser RbAu og CsAu kan guld tilskrives oxidationstrinnet −1. Guld har oxidationstrinnet +5 i forbindelsen [Xe₂F₁₁][AuF₆], hvorfra AuF₅ kan vindes ved forsigtig opvarmning. Derudover findes et større antal intermetalliske guldforbindelser samt forbindelser med selen og tellur, fx AuTe₂, hvor guld ikke kan tilskrives et bestemt oxidationstrin.

• guldets historie