seksualitet

Mennesket er i sit udgangspunkt kønsneutralt, og det eneste, der ved befrugtningen adskiller de to køn, er fordelingen af kønskromosomer, således at det hunlige foster besidder to X-kromosomer, mens det hanlige er karakteriseret ved sin XY-konfiguration (kromosomalt køn). Kønskromosomerne udgør krumtappen i det tidlige fosters kønsspecifikke udvikling, idet tilstedeværelsen af et Y-kromosom medfører, at det ukønnede kønskirtelanlæg (urgonaden) fra 6.-7. fosteruge tager form som et primitivt testikelvæv, der er i stand til at afgive det mandlige kønshormon testosteron (gonadalt køn).

Snart efter er testikelvævet fuldt ud funktionsdygtigt og afsondrer nu mandligt kønshormon i et omfang, der periodisk er på højde med niveauet hos en voksen mand. Under fortsat indflydelse af testosteron og den hormonlignende substans Müllerian Inhibiting Substance (MIS) dannes der i løbet af 3. fostermåned indre og ydre mandlige kønsorganer, samtidig med at udviklingen af kvindelige organer hæmmes (genitalt køn).

Fravær af Y-kromosomet betyder, at kønskirtelanlægget forbliver udifferentieret frem til ca. 12. fosteruge, hvorefter der — muligvis under indflydelse af østrogen fra moderkagen og den gravide kvinde — anlægges primitive æggestokke. Herpå forløber den videre udvikling af ydre og indre kvindelige kønsorganer. Det er med andre ord et kendetegn ved kønsdifferentieringen, at hunlig udvikling finder sted spontant, mens hanlig kræver en særlig hormonel mellemkomst, et fænomen, der ses hos talrige dyrearter og undertiden benævnes "Eva-princippet".

Parallelt med kønsorganernes udvikling øver tilstedeværelsen eller fraværet af testosteron også indflydelse på den voksende hjernes struktur og biokemiske funktion. Eksperimentel forskning har således udpeget en række "dimorfe" hjerneområder, hvis størrelse, celletæthed og funktion synes at være afhængig af kønshormonmiljøet i det tidlige fosterliv (cerebralt køn). En sådan neuroanatomisk kønsforskel er hos mennesker påvist ved obduktion, men desuden demonstreret ved hjælp af moderne billeddiagnostiske metoder som MR-scanning. De cerebrale kønsforskelle antages at kunne forklare visse karakteristiske forskelle i kønnenes fysiologi, adfærd og kognition.

Udviklingen af biologisk køn kan således anskues som en kompleks proces, som forløber i et integreret og nøje afstemt samspil mellem genetiske og hormonelle faktorer. Analogt med denne kønslige differentiering kan man forestille sig en specifik seksuel differentiering, der i bredeste forstand tænkes at udgøre det neurobiologiske grundlag for et individs seksuelle adfærd, præferencer og identitet.

Der er således dyreeksperimentelt belæg for, at tilstedeværelsen eller fraværet af testosteron i såkaldt kritiske udviklingsperioder (hos mennesket mellem 4. og 5. fostermåned) er afgørende for udviklingen af specifikke hjerneområder af betydning for det seksuelle respons. I særdeleshed den dybtliggende hjernestruktur hypothalamus har påkaldt sig forskningsmæssig interesse, men også andre dele af hjernen antages at spille en rolle.

Der er ingen tvivl om, at kønshormonerne (en biokemisk familie bygget op omkring fedtstoffet kolesterol) indtager en central plads i menneskets seksuelle udvikling og adfærd. Meget tyder på, at hormonernes virkningsmåde på hjernen er af dobbelt karakter, idet de i fosterlivet virker overvejende organiserende, mens de fra og med puberteten besidder en udelukkende aktiverende effekt.

Hormoneffekten hos fosteret medfører blivende strukturelle og funktionelle forandringer af hjernens væv, mens hormonpåvirkning senere i livet er forbigående og udelukkende har til formål at stimulere eller hæmme sexrelaterede hjernecentre, hvis grundlæggende funktion allerede er lagt fast under de kritiske udviklingsfaser. Karakteristisk nok ses der hos voksne store individuelle forskelle med hensyn til virkningen af cirkulerende kønshormon — formentlig et udtryk for, at de involverede hjerneområder allerede under fosterudviklingen er "indstillet" til en bestemt følsomhed for det pågældende hormon.

At den seksuelle differentiering foregår under en relativt kortvarig fosterperiode åbner mulighed for ganske betydelige individuelle variationer, ligesom en række udefrakommende forhold menes at kunne indvirke på tilgængeligheden af fosterhormoner og dermed graden og arten af kønslig og seksuel differentiering.

Der er en veldokumenteret sammenhæng mellem miljømæssige forhold og visse kønsmisdannelser – mere kontroversielt forholder det sig med forstyrrelser i den seksuelle adfærd, skønt det har været fremført, at bl.a. stress hos den gravide kvinde kan påvirke fosterets senere seksuelle orientering. Da hunlig udvikling som nævnt foregår spontant, mens hanlig kræver hormonel modifikation, må man forvente højere forekomst af kønslige og seksuelle forstyrrelser hos mænd – en tese, som til dels bekræftes af klinisk sexologisk erfaring.

I takt med udbygningen af den biologiske seksualvidenskab har der siden det sene 1800-tallet været sat fokus på det biologiske grundlag for ukonventionel eller afvigende seksualadfærd. Fra forskellig side foreligger der rapporter om strukturelle hjerneforskelle mellem eksempelvis homo- og heteroseksuelle mænd – fund, som nok har grundvidenskabelig interesse, men samtidig er behæftet med massive metodologiske og etiske problemer.

Også en række genetiske, hormonelle og neuropsykologiske studier har sat fokus på mulige biologiske forskelle mellem heteroseksuelle og en bred vifte af seksuelle varianter. Især den tyske seksualfysiolog Günter Dörner (f. 13.7.1929) har siden 1960'erne forfægtet et klinisk standpunkt og bl.a. slået til lyd for rutinemæssig prænatal screening for homoseksualitet. Forslag som dette møder voldsom kritik fra både fag- og lægfolk, som med udgangspunkt i grelle historiske erfaringer advarer mod naiv "biologisme" og ideologisk misbrug af seksualbiologiske teser.

Det voksende indblik i basale seksualfysiologiske processer har på mange planer banet vejen for en mere detaljerig og nuanceret beskrivelse af seksuelle mekanismer, såvel på genitalt som på cerebralt plan. Talrige hormoner og neurotransmittere (hjernens signalstoffer) synes således involveret i oplevelsen af lyst, pirring, rejsning/skedefugtning og orgasme, en viden, som ikke blot har øget vor grundlæggende biologiske forståelse, men også kastet lys på gængse lægemidlers mulige seksuelle bivirkninger og derudover åbnet mulighed for en mere rationel og målrettet behandling af en række konkrete seksuelle problemstillinger. Lanceringen af lægemidlet Viagra (R) (Sildenafil) på verdensmarkedet i 1998 ses af mange som indledningen på en ny farmakologisk æra i sexologien.

Seksualiteten undergår en livslang udvikling, der begynder umiddelbart efter fødslen og fortsætter livet igennem, til vi dør. Det seksuelle samspil med andre er med til at forme personligheden, og intimiteten mellem spædbarn og mor danner en første basis for den voksnes seksuelle og følelsesmæssige liv. Barnet fødes ind i en verden af relationer, og i et tæt samspil med andre udvikles dets seksuelle identitet. Allerede kort tid efter fødslen vil barnet aktivt rette sin opmærksomhed mod omgivelserne, og ved moderens bryst oplever det en basal behovstilfredsstillelse, ligesom det gør sine første sanselige erfaringer.

Sigmund Freud beskrev barnets seksualitet som "polymorf pervers" i og med, at et barn principielt har mulighed for at udvikle sin seksualitet i alle retninger. Psykoanalytisk betragtet er det perverse således udgangspunktet for en normal psykoseksuel udvikling. Freud opdelte barnets tidlige psykoseksuelle udvikling i en række faser, benævnt efter det mest følsomme og dermed lystfyldte område på dets krop. Til at begynde med er seksualdriften — af Freud kaldt libido — knyttet til en række vitale funktioner: I den orale fase, hvor lysten primært knytter sig til stimulation af mundslimhinden, er spædbarnets sanselige tilfredsstillelse forbundet med næringsoptagelse, i den anale fase er lysten knyttet til afføring og i den falliske fase til kønsorganer og urinafgang.

Under normale omstændigheder underordnes de infantile, partielle drifter "genitalitetens primat", hvilket betyder, at de med tiden indgår som en del af det egentlige samleje (fx i form af kyssets orale stimulation). Freuds teori om barnets seksualitet var uhyre kontroversiel, da den blev fremsat i begyndelsen af 1900-tallet, og det diskuteres fortsat, hvorvidt barnet har en selvstændig seksualitet eller ej. Denne diskussion afspejler måske især mange voksnes modvilje mod at forbinde det "uskyldige barn" med seksualitetens stærke og kaotiske univers.

Mens Sigmund Freud beskrev barnets seksualitet som forløbende i en række selvstændige stadier, pointerer de amerikanske sociologer John H. Gagnon (f. 1931) og William Simon (1930-2000) med deres teori om seksuelle scripts, at seksuel udvikling snarere må ses som kontinuerlig og fortløbende. Seksuelle scripts kan defineres som den enkeltes skema for, hvad der opfattes som rigtigt og forkert på det seksuelle område: Hvad man gør, hvor man gør det og med hvem? Bevidst og ubevidst lærer barnet, hvad der inden for den givne kultur, religion og socialklasse passer sig for dets køn. Gennem det seksuelle script konstrueres seksualiteten — kulturelle normer og idealer indarbejdes gennem socialiseringen i den enkelte.

I 1800- og 1900-tallet har seksualiteten været knyttet til forplantning og romantisk kærlighed, mens enhver løsrivelse herfra har været koblet til skyld og skam. Med liberaliseringen af de seksuelle normer og forestillingen om den "plastiske seksualitet" (seksualitet som bevægelig, formbar og med forskellige udtryksformer) er det snarere blevet præstation og fleksibilitet, der overlejrer den problemfyldte seksualitet.

Meget tyder på, at mennesket fødes med et udviklet seksualfysiologisk repertoire, idet man hos nyfødte drengebørn kan observere erektion og antagelig også lubrikation (fugtning af skeden) hos nyfødte piger. Rejsning er sågar (ved ultralydscanninger) observeret hos det ufødte drengebarn. Hos førskolebarnet ser man ofte en stor interesse for egne og andres kønsorganer, hvilket afspejler sig i leg, tegning og sproglige ytringer. Imidlertid er denne interesse formodentlig først og fremmest båret af nysgerrighed over for den del af kroppen, som dets forældre både tildeler opmærksomhed og forsøger at skjule.

Omgivelsernes reaktioner på barnets seksuelle ytringer spiller en afgørende rolle for dets tolkning af sine seksuelle impulser. Hvis betydningsfulde voksne verbalt eller nonverbalt afviser eller negligerer barnets seksuelle interesse og adfærd, kan barnet gradvis komme til at forbinde seksualitet med skyld, skam og tabu.

Sigmund Freud beskrev perioden efter ødipuskomplekset, hvor barnets seksuelle og kærlige følelser retter sig imod forælderen af det modsatte køn, som latensperioden — stilheden før pubertetens storm. Det er ikke ualmindeligt, at de to køn i denne fase isolerer sig fra hinanden, således at drenge leger med drenge og piger med piger. Venskaber i denne aldersgruppe kan hos begge køn besidde en stærk intensitet, der kan antage seksuel farvning.

Med de kropslige forandringer, der foregår i puberteten, oplever den unge at blive mødt og set som et seksuelt væsen og få tilskrevet seksuel interesse og kapacitet. Ofte er unge slet ikke parate til psykisk og socialt at honorere disse forventninger, og der opstår undertiden et forvirrende misforhold imellem biologisk og psykosocial modenhed, som kan være ganske vanskeligt at håndtere. Selvom ungdomskulturens seksuelle tegn og koder er blevet tydeligere i løbet af 1900-tallet, og den enkeltes viden om seksualitet forøget, er det velkendt, at især den unge teenager kan have svært ved følelsesmæssigt og socialt at leve op til sin fysiske modning.

