Tibetansk buddhisme er en retning inden for mahayana- og vajrayanabuddhismen, der blev udviklet i Tibet fra 700-tallet på baggrund af især indisk buddhisme. Den religiøse lærer, lamaen, har en fremtrædende position, hvorfor den tidligere fejlagtigt betegnedes lamaisme.

Religionens geografiske udbredelse

I midten af 800-tallet forsvandt buddhismen stort set fra Centraltibet, men levede videre i både Øst- og Vesttibet. Fra 1000-tallet bragte en række indiske missionærer og tibetanske oversættere atter buddhistiske belæringer til landet; det betegnes ofte som buddhismens anden spredning. Hermed grundlagdes ordenerne kadam (fra 1400-tallet gelug), sakya og kagyu.

Tilhængerne af læren fra den første spredning kaldes for nyingmapa (se nyingma), men de blev først en egentlig orden med klostercentre i 1600-tallet. Ordenerne, der havde klostre spredt ud over hele det tibetanske område, blev en stabiliserende faktor, og de blev tidligt politisk betydningsfulde.

Lamaerne

De religiøse lærere, lamaerne, havde stor betydning som ledere af både ordenerne og de enkelte klostre, hvorom en stor del af det religiøse liv drejer sig. Ifølge tantrisk buddhisme kræves belæringer, indvielse og velsignelse af en lama, for at den religiøse praksis skal være succesfuld. Lamaen fik dermed en rolle som formidler af det guddommelige, der minder om shamanens. Det var også lamaernes linje, rækken af mestre, der mundtligt har videregivet belæringerne til deres disciple, der blev grundstammen i ordenerne, tibetansk buddhismes vigtigste organisationsform.

Karakteristisk for tibetansk buddhisme er, at der lægges vægt påmahayana og vajrayana eller en kombination af disse. I de store klostercentre er der blevet produceret en omfangsrig filosofisk litteratur.

Spirituel kontinuitet

Fra 1200-tallet begyndte man at udpege kloster- og ordensledere ved at finde drenge, der blev betegnet som tulkuer, reinkarnationer af afdøde lamaer. Systemet, der fortsat er et markant træk ved tibetansk buddhisme, blev en succes, idet man derved kunne sikre spirituel kontinuitet samt en arvefølge, selvom munkene lever i cølibat.

Undertrykkelse af tibetansk buddhisme

Religionen spiller en stor rolle i det tibetanske samfundsliv, men er siden Tibets indlemmelse i Den Kinesiske Folkerepublik i 1951 blevet systematisk undertrykt. Dette er især gået ud over klostrene, hvis position som vigtige politiske og kulturelle institutioner, er underlagt streng statslig kontrol. Endvidere resulterede det i, at Tibets åndelige og politiske leder, den 14. Dalai Lama, flygtede til Indien i eksil i 1959.

Tibets fem største traditioner indenfor tibetansk buddhisme (gelug, sakya, kagyu, nyingma og jonang) har ligeledes oprettet klostre i eksil.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig