Eugene O’Neill

Eugene O’Neill var en amerikansk dramatiker og Nobelprismodtager. Som søn af den feterede skuespiller James O'Neill syntes Eugene O'Neill nærmest forudbestemt til rollen som den store dynamo i moderne amerikansk teater. I kraft af sin såvel filosofiske som æstetiske vitalitet udviklede han dramaet som seriøst kunstnerisk medium på linje med fx den moderne roman og skabte klassikere i det internationale teaterrepertoire som The Iceman Cometh (1946) og Long Day's Journey Into Night (1956, trykt året før, på dansk i 1967).

Inden disse skuespil kunne skrives, havde O'Neill eksperimenteret med en lang række teaterformer, lige fra de naturalistiske enaktere (de fleste om søens folk), som blev opført af teatergruppen Provincetown Players 1916-1920, til 1920'ernes ekspressionistiske Broadway-skuespil: The Emperor Jones (1920), The Hairy Ape (1922) og maskespillet The Great God Brown (1926), hvor hovedpersonerne bærer masker, der både skjuler og understreger identiteten i et dialektisk spil tematiseret omkring Nietzsches modstilling af det dionysiske og det apollinske i mennesket. I trilogien Mourning Becomes Electra (1931), et familiedrama henlagt til Den Amerikanske Borgerkrig, skabes den æstetiske effekt/distance gennem det mytiske, nemlig anvendelsen af den græske tragedie Orestien som dramatisk og filosofisk forlæg.

Det er karakteristisk for O'Neills teaterkunst, at den såvel intellektuelt som teatralsk stiller krav til sit publikum. Hans dramatik, som indbragte ham Nobelprisen i 1936, kan således ses som en bestandig eksperimenteren med iscenesættelser af en livsanskuelsesdebat, hvis grundtemaer er Nietzsches radikale nihilisme og en bl.a. psykoanalytisk inspireret fatalisme, hvis tragik kun ophæves gennem de ekstatiske øjeblikke af kosmisk harmoni, som mennesket kan opleve i naturen eller kærligheden, og gennem døden som den store forløser. Ellers er mennesket henvist til sine livsløgne — pipedreams, som de betegnes i The Iceman Cometh — eller håbet om den (selv)tilgivelsens nådegave, som Mary, moderen i det delvis selvbiografiske familiedrama Long Day's Journey Into Night, beder om.

Med opførelsen af stykket Anna Christie i 1923 introduceredes O'Neill i Danmark af Betty Nansen, som også spillede Sorg klæder Elektra i 1933. Det Kgl. Teater opførte det selvbiografiske stykke Du skønne Ungdom i 1934, hvorefter O'Neill stort set gled ud, indtil nationalscenen i 1948 spillede hans store drama Ismanden kommer fulgt af Måne for de mislykkede i 1955 og Lang dags rejse mod nat i 1957, som havde haft urpremiere på Dramaten i Stockholm året før. I 1991 viste Det Kgl. Teater ny interesse for O'Neill med Sorg klæder Elektra.

I 1936 modtog han Nobelprisen i litteratur, og han blev tildelt Pulitzerprisen fire gange. Første gang i 1920 for skuespillet Beyond the Horizon, anden gang i 1922 for skuespillet i fire akter Anna Christie, tredje gang i 1928 for Strange Interlude og endelig fjerde gang i 1957, posthumt, for Long Day’s Journey into Night.