Medianalderen for den første menstruation (menarchen) ligger i Danmark på 13,1 år, en alder, som er faldet støt op gennem 1900-tallet Medianalderen for den første ejakulation har ligeledes været faldende og indtræffer nu hen mod slutningen af det 13. år, skønt der op til et halvt år tidligere kan ses sædceller i drengens urin. De fleste drenge får deres første ejakulation ved onani eller ved spontan, natlig sædafgang. Den hyppigste form for seksuel tilfredsstillelse i teenageårene er masturbation, undertiden i smågrupper med eller uden brug af pornografi.

Hver livsalder har sine seksuelle udfordringer og problemer. For den unge gælder det om at finde sin seksuelle identitet, for det unge par gælder det om med tiden at integrere og bevare seksualiteten efter den første forelskelse og for familien med småbørn og meget arbejde om at afse tid og finde overskud til seksuel udveksling overhovedet. Den seksuelle lyst og seksualitetens funktion for den enkelte veksler livet igennem. Uanset at der er store, individuelle forskelle, falder samlejehyppigheden og den gensidige seksuelle interesse ofte med forholdets varighed.

Dette betyder dog ikke, at seksualiteten nødvendigvis får en mindre betydning med alderen. For ældre, der formår at bevare den seksuelle lyst og aktivitet, kan det seksuelle samvær således rumme dybder og intensitet, som ikke fandtes i de yngre år, og det er en udbredt misforståelse, at seksualiteten forsvinder med alderen. Også for den ældre er muligheden for seksuel udfoldelse af stor betydning for selvfølelse, vitalitet og livskvalitet. Ligesom det er tilfældet for de helt unge, er også ældres udfoldelsesrum — specielt hvad angår svagelige og syge — i vid udstrækning bestemt af andre. På plejehjem og sygehuse glemmer man ofte at give plads til seksualitet.

Seksualitet er altid indvævet i et kulturelt system og kan næppe forstås uden et indblik i sin kontekst. Blot et overfladisk kendskab til forskellige tiders håndtering af det seksuelle vil demonstrere, at også ikke-biologiske og ikke-psykologiske variable virker ind på udformning og bedømmelse af menneskers seksuelle liv: fra det klassiske Grækenlands institutionaliserede dreng-mand-relationer til det victorianske England, hvor forfatteren Oscar Wilde i 1895 idømtes to års straffearbejde for sit "anstødelige" forhold til den unge lord Alfred Douglas (1870-1945).

Tilsyneladende identiske seksuelle handlinger har til forskellig tid været tillagt vidt forskellig værdi, hvilket utvivlsomt har sat sig spor i den enkeltes seksuelle fantasier, adfærd og selvbillede. På tilsvarende vis er vurderingen af seksualitet underlagt store variationer etniske grupper imellem, idet seksualitetens placering og fortolkning skifter fra én befolkningsgruppe til en anden: fra relativt restriktive muslimske eller katolske samfund til sekulariserede vestlige metropoler, hvor seksuel pirring og nysgerrighed hyldes og gives frit spil. Seksualitet og opfattelsen af, hvad der er normalt og afvigende, syndigt og fromt, sundt og sygt, varierer kort sagt med tid og sted.

I Europa og USA har den moderne epokes fremherskende tilgang til det seksuelle været biologisk-mekanistisk, hvilket især skyldes den lægelige seksualvidenskabs opkomst i det sene 1800-tallet. Tidlige sexologer som Richard von Krafft-Ebing anså menneskets seksuelle identitet for en medfødt og uforanderlig kerne, en biologisk skæbne, der knyttede sig til den enkelte person som en blodtype. Det var derfor den medicinske sagkundskab, der alene måtte afgøre, hvorvidt et menneskes seksualitet var normal eller afvigende, og i hvilket omfang den skulle behandles.

I forlængelse af kristne traditioner udgjorde reproduktiv, ægteskabelig aktivitet den norm, hvorudfra al anden adfærd måtte bedømmes. I modsætning til tidligere tider betragtede man dog ikke længere afvigelserne som syndige eller umoralske handlinger, snarere som en iboende biologisk udviklingsforstyrrelse, såkaldt perversion. På den måde skabtes forestillingen om den stabile og medfødte seksuelle identitet, en forestilling, som endnu til dels kendetegner vor egen tid.

