thalassæmi

Thalassæmi er verdens hyppigste arvelige sygdom. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) skønner, at op mod 5 % af verdens befolkning bærer mindst et gen for thalassæmi.

Thalassæmi skyldes en arvelig fejl (mutation) i mindst et af generne for globin, som er proteinet i hæmoglobinmolekylet. Resultatet er en ophørt eller nedsat dannelse af den pågældende globinkæde og dermed en reduceret dannelse af det færdige hæmoglobin.

Hos voksne består hæmoglobin af fire globinkæder: 2 α-globinkæder og 2 β-globinkæder. Typen af thalassæmi afhænger af, hvilken globinkæde, der er påvirket, og kaldes så α-thalassæmi eller β-thalassæmi bestemt af dette. Alvorligheden af thalassæmi afhænger af, om begge globinkæder er påvirket, eller om kun en globinkæde er påvirket.

Thalassæmi inddeles typisk i 2 hovedformer:

• Thalassæmi major, hvis begge gener er afficeret – her betegnes personen som homozygot for det pågældende gen.
• Thalassæmi minor, hvis kun et gen er afficeret – her er personen heterozygot for det pågældende gen.

Der findes også mellemformen thalassæmia intermedia, hvor genfejlen ikke er så dominerende. Betegnelserne refererer hyppigst til β-thalassæmi. Symptomerne er knyttet til de to hovedsymptomer ved sygdommen, som er anæmi og et øget jerndepot i kroppen.

Hvis produktionen af β-globinkæderne er påvirket, kaldes tilstanden β-thalassæmi. Ved β-thalassæmi er der i de røde blodcellers forstadier i knoglemarven et overskud af α-globinkæder. Disse overskydende α-globinkæder er ustabile og fører til, at både forstadier og færdige røde blodlegemer nedbrydes for hurtigt og har nedsat levetid.

β-thalassæmi er den mest almindelige thalassæmiform omkring Middelhavet, i Mellemøsten, i Pakistan og Indien.

Hvis det er produktionen af α-globin kæder, der er påvirket, kaldes tilstanden α-thalassæmi. Ved α-thalassæmi er der i de røde blodcellers forstadier i knoglemarven et overskud af uparrede β-globinkæder, som er ustabile og medfører, at både forstadier og færdige røde blodlegemer nedbrydes for hurtigt og har nedsat levetid. Dette hedder hæmolyse. Der er højere forekomst af α-thalassæmier i Asien og Afrika.

α-globingenerne er lidt mere kompliceret end β-globingenet, hvor der er to gener, et fra hver af forældrene. I modsætning hertil er der nemlig fire α-globingener, som danner grundlaget for dannelsen af α-globin: To fra hver af forældrene. Der er forskellige genfejl ved α-thalassæmi, som kan føre til at et, to, tre eller alle fire α-globin gener er påvirkede. Den kliniske betydning af α-thalassæmi, dvs. hvor syg en person er, hænger nøje sammen med hvor mange gener, der er afficeret: Hvis kun én eller to af de fire gener er påvirkede er personen i det væsentlige rask. Er tre af fire gener er påvirket har personen en mild såkaldt hæmolytisk anæmi. Hvis der er genfejl i alle fire α-globingener, er det ikke er forenelig med liv, og børnene dør efter få måneder i livmoderen (hæmoglobin Barts' hydrops).

Denne alvorlige α-thalassæmi ses helt overvejende i Asien.

Diagnosen β-thalassæmi stilles ved en blodprøve, som undersøges ved hjælp af en proteinelektroforese eller en kromatografi. α-Thalassæmi kræver derimod DNA-undersøgelse. Påvisning af genetiske fejl (mutationer) anvendes i tiltagende grad med moderne DNA-teknologi og altid ved fosterdiagnostik for at afgøre, om et foster er rask eller sygt.

I dag helbredes en del personer med β-thalassæmia major ved allogen stamcelletransplantation, hvis der foreligger en god vævstypeforligelig donor. Hvis dette ikke er muligt, er behandlingen baseret på en kombination af regelmæssige blodtransfusioner og jernfjernende lægemidler, som øger udskillelsen af jern i afføring og/eller urin.

Tidligere døde disse personer oftest i børne- eller ungdomsalderen. Prognosen er dog dramatisk forbedret i de seneste år. Der er nu data, der viser succesfuld behandling af β-thalassæmi major med genterapi, hvor det "syge gen" erstattes af et indsat fungerende gen. Også i Danmark er denne behandling på vej.

I modsætning til β-thalassæmi major har de fleste med minorformen et normalt eller nær normalt liv. Dog beskriver enkelte at have kronisk træthed. Prognosen er god. Det samme gælder langt størstedelen af personer med α-thalassæmi.

Den genetiske risiko foreligger, når 2 bærere af β-thalassæmi vælger at få børn sammen. Her er risikoen 25 % for, at barnet har β-thalassæmi major, dvs. bliver transfusionskrævende. Halvdelen af børnene vil statistisk være bærere som forældrene. Derfor ligger fokus på påvisning af bærertilstand i samfundet. β-Thalassæmi minor overvejes derfor altid hos et individ af relevant etnisk oprindelse, som har en let mikrocytær hypokrom anæmi. En blodprøve kan be- eller afkræfte dette.

WHO anbefaler screening af gravide, der har oprindelse i et land, hvor thalassæmi er hyppig. Disse screeningsprogrammer er specielt etableret i de sydeuropæiske lande og har været succesfulde både på Cypern, i Grækenland og i Italien. Succeskriteriet er et fald i fødsler af børn med den alvorlige β-thalassæmi major.

• anæmi
• hæmoglobin
• medicinsk genetik
• jerndepot
• jern – ernæring
• jernbalance

• Talassæmi, Patienthåndbogen
• Anbefalinger for svangreomsorgen, Sundhedsstyrelsen