vancomycin

Vancomycin blev fundet i begyndelsen af 1950'erne ved screening af jordbakterier som et produkt af bakterien Amycolatopsis orientalis. Det er, sammenlignet med andre antibiotika, et relativt stort molekyle på 1449 g/mol. Det virker ved at hæmme bakteriers cellevægssyntese på en anden måde end betalaktam-antibiotika. Vancomycin binder til et peptid, der bruges til dannelse af peptidoglykan, som er en vigtig bestanddel af cellevæggen. Hæmning af cellevægssyntesen leder til død af bakterien, og derfor er vancomycin er baktericidt.

Vancomycin virker ikke på gramnegative bakterier, da det ikke kan trænge gennem disse bakteriers cellevæg. Til gengæld virker det på en lang række grampositive bakterier som stafylokokker, streptokokker, Bacillus-, Clostridium-, Listeria- og Corynebacterium-arter. Da vancomycins virkningsmekanisme er forskellig fra betalaktam-antibiotikas, virker det også på grampositive bakterier, som er resistente over for betalaktam-antibiotika som fx MRSA (meticillin-resistente Staphylococcus aureus).

I modsætning til andre antibiotikagrupper tog det omkring 30 år, før resistens mod vancomycin blev et klinisk problem. De vigtigste resistensmekanismer er fremkomsten af peptider, som ikke binder vancomycin og derfor fortsætter med dannelsen af peptidoglykan til cellevæggen. De hyppigste gener, der koder for disse ændrede peptider, kaldes van-gener (fx vanA og vanB). De sidder ofte på såkaldte transposoner, som er små gen-stykker, der kan springe mellem plasmider og kromosomet, og derfor nemt spredes mellem bakterier. Mens vancomycin-resistens heldigvis er sjældent hos stafylokokker, har der i de sidste år været en stigende hyppighed af vancomycin-resistente enterokokker, specielt Enterococcus faecium (VRE). De har specielt spredt sig på hospitaler, også på danske hospitaler.

Vancomycin kan ikke optages i mave-tarm kanalen, og må derfor indgives som injektion intravenøst. Det har en langsom udskillelse gennem nyrerne og gives derfor kun én gang om dagen. Selv om det er et stort molekyle, kan det passere over blod-hjerne-barrieren, dog kun når den er påvirket af infektion som ved hjernehindebetændelse.

Dets manglende optagelse i tarmen, når indgivet peroralt (som væske eller tabletter), bruges imidlertid til behandling af diarré forårsaget af Clostridium difficile. Denne bakterie producerer et eller flere toksiner, der er skadelige for tarmens slimhinde. Da bakterien under infektionen opholder sig alene i tarmen, kan den rammes af antibiotika som vancomycin, som på grund af den manglende passage over tarmslimhinden forbliver i tarmkanalen i høje koncentrationer.

Vancomycin anvendes som intravenøs injektion til behandling af alvorlige infektioner forårsaget af grampositive bakterier, der er resistente over for betalaktam-antibiotika og til patienter, der er allergiske over for betalaktam-antibiotika. Desuden bruges det peroralt, enten som væske eller tabletter, til patienter med diarré forårsaget af Clostridium difficile.

Vancomycin kan ved hurtig indføring medføre en frigørelse af histamin fra såkaldte mastceller, hvilket udløser rødme og varme af huden i ansigtet og på kroppen (red man syndrome). Dette forhindres ved at indgive stoffet langsomt, dvs. over en time, eller ved behandling med antihistaminer.

Vancomycin kan ved dårlig nyrefunktion ophobes i kroppen og være toksisk for ørerne og nyrerne. Derfor overvåges patienten under behandling med blodprøvetagning til måling af vancomycin-koncentrationen.

• antibiotika
• antibiotikaresistens
• vancomycinresistens