Den moderne seksualvidenskab skabte således en række seksuelle kategorier, hvis universelle gyldighed først for alvor blev anfægtet mod slutningen af 1900-tallet med introduktionen af senmoderne levevilkår i den vestlige verden (se nedenfor). Endvidere udviklede den en særegen seksuel terminologi, der egentlig var tænkt som et lægeligt diagnosesystem, men i dag er gledet ind i dagligsproget på mere neutral vis: hetero- og homoseksualitet, fetichisme, sadomasochisme, voyeurisme, ekshibitionisme osv.

1800-tallets sexologiske kategoriseringsbestræbelser er et eksempel på, hvordan der til forskellig tid kastes et forskelligt lys på menneskets seksualitet. Kønslivet er dybt indlejret i samfundets organisation og på mange planer underlagt politisk, religiøs, moralsk eller ideologisk regulering og kontrol. Ægteskab og familie regulerer seksualiteten, bl.a. gennem troskabsnormer. Tidligere tiders kyskhedsbælter og andre kulturers praktisering af kvindelig omskæring er radikale eksempler på regulering af den kvindelige seksualitet.

Samfundets regulering kan være direkte (i form af lovgivning vedr. lavalder, overgreb, prostitution, kønssygdom, sterilisation, abort mv.), men kan også mere subtilt være udtrykt i et samfunds gældende idealer og kulturspecifikke normer. Som eksempel kan nævnes, at den kvindelige seksualitet i det moderne og førmoderne Vesteuropa var genstand for en vedholdende mytedannelse, som betød, at man tidligere anså kvinder for grundlæggende aseksuelle og betragtede ethvert udslag af kvindelig lyst med en blanding af nysgerrighed og foragt.

Også en række særlige seksuelle praktikker har været underlagt tabuisering, nedgørelse og juridisk-moralsk restriktion. Som illustrativt eksempel kan nævnes seksuelle forhold mellem mænd, der ifølge Danske Lov fra 1683 kunne straffes (og blev straffet) med "Baal og Brand". I Straffeloven af 1866 blev sanktionen ændret til forbedringshusarbejde, mens der ved straffelovsrevisionen i 1930 blev indført en særlig lavalder for samkønnede på 18 år (21 år i tilfælde af forførelse). I dag er lavalderen i Danmark ens for homo- og heteroseksuelle forhold.

Skønt den legale sanktion mod samkønslig sex således er blevet gradvist lempet, har der i moderne tid været udfoldet en betydelig normaliseringsiver over for såkaldt seksuelle afvigere: kastration, psykokirurgi, aversionsterapi, hypnose, medicinske kure mv. Fra slutningen af 1800-tallet tog seksuelle minoriteter imidlertid til genmæle mod den krænkende forskelsbehandling, og en række seksuelle subkulturer råder også i dag over foreninger af vekslende politisk slagkraft (fx LGBT+ Danmark). I 1976 blev lavalderen for samkønnet sex sidestillet med heteroseksuelt samvær.

Skandinavien indtager på mange måder en særstilling på det seksuelle felt, idet man her kan rose sig af en globalt set enestående respekt for grundlæggende seksuelle menneskerettigheder. I Danmark har registreret partnerskab mellem mennesker af samme køn været tilladt siden 1989, og i alle skandinaviske lande findes der lovgivning, der eksplicit forbyder seksuel diskrimination. Som det første land i verden indførte Sverige i 1956 obligatorisk seksualundervisning i skolerne. Danmark frigav i 1969 billedpornografien.

Hvad angår de mere indirekte seksuelle styringsmekanismer, er dette et område, som især har optaget den franske filosof Michel Foucault. I sine kultur- og begrebsanalyser betragter Foucault seksualitet som en specifik historisk konstruktion, en imaginær størrelse, der på forunderlig vis bliver inkorporeret i virkelighed og enkeltindivider som led i samfundets idelige bestræbelse på kontrol. Michel Foucault betragter selve seksualitetsbegrebet som en socialt skabt illusion, der i et kompliceret spil mellem "viden", "sandhed" og "magt" påtvinges det moderne subjekt. I modsætning til fx marxistisk og freudiansk teoridannelse anser Michel Foucault ikke seksualiteten for undertrykt, men betragter derimod idéen om en naturgiven og eviggyldig seksuel identitet som begrænsende, fordi den til syvende og sidst tjener som udgangspunkt for kategorisering, adfærdsregulering og stigmatisering.

