Christoffer Columbus

I 1470-1479 foretog Christoffer Columbus en række handelsekspeditioner for familien og som agent for andre købmænd, hvorunder han bl.a. erhvervede kendskab til farvande og havne fra det østlige Middelhav til Madeira, England, Irland og måske Island. Fra 1479 slog han sig ned i Lissabon, hvor hans bror, Bartolomé Columbus, allerede havde etableret sig som tegner og sælger af søkort. Han giftede sig med en kvinde af fornem slægt med gode forbindelser ved hoffet, Felipa Moniz y Perestrello, og fik således adgang til den handel på Afrika, som Portugal forbeholdt sine egne borgere.

Lissabon havde gennem 1400-tallet været centrum for en voksende sejlads i Atlanterhavet, langs den afrikanske vestkyst og til Azorerne, Madeira og Kap Verde. En betydelig viden om vind- og strømforhold i Atlanterhavet var blevet indsamlet, øerne var blevet koloniseret, handelsstationer anlagt langs den afrikanske kyst, og skibskonstruktion og navigationsteknik (astronomisk navigation) var blevet tilpasset de store krav, som højsøsejladsen stillede. Til denne omfattende erfaring fik Christoffer Columbus direkte adgang i sine år i Lissabon.

For den portugisiske krone var det et overordnet mål at finde den søvej, der formodedes at føre til Asien syd om Afrika. Det lader sig ikke afgøre med sikkerhed, hvornår Christoffer Columbus fik den tanke, at en lettere vej til Asien lod sig finde ved at sejle mod vest over det ocean, der formodedes at omskylle de tre kendte kontinenter, Europa, Asien og Afrika.

Muligvis i 1481 henvendte han sig til den lærde florentiner Paolo Toscanelli, der bestyrkede ham i idéen. I 1484 og igen i 1487-88 forelagde han sin plan for den portugisiske konge, der dog foretrak fortsat at søge søvejen til Asien syd om Afrika, især efter at Bartholomeu Diaz i 1488 var vendt hjem med nyheden om, at det nu endelig var lykkedes at runde Afrikas sydligste punkt.

Fra 1485 flyttede Christoffer Columbus sine forretninger til Spanien, og i 1487 forelagde han sin plan for det spanske regentpar, Isabella 1. den Katolske og Ferdinand 2. af Aragonien. De knyttede ham til sig som købmand, men støttede foreløbig ikke hans plan, idet deres sagkyndige med rette påpegede, at Christoffer Columbus' beregninger byggede på overdrevne forestillinger om den euroasiatiske landmasses udstrækning og en undervurdering af Jordens omkreds. Ingen benægtede, at Jorden var rund, men afstanden til Asien mod vest var så stor, at rejsen var praktisk uigennemførlig.

Ikke desto mindre besluttede dronningen og kongen i 1492 at gennemføre rejsen som et eksperiment og endda på de meget ekstravagante betingelser, som Christoffer Columbus havde stillet med hensyn til sin egen belønning, hvis rejsen lykkedes. Den 3. august 1492 kunne han forlade den sydspanske havn Palos de la Frontera med sin lille flåde på tre skibe, Niña, Pinta og Santa María.

Den 6. september forlod han De Kanariske Øer, hvor han havde taget frisk vand og proviant om bord, og 12. oktober ved daggry sigtede han land ved Bahamaøerne. I de følgende måneder besejlede han kysten af bl.a. Hispaniola og Cuba, hvor han trådte i kontakt med befolkningen. Han var overbevist om, at han havde nået Asien, men fandt til sin skuffelse ikke de rige byer, han havde ventet i storkhanens rige.

Trods Christoffer Columbus' genopdagelse af Amerika blev det den italienske opdagelsesrejsende Amerigo Vespucci, der efterfølgende kom til at lægge navn til kontinentet. Ikke desto mindre afspejles Columbus' store betydning for den europæiske kolonialisme i de mange geografiske lokaliteter, der er blevet opkaldt efter ham eller navngivet med inspiration i hans navn. Hans liv og rejser har tillige været forlæg for et væld af litterære udgivelser og filmatiseringer, og han har bl.a. også lagt navn til talemåden columbusæg, dvs. at finde en enkel løsning på en tilsyneladende umulig opgave.

• opdagelserejser
• kolonialisme
• Sydamerikas historie
• Nordamerikas historie