Faktaboks

Rulon Gardner

Rulon Ellis Gardner

Født
16. august 1971

Rulon Gardner er en forhenværende bryder, der vandt guld ved De Olympiske Lege i 2000 efter at have besejret den tredobbelte olympiske mester Alexander Karelin i finalen.

Gardner vs. Karelin

Rulon Gardner

Rulon Gardner svinger med det amerikanske flag efter sejren ved OL i 2000.

Rulon Gardner
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Der var dømt Davids kamp mod Goliat den 27. september 2000 ved De Olympiske Lege i Sydney i Australien. Den 29-årige bryder fra Wyoming, Rulon Gardner, skulle op imod den russiske bjørn, Alexander (den store) Karelin, der var ubesejret i hele 13 år, og de forudgående 6 år ikke havde afgivet så meget som 1 point. Hele verden ventede kun på, at Karelin kunne føje sin 4. olympiske guldmedalje til sin imponerende samling af verdens- og europamesterskaber.

Derfor er det også blevet betegnet som en af de største overraskelser i idrætshistorien, da Rulon Gardner efter den ordinære tid og overtid kunne lade sig hylde som olympisk mester i græsk-romersk brydnings 130 kg-klasse med en 1-0 sejr over den ellers så uovervindelige Karelin.

Rulon Gardners opvækst

Rulon Gardner blev født den 16. august 1971 på en kvægfarm i Afton, Wyoming, i en stor mormonfamilie som den yngste af 9 børn. Gardner har senere udtalt, at den styrke, han besad da han kæmpede mod Karelin, skyldtes en opvækst med en masse hårdt landbrugsarbejde med stærkt, tungt og uregerligt kvæg. Præcis som en russisk bjørn.

I løbet af sine highschool-år på Star Valley High School dyrkede Rulon Gardner både amerikansk fodbold, vægtløftning og naturligvis brydning, hvilket resulterede i titlen som Wyoming State Champion i 1989.

En infektion forhindrede Gardner i at deltage ved De Olympiske Lege i Atlanta i 1996, hvorfor legene i Sydney ikke bare var hans olympiske debut, men også dem, der for alvor skulle gå over i idrætshistorien. Rulon Gardner sluttede sin brydekarriere ved De Olympiske Lege i Athen i 2004, hvor han opnåede en bronzemedalje. Efter sin sidste optræden efterlod Rulon Gardner sine brydestøvler på brydemåtten, som det er tradition i brydesporten, når man lader sig pensionere.

Efter karrieren

I et interview i Washington Post har Rulon Gardner udtalt, at tiden efter at han lod sig pensionere fra brydesporten, var en af de hårdeste perioder i hele hans liv. Han tog voldsomt meget på i vægt og kæmpede i en årrække med så store økonomiske problemer, at han nær var ved at sælge sin olympiske guldmedalje. At det ikke gik så galt, tilskriver Gardner sin hustru, Kamie, samt gode venners opbakning og støtte.

Rulon Gardner forsøgte et comeback i 2012, men kunne ikke holde sig indenfor vægtgrænsen på de maksimale 130 kg.

I dag ernærer Rulon Gardner sig som forsikringssælger og fungerer desuden som coach og brydetræner på en highschool i Utah. Han kæmper fortsat en stædig kamp med vægten, men forsøger så vidt som muligt at holde den i ave gennem vedholdende træning og en sund livsstil.

Den 2. april 2021 havde dokumentaren "Rulon Gardner Won't die" premiere på den olympiske kanal. Dokumentaren omhandler Rulon Gardners liv, den imponerende sejr og de efterfølgende udfordringer. Dokumentaren kan ses på Discovery.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig