Dansk Folkeparti

Mogens Glistrup dannede Fremskridtspartiet i 1972 og stormede ved jordskredsvalget i 1973 i Folketinget med 28 mandater. Pia Kjærsgaard var opstillet for Fremskridtspartiet ved folketingsvalgene i 1979 og 1981, men blev først valgt ind ved valget i 1984. Glistrup og Kjærsgaard repræsenterede to forskellige strategier, nemlig Glistrups ideologisk rene "strammerlinje" og Kjærsgaards mere pragmatiske "slapperlinje".

Uenigheden kulminerede på et tumultarisk landsmøde i september 1995, hvor "slapperne" under ledelse af Kjærsgaard tabte kampen om magten i partiet. I lyset heraf meldte Pia Kjærsgaard sig den 6. oktober 1995 ud af Fremskridtspartiet og stiftede Dansk Folkeparti sammen med folketingsmedlemmerne Poul Nødgaard (1936-2013), Ole Donner (1939-2015) og Kristian Thulesen Dahl. Landsorganisationen holdt det stiftende møde den 27. april 1996. En del organisationsfolk og ca. en tredjedel af Fremskridtspartiets medlemmer skiftede også til Dansk Folkeparti.

Politisk fortsatte Dansk Folkeparti den indvandringsskeptiske linje, der havde vundet frem i Fremskridtspartiet i 1980’erne. På den ny-politiske dimension ligger Dansk Folkeparti til højre, idet partiet er fortalere for strengere straffe, mindre integration og immigration og traditionelt ikke har prioriteret miljøpolitiske tiltag.

Dansk Folkeparti har bevæget sig mod midten på den fordelingspolitiske dimension og dermed væk fra Glistrups neoliberale position på højrefløjen, hvilket er en tendens, der også ses hos andre indvandringsskeptiske partier i Europa, men fx ikke hos det norske Fremskridtsparti. Skiftet skyldes både, at Dansk Folkeparti i første omgang markerede sig på indvandrings- og immigrationspolitik og først udviklede velfærdspolitiske markeringer i løbet af partiets samarbejde med Venstre og Det Konservative Folkeparti, og at Dansk Folkeparti i regeringssamarbejdet lagde stemmer til regeringens velfærdsreformer. Det er specielt i forhold til de ældre og handicappede, at Dansk Folkeparti har markeret sig på velfærdsområdet.

Dansk Folkeparti har fra starten været karakteriseret ved en kraftig modstand mod EU. I lyset af brexit har det været usikkert, hvorvidt Dansk Folkeparti fortsat arbejder på dansk udmeldelse af EU.

Dansk Folkepartis første folketingsvalg var i 1998, og her lå støtten til partiet på niveau med støtten til Fremskridtspartiet i 1994. I 2001-2007 lå tilslutningen lidt højere på 12-14 procent. Ved de første valg var det specielt Socialdemokratiet, der afgav stemmer til Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti fik med Kristian Thulesen Dahl som formand sit bedste valgresultat nogensinde ved folketingsvalget i 2015, hvor det blev til 21,1 % af stemmerne og 37 mandater. Fremgangen skal bl.a. ses i lyset af Lars Løkke Rasmussens og dermed Venstres udfordringer, der gjorde Dansk Folkeparti til det største borgerlige parti og det næststørste parti i Folketinget efter Socialdemokratiet. Som Danmarks største borgerlige parti var der en forventning om, at partiet ville indgå i et regeringssamarbejde med Venstre. Men partiet valgte at stå uden for regeringen.

Dansk Folkeparti blev mere end halveret ved folketingsvalget i juni 2019. Hvor partiet i 2015 specielt hentede stemmer fra Venstre, tyder meningsmålinger på, at Dansk Folkeparti i 2019 afgav stemmer både til Venstre, Socialdemokratiet og de to nye højrefløjspartier Nye Borgerlige og Stram Kurs.

Ved folketingsvalget 2022 i november fik partiet sit dårligste valgresultat til dato med blot 2,6 % svarende til fem mandater. Ved dette valg afgav partiet især stemmer til det nye parti Danmarksdemokraterne. Måneden efter blev partiets formand Morten Messerschmidt frifundet i en syv år lang sag om svindel med EU-midler. I begyndelsen af 2023 steg mandattallet til syv, da to tidligere Nye Borgerlige-medlemmer tilsluttede sig Dansk Folkeparti; først Mikkel Bjørn Sørensen (f. 1995) den 24.1.2023 og siden Mette Thiesen (f. 1981) den 6.2.2023.