For Michel Foucault står der ikke nogen konkret magtinstans bag den seksuelle illusion, snarere er "magten" — i forskellig forklædning — definitorisk til stede i enhver samfundskonstellation. I de moderne vestlige lande er det ifølge Foucault "scientia sexualis" (dvs. seksualvidenskaben), der gennem stædig "italesættelse" af det seksuelle har produceret det altdominerende og principielt indiskutable seksuelle "sandhedsregime". Dvs. at selve måden at tale om seksualiteten på i sig selv fastlægger, hvad der er rigtigt og forkert, sundt og sygt.

I forlængelse af Michel Foucaults vidtrækkende analyse må man konstatere, at seksualiteten udgør en central bestanddel af det moderne menneskes selvoplevelse, ligesom heteroseksuel præference længe var en betingelse for at være en fuldgyldig mand eller kvinde. I moderne vestlige samfund er det således iøjnefaldende, hvordan seksuelle følelser mænd imellem er blevet anset for uforeneligt med maskulinitet. Omvendt kan næsten enhver form for seksuel variation skabe afsæt for subkulturel dyrkelse — seksualiteten er da ikke blot et tilfældigt krydderi på tilværelsen, snarere et samlingspunkt, en fællesnævner, en livsstil, der kan styrke følelsen af at være "nogen".

Seksualiteten har mange ansigter, og motivet for en konkret seksuel ytring kan spænde fra den ensommes masturbation over narkoluderens desperate pengejagt til det forelskede pars åndeløse given sig hen til hinanden. Mangfoldighed synes med andre ord at være et tilbagevendende tema for den, der vil studere menneskets seksualitet. Dette er bl.a. kommet til udtryk i store sexologiske adfærdsundersøgelser som Kinsey-rapporterne (1948 og 1953), der chokerede deres samtid ved bl.a. at dokumentere, at en tredjedel af de adspurgte amerikanske mænd havde seksuelle erfaringer med en anden mand.

Herhjemme offentliggjorde psykiateren Kirsten Auken i 1953 en sociologisk undersøgelse, der bl.a. afslørede, at halvdelen af de adspurgte kvinder havde indvilliget i første samleje efter stærkt partnerpres — endnu en erindring om, at seksuelle handlinger kan have mange bevæggrunde og langt fra altid udspringer af genital lyst.

I en stor adfærdsundersøgelse blandt danske teenagere i 1990'erne angav op imod 80% "forelskelse" som den væsentligste begrundelse for første samleje. Under en tiendedel anså partnerpres for det mest tungtvejende motiv. Samme undersøgelse viste, at gennemsnitsalderen ved det første samleje var knap 17 år, og at ca. en tredjedel af de unge var påvirket af alkohol ved deres seksuelle debut. Lignende tendenser er bekræftet af senere undersøgelser.

Ifølge store europæiske adfærdsundersøgelser har gruppen af 20-30-årige omkring 7-9 samlejer pr. måned. De 40-50-årige har omkring 6, mens de 60-70-årige har omkring 3-4 månedlige samlejer. Samlejefrekvensen siger imidlertid ikke nødvendigvis noget om den generelle seksuelle interesse og lyst. Meget tyder således på, at masturbation er hyppigt forekommende i seksuelt velfungerende forhold og derfor må opfattes som et supplement til samleje snarere end en (nødtvungen) erstatning.

For mandens vedkommende gælder det sædvanligvis, at seksuel lyst og formåen er størst i de yngre år for derefter at falde med alderen. For kvindens vedkommende, derimod, ses ikke sjældent, at hun i slutningen af trediverne og begyndelsen af fyrrerne får et mere bevidst og frigjort forhold til sin seksualitet og undertiden udvikler evnen til at få multiple orgasmer. Som voksen kvinde kan hun nu lade den "pæne pige" bag sig og afklaret nyde sin fulde seksuelle kapacitet.

Med alderen ændres de seksualfysiologiske reaktioner, således at mandens erektion aftager i styrke, ligesom refraktærperioden (perioden fra sidste udløsning til tidspunktet, hvor han igen kan gennemføre et samleje) bliver længere. For kvinders vedkommende mindskes lubrikationen (skedens fugtning), og vaginalvæggen bliver tyndere og mere skrøbelig efter klimakteriet som udtryk for fald i blodets østrogenindhold. Begge køn fordrer mere intens og direkte stimulation for at blive seksuelt ophidsede og opnå orgasme.

