Opkrævning af skatter og afgifter har ud over at skaffe et provenu til det offentlige flere formål. Sammen med den offentlige udgiftspolitik er skattepolitikken afgørende for, hvordan det offentlige omfordeler indkomst og forbrugsmuligheder mellem forskellige grupper i befolkningen. Følges nytteprincippet, opnås ingen omfordeling, hvilket derimod er tilfældet under offerprincippet.
Progressive indkomstskatter (se progressiv skat) og høje afgifter på luksusvarer er eksempler på elementer i skattepolitikken, der kan bidrage til udligning af indkomster og forbrugsmuligheder. Imidlertid er fordelingsvirkningerne af en skat ofte anderledes end den umiddelbare fordeling af selve skattebetalingen, idet skatter påvirker priserne på varer og produktionsfaktorer.
Derved er det fx muligt, at nogle får en realindkomstnedgang som følge af prisændringerne, selvom de ikke er pålagt en del af den direkte skattebetaling (se incidens). I visse tilfælde er det derudover et vigtigt mål at påvirke adfærden hos forbrugere eller virksomheder i en bestemt retning. Fx har såkaldt grønne afgifter til formål at opnå en mere miljøvenlig adfærd.
Ved udformning af skattepolitikken må der tillige tages hensyn til en række begrænsninger. En selvfølgelig, men vigtig begrænsning er, at skattegrundlaget for hver af de forskellige skatteformer for den enkelte skatteyder skal kunne opgøres eller kontrolleres af myndighederne med en rimelig grad af sikkerhed.
I praksis kan som regel kun markedsmæssige transaktioner (og endda ikke alle) observeres af myndighederne. Derfor er den indkomst, der erhverves gennem sådanne transaktioner, et brugbart, men ikke et ideelt skattegrundlag. Frynsegoder, sort arbejde (se sort økonomi), værdien af eget arbejde, fortjeneste ved salg af private værdigenstande o.l. er indkomstformer, som det er vanskeligt eller ligefrem umuligt at opgøre og kontrollere.
En anden begrænsning er ønsket om, at ens tilfælde skal behandles ens (horisontal lighed), fordi det opleves som uretfærdigt, hvis to skatteydere med i øvrigt ens forhold ikke pålignes samme skat. Der er ikke nogen objektiv definition af, hvad der i øvrigt betragtes som værende ens forhold. Det fastlægges ud fra moralske og politiske overvejelser som en del af retfærdighedsbegrebet.
En tredje begrænsning for udformningen af skattepolitikken er, at skatter giver skatteyderne en tilskyndelse til at begrænse omfanget af de aktiviteter, der indgår i det valgte skattegrundlag. Derfor vil skattegrundlaget være lavere, jo højere skatten er. Jo mere følsomt skattegrundlaget er, jo stærkere begrænses det samlede provenu, der kan opnås gennem den pågældende skat.
En væsentlig opgave for økonomiske analyser af skattepolitikken er derfor at søge at fastlægge, hvor følsomt skattegrundlaget reagerer på ændringer i skattesatserne. Skatter på jord og fast ejendom samt personlig indkomst er eksempler på skatter med en relativt begrænset følsomhed. I et åbent samfund kan skatterne dog altid undviges ved emigration.
En sidste begrænsning, der indgår i økonomiske analyser af skattepolitik, er, at nedgangen i borgernes levestandard som følge af en given skattebetaling er større end skatteprovenuet. Denne forskel er udtryk for et velfærdstab, ofte omtalt som forvridningsomkostningerne eller dødvægtstabet, som ingen har glæde af. Det opstår, fordi skatter uundgåeligt giver borgerne en tilskyndelse til at ændre adfærd i en utilsigtet og uønskelig retning; fx giver vareskatter, der er højere end i nabolandene, en tilskyndelse til grænsehandel.
På den måde undgår borgerne noget af den indenlandske varebeskatning, men til gengæld får de andre omkostninger i form af tid og transportudgifter. Herved påføres samfundet et resursespild i form af unødvendige transportomkostninger. Tilsvarende indebærer indkomstskatten en tilskyndelse til gør det selv-arbejde i stedet for at lade professionelt uddannede udføre fx reparations- og vedligeholdelsesarbejde.
Dermed udnyttes fordelene ved en arbejdsdeling, hvor den enkelte beskæftiges med det, vedkommende er bedst til, ikke fuldt ud. Uden skattens forvridende effekt på arbejdsdelingen kunne samfundets produktionsresultat ved den samme samlede arbejdsindsats derfor have været større.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.