Hund forgiftet af frikadeller med nikotinposer

Frikadeller fyldt med nikotinposer var blevet lagt langs en hæk. En hund blev forgiftet efter at have spist en af frikadellerne.

Udarbejdet af TV2 ØST

Frikadeller hører hjemme på middagsbordet, men alligevel fandt en 71-årig kvinde fra Svebølle tidligt tirsdag aften en håndfuld frikadeller placeret langs hendes hæk.

Kvinden syntes, det var mærkeligt, at der lå frikadeller langs hækken og besluttede sig derfor for at se nærmere på kødfarsen.

Det er en meget effektiv metode, hvis man har set sig sur på en hund og vil slå den ihjel

Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse

Det viste sig ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, at alle frikadellerne var fyldt med snusposer, der indeholder nikotin.

- Nikotin er noget, der kan slå en hund ihjel – selv i små mængder, advarer Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Hund kastede op

Da politiet kom ud for at se frikadellerne, gjorde en nabo desuden betjentene opmærksomme på, at en hund fra samme vej tidligere på dagen havde spist en eller flere af frikadellerne.

Kort tid efter var hunden begyndt at ryste og kaste op.

Ejeren kørte derfor hunden til behandling hos en dyrlæge, der kunne konstatere, at hundens opkast indeholdt mindst en snuspose.

Jens Jokumsen fra Dyrenes Beskyttelse mener, at hundens ejer gjorde det helt rigtige.

- Nikotinforgiftning i en hund kan give sig udslag i symptomer som hyperaktivitet, rystelser og opkast. Hvis ens hund udviser symptomer på forgiftning, skal man få den til dyrlæge med det samme, forklarer Jens Jokumsen.

Vagtcentralen hos Dyrenes Beskyttelses får med jævne mellemrum meldinger om nikotinforgiftede hunde.

- Typisk er det snusposer, der er blevet henkastet på vejen, og som en nysgerrig hundehvalp kommer til at spise, der er årsag til forgiftningen, siger Jens Jokumsen og fortsætter:

- Men i sjældne tilfælde har personer med ondsindede hensigter placeret snusposer skjult i mad. Det er en meget effektiv metode, hvis man har set sig sur på en hund og vil slå den ihjel.

Jens Jokumsen opfordrer hundeejere til at være opmærksomme på, hvad deres hunde får snuden i, når hunden går tur.

Sagen fra Svebølle er blevet overdraget til videre efterforskning hos politiets dyrevelfærdsafdeling.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.