Især hos mennesker, der tidligere i livet har haft et tilfredsstillende og berigende seksualliv, bevares den seksuelle evne højt op i årene. Ofte må de seksuelt aktive ældre imidlertid kæmpe imod kulturens negative syn på deres seksualitet. Ikke sjældent identificerer den ældre sig med den kulturelle fordømmelse og opfatter således sig selv som "pervers" eller "syg", hvis han/hun fortsat har seksuelle interesser. Resultatet kan blive, at den ældre med tiden fortrænger de seksuelle impulser, hvorved aktiviteten gradvis aftager. Herved er kulturens indgroede fordomme blevet en selvopfyldende profeti.

Seksualitet må opfattes som en integreret del af personligheden, hvorfor det er svært at forestille sig, at den skulle forblive uforandret livet igennem. Erfaring fra sexologisk praksis demonstrerer da også snarere seksualiteten som en dynamisk størrelse, der er i stadig forandring og vedblivende tager farve af indre og ydre livsvilkår.

Det er velkendt, at både fysisk og psykisk sygdom kan påvirke seksualfunktionen, og at forskellige former for lægelig behandling kan øve især negativ indflydelse på både lyst og formåen. Forhold som graviditet og fødsel, alder, stress, generel livskvalitet og sociale kår har ligeledes betydning for det enkelte menneskes forståelse og håndtering af sin seksualitet.

Mennesket adskiller sig fra de fleste laverestående dyr bl.a. ved, at seksualiteten ikke udelukkende er knyttet til reproduktion, men også har mangfoldige andre funktioner. I engelsksproget litteratur kan man således læse om seksualitetens seks R'er: 1) reproduktion, 2) relation, 3) respekt, 4) rekreation, 5) rehabilitering og 6) relaksation ('afspænding'). Til denne remse kunne man tilføje et syvende motiv, nemlig regression i "jegets tjeneste". Regression er en psykoanalytisk betegnelse for tilbagevenden til et tidligere psykisk udviklingstrin. Her bruges det om det forhold, at jeget formår at skabe en ubevidst kontakt til tidlige oplevelser af lyst og nærvær, der for en stund fritager det for kravet om kontrol og overblik.

Udveksling af kærtegn kan bekræfte og styrke et forhold (relation), og det seksuelle samvær kan stimulere både agtelsen for den anden og egen selvfølelse (respekt). Seksualitetens rekreative funktion hænger sammen med begreber som nydelse og behag. Herudover kan seksualiteten virke helende (rehabiliterende) og afspændende og angstdæmpende (relakserende), i og med at det seksuelle samvær kan virke bearbejdende for problemer i parforholdet, i yderverdenen og hos den enkelte. Det er således ikke ualmindeligt, at seksualitet bruges som trøst. Der er næppe tvivl om, at seksualitetens store indflydelse på det enkelte menneske i vekslende grad beror på alle de nævnte aspekter.

Den amerikanske psykoanalytiker Robert Stoller (1925-91) har beskæftiget sig indgående med den seksuelle lyst, der knytter sig til perversioner som fetichisme, pædofili, ekshibitionisme etc. Ifølge Stoller iscenesætter den perverse forbudte seksuelle fantasier i et scenario bygget op omkring ubevidste barndomskonflikter. I et symbolsk reparationsforsøg vender den perverse sin barndoms passive afmægtighed til aktiv handlen. Når ekshibitionisten blotter sig, får han bekræftet af beskueren, at han har en penis, og bearbejder derved sine i barndommen grundlagte mindreværdsfølelser.

Transvestitten, der ifører sig kvindetøj, bearbejder og heler sin barndoms kastrationsangst. Ved at "flirte" med den angstfyldte kastration stimuleres han seksuelt, og i "en hadefuld triumf" får han seksuel tilfredsstillelse, samtidig med at han kan beroliges ved oplevelsen af, at han fortsat er intakt som mand. Igen og igen drives den perverse af sine symbolske konfliktløsningsforsøg — og forhindres han i det, vil han kunne reagere med fx angst og depression.