Dansk Folkeparti har siden 1999 været repræsenteret i Europa-Parlamentet med henholdsvis 1, 1, 2, 4 og 1 medlem. Den store tilslutning i 2014 skyldtes ikke blot Venstres udfordringer men også den meget populære Morten Messerschmidt, der fik hver femte stemme og det største personlige stemmetal nogensinde ved et dansk europaparlamentsvalg.

Tilbagegangen i 2019 kan have flere årsager, herunder den såkaldte MELD/FELD-sag, hvor EU-institutionen OLAF konkluderede, at der var tale om ulovlig anvendelse af EU’s midler. Sagen passede ikke godt ind i partiets antielitære politik og anti-EU-udmeldinger.

Peter Kofod (f. 1990), der har repræsenteret Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet siden 2019, sidder i gruppen ’Identitet og Demokrati’.

Dansk Folkeparti har været velintegreret i det danske politiske system fra start. Partierne til højre for midten fulgte ikke den “sortlistningsstrategi”, som Poul Nyrup Rasmussens udtalelse fra Folketingets talerstol i 1999 lagde op til: "Derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!"

Mens Socialdemokratiet vælgermæssigt var udfordret af Dansk Folkepartis etablering, var det anderledes for de borgerlige partier. Da Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fik flertal ved folketingsvalget i 2001, dannede Anders Fogh Rasmussen en Venstre-ledet regering sammen med Det Konservative Folkeparti med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti. Uden at glorificere forholdet var det til fordel for begge parter, hvor Dansk Folkeparti opnåede stramninger på immigrations- og integrationspolitikken og også markeringer på området lov og orden samt ældrepolitikken i bytte for støtte til regeringens økonomiske politik.

Dansk Folkepartis succes ved folketingsvalget 2015 blev ikke omsat til ministerposter. Det er uklart, i hvilket omfang det var Dansk Folkeparti der fravalgte ministeransvaret, eller om Lars Løkke Rasmussen opstillede krav, som partiet havde svært ved at leve op til, fx i forhold til EU. Kristian Thulesen Dahl angav selv, at Dansk Folkeparti ville få mere ud af at stå uden for regering, men så efter 2019-valget også, at vælgerne straffede partiet for det.

Organisatorisk skabte Pia Kjærsgaard og hendes støtter en partiorganisation med kontingentbetalende medlemmer, men med en høj grad af centralisering og partidisciplin for at være parlamentarisk troværdig. Der skulle være "ro på bagsædet".

Både folkevalgte folketings- og kommunalbestyrelsesmedlemmer samt menige partimedlemmer er blevet ekskluderet, hvis de har kritiseret partiet offentligt eller har afveget fra partiets politiske linje. Partidisciplinen understøttes af partiets hovedkvarter, der gerne tager ud i landet for at hjælpe lokale partiforeninger med at afklare uenigheder.

Dansk Folkeparti har ikke formået at opnå et medlemstal, der ligner Venstres og Socialdemokratiets, selvom partiet ved valget i 2015 vælgermæssigt lå på linje med dem. Dansk Folkepartis medlemstal voksede fra 6.500 i 2000 til 10.700 i 2012. Tiden i opposition 2012-2015 skabte fremgang, og højdepunktet var i 2015 med 17.000 medlemmer. Siden da har partiet mistet medlemmer.

Dansk Folkepartis tilhængere er som hovedregel mænd, ældre og personer med folkeskole eller erhvervsuddannelse som længste uddannelse. Dermed ligner Dansk Folkepartis støtter i høj grad andre højrefløjspartiers.

Pia Kjærsgaard var ikke blot partiformand, men selve inkarnationen af Dansk Folkeparti fra etableringen i 1995, til hun gik af i september 2012. Den naturlige arvtager var næstformand Kristian Thulesen Dahl. Efter Dansk Folkepartis dårlige resultat ved kommunalvalget i november 2021 valgte Thulesen Dahl at trække sig som formand. Efter et ekstraordinært årsmøde den 23. januar 2022 blev Morten Messerschmidt valgt til ny formand for partiet.

• Dansk Folkepartis hjemmeside
• Dansk Folkepartis Ungdoms hjemmeside