sulfonamider

Sulfonamider virker ved at hæmme bakteriernes celledeling igennem en hæmning af bakteriernes produktion af folsyre. Folsyre er et vitamin i gruppen B-vitaminer, der er vigtigt i forbindelse med celledeling. En række mikroorganismer, fx bakterier, kan ikke optage folsyre fra omgivelserne, men skal lave sin egen folsyre.

Menneskets celler har evne til at optage folsyre fra kosten, og sulfonamiderne vil derfor ikke påvirke celledelingen i kroppen på samme måde. Dette er et klassisk eksempel på, hvordan enkelte lægemidler kan hindre vækst af mikroorganismer uden at skade værtsorganismens celler. Bakteriernes folsyresyntese hæmmes ved, at sulfonamiderne blokerer enzymet dihydropteroat syntetase. Dette enzym omdanner para-aminobenzosyre til folsyre, der er nødvendig for produktion af bakteriecellens arvemateriale (DNA).

Sulfonamiderne bruges i dag først og fremmest ved urinvejsinfektioner. Sulfametoksazol bruges udbredt i verden i kombination med trimetoprim, ofte kaldet trim-sulfa. Udbredt resistens på verdensplan over for begge typer antibiotika har dog reduceret anvendelsen af denne kombination.

Almindelige bivirkninger er allergiske reaktioner, fx udslæt, feber og kløe samt gener i mave- og tarmkanalen, fx diarré og kvalme. De allergiske hudreaktioner kan give anledning til alvorlige tilstande, der kræver hospitalsbehandling, fx det såkaldte Stevens-Johnson syndrom.

Sulfonamider kan øge risikoen for ophobning af bilirubin og give kerneikterus hos barnet, hvis det gives til gravide i sidste trimester af graviditeten. Risikoen anses dog som værende lille. Det er ikke påvist, at sulfonamider fører til fostermisdannelser.

En lille til moderat andel af lægemidlet går over i modermælken, hvorfor sulfonamider ikke gives til personer, der ammer et for tidligt født barn (præmaturt), et sygt barn eller et barn med gulsot.

Sulfonamider er organiske forbindelser, der kendetegnes ved, at de har en sulfonamid-gruppe, der indeholder svovl. Sulfonamider har en opbygning, der ligner para-aminobenzosyre. Sulfonamider indeholder sulfonamidogruppen –SO₂NH₂, hvor de to hydrogenatomer kan være byttet ud med forskellige andre kemiske grupper.

Sulfonamider er afledninger (derivater) af sulfanilamid, der har kemisk formel H₂NC₆H₄SO₂NH₂. Sulfonamiderne, der bruges som lægemidler, kaldes sulfapræparater. Flere tusinder sulfonamider er blevet lavet og markedsført, men kun omkring 50 har fået betydning i behandling af sygdomme, og cirka 20 er fortsat i brug. Sulfonamiders anvendelse blev noget indskrænket på grund af frygten for de alvorlige allergiske hudreaktioner. Danmark er det eneste europæiske land, der stadig markedsfører et sulfonamid, sulfametizol, der bruges til behandling af blærebetændelse.

Sulfonamiderne blev først brugt i Tyskland i 1930'erne, og de regnes for at være de første moderne antimikrobielle midler. Da sulfonamider blev introduceret, viste de sig at være effektive mod en række infektionssygdomme, som indtil da havde haft høj dødelighed.

En af de første sulfonamider, der blev brugt som kemoterapeutika eller antibiotika, var prontosil, der blev opdaget i 1932 af den tyske læge Gerhard Domagk. Det blev senere klart, at virkningen skyldtes, at prontosil i organismen blev omdannet til sulfonamidet sulfanilamid, der var den aktive forbindelse. I 1937 blev det første sulfonamidpræparatet med god effekt mod lungebetændelse indført i Storbritannien. Det var sulfapyridin, som senere blev afløst af stoffer som sulfatiazol, sulfadiazin, sulfamerazin og sulfametizol.

Grundet resistensudvikling og bivirkninger blev meget af brugen erstattet af nyere antibiotika, fx penicillin. Virkningsmekanismen for sulfonamider blev klarlagt længe efter, at de var introduceret som lægemidler.

• antibiotika
• antibiotikaresistens
• bakterier