At vende sin barndoms passive, afmægtige position til en aktiv kan nuancere en Don Juans evige flugt fra kvindefavn til kvindefavn. Der er på én gang tale om en angstpræget flugt fra den opslugende mor og en bekræftelse af hans skrøbelige maskulinitet. Tolket på denne måde rummer seksuel lyst og fascination ofte en dyb og for den enkelte måske farlig hemmelighed.

Stollers teorier om perversionens helende konfliktbearbejdelse kan formodentlig generaliseres til at gælde for ethvert seksuelt samvær — uanset hvor fjernt det tilsyneladende ligger fra det perverse. Når det seksuelle samvær kan resultere i en næsten ekstatisk lykkefølelse og oplevelse af sammensmeltning i orgasmeøjeblikket, hænger det formentlig sammen med, at seksualiteten reaktiverer transcendente krop-mod-krop-oplevelser, der stammer fra en svunden tids intense samspil mellem mor og barn.

Måske beror en del af den seksuelle fascination på en regressiv pendulering mellem sammensmeltning og adskillelse i forholdet til den anden, hvilket fordrer evnen til både grænseoverskridende hengivelse og holden fast i sit eget centrum. Dette kan kræve et vist mål af aggression. Både den amerikanske psykoanalytiker Otto F. Kernberg og den tyske sexolog Gunter Schmidt (f. 1938) understreger betydningen af et aggressivt element i det seksuelle samvær. Hvis det aggressive helt fortrænges eller hæmmes af forsigtige hensyn, kan det resultere i erotisk kedsomhed og manglende seksuel lyst.

Et nøgleord, når man taler om seksualitet, er omskiftelighed. For nok har menneskets biologi ikke ændret sig nævneværdigt i årtusinder, men meget tyder til gengæld på, at der i årene omkring 2000 er sket store skred i vor selvopfattelse og måde at skabe intime relationer på. Baggrunden er senmodernitetens opsplittede levevilkår, der medfører, at seksualiteten nu ikke blot er endegyldigt adskilt fra forplantningen (i dag lader det sig ikke alene gøre at have sex uden at blive gravid, men også at blive gravid uden at have sex), men tilmed i færd med at løsrives fra familien og det varige parforhold.

I sin beskrivelse af denne nye situation har den britiske sociolog Anthony Giddens introduceret begrebet "plastisk seksualitet", der netop søger at indkredse fleksibiliteten og flygtigheden i det senmoderne menneskes nære relationer. Seksualitet er ikke længere en del af en bekvem kulturel pakkeløsning omfattende personlig tryghed og social stabilitet, men eksisterer i dag som et løsrevet erfaringsfelt, en selvstændig kilde til pirring, dannelse og oplevelse. Og i modsætning til tidligere er det seksuelle forhold ikke begrænset af løfter eller krav om troskab, men varer akkurat så længe, begge parter profiterer deraf.

Senmoderne seksualitet baserer sig således ikke på konventioner, moral eller pligt, snarere på en gensidig og løbende forhandling. Sådanne "rene forhold" (som Anthony Giddens kalder dem) afføder en række nye samlivsetiske dilemmaer vedrørende varetagelse og gensidig respekt, et tema, som især den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman indgående har behandlet i sit forfatterskab.

I tilgift til nye seksuelle fremtrædelsesformer er det kendetegnende for årene omkring 2000, at seksuelle signaler i langt højere grad end tidligere er blevet synlige i det offentlige rum. Gennem populærkultur, kunst og reklamer er der således sket en tiltagende seksualisering af vesterlændinges hverdag, og især yngre generationer iscenesætter i stigende grad deres krop med tatoveringer, piercing og nye typer af kropsnær beklædning.

Gunter Schmidt har peget på, at denne seksuelle frisættelse paradoksalt nok medfører en form for seksuel overmætning med risiko for seksuel kedsomhed og følgelig nedgang i lyst og aktivitet. Andre forskere har derimod hævdet, at den seksuelle lyst blot er under omlejring og i højere grad end at udfolde sig i sengen vil blive spredt i hverdagen og med hidtil uset fantasirigdom udlevet gennem de elektroniske medier (især internettet) og det moderne byrums mange tilfældige møder.

• seksuel orientering
• heteroseksualitet
• homoseksualitet
• biseksualitet
• aseksualitet