Influenten Christina Sander lagde ikke fingre imellem, da hun forleden langede ud efter forholdene for børnefamilier på Molslinjens færger.
En "ekstremt overstimulerende" færgefart, skrev hun blandt andet på sin Instagram-side og kritiserede manglen på plads til rejsende med børn, mens der var frie pladser i færgens Blueclass-lounge til fordelskunder.
Kritikken nåede vidt og bredt ud via hendes mere end 143.000 følgere på Instagram og efter omtale i medierne. Først og fremmest her hos TV2 Østjylland.
Nu er det anderledes toner, der lyder fra Christina Sander, der efter offentliggørelse af videoen selv er blevet kritiseret for ikke at lade den kritiserede part, Molslinjen, komme til orde i sammenhæng med hendes udtalelser.
- Som influent er jeg bevidst om det ansvar, der følger med en stor profil, og jeg tager det meget seriøst, skriver hun onsdag formiddag i et nyt opslag, hvor hun tilføjer, at hendes intention "aldrig var at hænge nogen ud".
Forslagene står jeg ved, og min tolkning var, at videoen var harmløs
Christina Sander, influent
Hun ville blot pege på fem konkrete forbedringsmuligheder for børnefamilier, der rejser over Kattegat med Molslinjen "på en humoristisk måde". Herunder bedre plads til pusletasker, parkering af biler med større afstand og et bedre legeområde.
- Forslagene står jeg ved, og min tolkning var, at videoen var harmløs. Men jeg kan godt se, at enhver omtale af et brand på sociale medier selvfølgelig har en effekt, og det skal jeg være opmærksom på, skriver hun videre.
TV2 Østjylland arbejder på en uddybende kommentar fra både Christina Sander og Molslinjen.
Underskrift på god, digital tone
Christina Sander er blandt en gruppe på mere end 100 danske influenter, der for nylig har skrevet under på en række nye, etiske retningslinjer for influenter.
Der er tale om 18 retningslinjer udarbejdet af Influentnævnet, som blandt andet handler om at lade andre komme til orde, hvis de omtales kritisk, men også om at holde en god, digital tone.
At lade nogen komme til orde, står der i retningslinjerne, kan blandt andet gøres gennem kommentarfeltet.
- Du er en god rollemodel, der er bevidst om dit ansvar som influent. Derudover er du ekstra opmærksom på dit indhold, hvis du har mange følgere under 18 år.
-
Du holder en god digital tone.
-
Hvis du omtaler andre kritisk i dit indhold, giver du dem mulighed for at tage til genmæle.
-
Du skal markere fotorealistisk video, foto eller realistisk lyd, der er genereret med AI. Såfremt du bringer AI-genereret tekst, du ikke selv har efterredigeret væsentligt, skal dette også markeres.
-
Hvis du retoucherer dine billeder, så det ændrer en krops facon, størrelse eller hud, skal du gøre dine følgere opmærksom på det. Har du mange følgere under 18 år, vil det gælde alt dit indhold, mens det ellers kun vil være dit kommercielle indhold, der er omfattet af bestemmelsen.
-
Du er ansvarlig for, at de tal og statistikker, du videregiver om dine medieplatforme, er opdaterede og retvisende.
-
Du indgår ikke kommercielle samarbejder om fødevarer med højt indhold af sukker, fedt og salt, hvis du har mange følgere under 18 år.
-
Du indhenter tilladelse fra alle, der medvirker i dit indhold, og gør tydeligt opmærksom på, hvis det er kommercielt indhold.
-
Hvis du deler indhold med børn på dine digitale medier, skal du altid overveje grundigt, om det er i barnets interesse. Hvis du har mange følgere under 18 år, må du ikke vise børn under 15 år i noget af dit indhold, medmindre de indgår i en naturlig sammenhæng for at vise et produkt.
-
Hvis børn under 18 år medvirker i kommercielt indhold, skal ”Standardkontrakt for børns deltagelse i influenters kommercielle indhold” benyttes, og arbejdsmiljøreglerne skal overholdes. Dette gælder, uanset om der er tale om influenten selv eller medvirkende i indholdet.
-
Du er bekendt med markedsføringsloven og dens til enhver tid gældende regler, og du overholder disse i dit arbejde.
-
Du er ansvarlig for at formidle eller videreformidle korrekt information i dit indhold, på de medier, du anvender.
-
Alle dine udtalelser om klima- miljø- og bæredygtighed skal kunne dokumenteres.
-
Hvis du udgiver indhold om kosttilskud, skønhedsprodukter og fødevarer, bringer du ikke udokumenterbare påstande om produktets egenskaber og dine egne resultater.
-
Hvis du har mange følgere under 18 år, må du ikke vise indhold, der er uegnede for børn og unge under 18 år.
-
Du må ikke vise indhold om gambling, lootboxes, skinbetting, hurtige investeringsprodukter m.v., hvis du har mange følgere under 18 år.
-
Du indhenter tilladelse, inden du anvender andres materiale, og du krediterer ophavspersonen.
-
Du tager ansvar for dine brugeres data og håndterer dem i overensstemmelse med lovgivningen på området.
Kilde: Influentnævnet.