rumfart

Dette var begyndelsen til rumkapløbet under den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen, som førte til opsendelse af tusinder af ubemandede og bemandede rumfartøjer i de næste årtier. De første cirka 40 års rumfart har resulteret i opsendelse af over 5000 satellitter, cirka 400 mennesker i rummet, hvoraf ca. 10% har været kvinder.

Der blev i i den periode landsat 12 astronauter på Månen med hjemtagelse af 387 kg materiale, landing af ubemandede fartøjer på Venus og Mars og flyvning tæt forbi Halleys Komet og alle Solsystemets planeter.

I slutningen af 2. Verdenskrig var Tyskland førende med udviklingen af V2-raketten under Wernher von Brauns ledelse. Von Braun og cirka 150 af hans medarbejdere overgav sig til amerikanerne i slutningen af 2. Verdenskrig og fortsatte udviklingen af V2-raketterne i White Sands, New Mexico, USA. Sovjetunionen havde sit eget, hemmelige program, som blev opbygget efter 2. Verdenskrig med hjælp fra deporterede tyske raketeksperter. Programmet blev ledet af Sergej Koroljov.

Udviklingen af raketter havde især militære formål, men Det Internationale Geofysiske År 1957-1958 stimulerede interessen for opsendelse af den første kunstige satellit, idet planlægningskomitéen i 1954 vedtog en resolution, som gav udtryk for ønsket om udvikling af satellitter.

En måned efter opsendelsen af den første satellit, Sputnik 1, sendte Sovjetunionen Sputnik 2 i kredsløb om Jorden med hunden Laika. USA havde på det tidspunkt endnu ikke sat en satellit i kredsløb om Jorden, men den 16. oktober 1957 havde amerikanerne accelereret en lille beholder med stålkugler op til 54.000 kilometer i timen med et Aerobee-missil, således at beholderen undslap Jordens tyngdefelt og gik i kredsløb om Solen.

Wernher von Brauns udviklingsarbejde førte til firetrinsraketten Juno, der sendte den første amerikanske satellit, Explorer 1, i kredsløb.

Satellitter i kredsløb om Jorden har ud over videnskabelige anvendelser en række vigtige praktiske anvendelser til bl.a. telekommunikation, navigation, meteorologi, jordobservation og militære formål.

Udforskningen af Månen begyndte med de sovjetiske Luna-sonder i 1950'erne. Amerikanske månesonder omfattede Ranger, Surveyor og Lunar Orbiter, der bl.a. blev brugt til forberedelse af de bemandede månelandinger.

Både Sovjetunionen og USA har sendt fartøjer til Mars og Venus. Venera var et sovjetisk projekt, der udforskede atmosfæren og overfladen på Venus og i 1975 fik optaget billeder fra overfladen. Mariner var en serie af amerikanske rumsonder, der udforskede Mars, Venus og Merkur ved enten at flyve tæt forbi eller gå i kredsløb.

De amerikanske Viking 1 og 2 landede i 1976 på Mars. De transmitterede billeder tilbage til Jorden, og overfladen blev undersøgt for bl.a. biologisk aktivitet. Der kunne ikke konstateres nogen form for liv på overfladen.

Mars Pathfinder, der landede på Mars i 1997, var den første af en række NASA-sonder, der skulle udforske planeten og muligvis lede frem til en bemandet færd. NASA landsatte med stor succes Marsbilerne Spirit og Opportunity på Mars i 2004. Spirit fungerede frem til 25. maj 2011, Opportunity fungerede til 10. juni 2018. Dermed fungerede begge rovere meget længere end den oprindelige 3-måneders mission.

Udforskningen af Jupiter blev indledt med Pioneer 10 og 11, som blev opsendt i hhv. 1972 og 1973 af USA. De passerede begge tæt forbi Jupiter, og Pioneer 11 passerede endvidere forbi Saturn i 1979. Begge sonder har i dag forladt Solsystemet.

I 1977 blev Voyager 1 og 2 opsendt for at udforske Solsystemets ydre planeter. Jupiter blev passeret af dem begge i 1979, og Saturn blev passeret i hhv. 1980 og 1981. Både planeterne og flere af deres måner blev fotograferet i afstande af ned til få tusinde kilometer.

Voyager 2 passerede Uranus i 1986 og Neptun i 1989. Voyagerprojektet er et af de mest succesrige rumprogrammer og har givet en stor mængde ny viden om vort Solsystem og dets ydre planeter.

Udforskningen af Jupiter blev videreført med NASAs sonde Galileo, der blev opsendt 1989. Cassini, der er blevet til i et samarbejde mellem NASA og den europæiske rumorganisation ESA, blev opsendt i 1997. Dens formål var at udforske planeten Saturn, samt dens ringe og måner. Cassini ankom til Saturn og gik i kredsløb i 2004. Missionen varede i 13 år, den sluttede da Cassini i september 2017 blev sendt ned i Saturns atmosfære for at brænde op. Cassini medbragte også landeren Huygens. Huygens formål var at studere Saturns største måne, Titan. Sonden blev frigivet i december 2004 og dalede ned gennem Titans atmosfære i januar 2005. Undervejs optog Huygens lyde af Titans vinde.

Med Apolloprojektet i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, der kulminerede med landsætningen af astronauter på Månen, overtog USA imidlertid føringen, og i maj 1978 havde USA gennemført 22.503 astronauttimer i rummet mod Sovjetunionens 19.823. Parallelt med Apolloprogrammet arbejdede Sovjetunionen på deres eget måneprogram med N-1-raketten; programmet blev skrinlagt i 1973 efter fire fejlslagne ubemandede opsendelser.

I løbet af 1970'erne og 1980'erne specialiserede Sovjetunionen sig i langtidsophold i rummet gennem etablering af rumstationerne Saljut og Mir. Efter månelandingernes ophør gennemførte USA sit hidtil eneste rumstationsprojekt med etableringen af Skylab, hvor ni amerikanere i 1973-1974 opholdt sig i tre omgange 28-84 dage i rummet.

Den 12. april 1981 opsendte NASA rumfærgen Columbia, som var det første bemandede rumfartøj, der landede som et svæveplan og kunne genbruges. Sovjetunionen havde et tilsvarende projekt, i vid udstrækning kopieret, og byggede sin egen rumfærge, Buran, som ubemandet fløj første og eneste gang i 1988.

Opbygningen af Den Internationale Rumstation i kredsløb om Jorden begyndte den 20. november 1998 med opsendelsen af det russiske modul Zarja, hvorefter tilkoblingen fulgte af det amerikanske knudepunkt, Unity, den 6. december 1998; ISS blev færdig i 2010. 15 lande, herunder Danmark, deltager i ISS-projektet – i 2023 med opsendelse af den første danske astronaut, Andreas Mogensen. Opbygningen af ISS er det største teknologiske projekt i fredstid.

I alt 18 astronauter og kosmonauter (14 amerikanere og fire russere) er omkommet i rummet. De første syv amerikanere var besætningen på rumfærgen Challenger, der eksploderede kort efter opsendelsen i 1986. I 2003 omkom syv astronauter, da rumfærgen Columbia på vej mod landing forulykkede over Texas.

I 1967 omkom russeren Vladimir Komarov (1927-1967), da faldskærmen på hans rumkapsel fejlede under nedstigningen i atmosfæren. Den anden sovjetiske dødsulykke var i 1971 i forbindelse med det første besøg på rumstationen Saljut 1, hvor tremandsbesætningen på Sojuz 11 omkom under deres tilbagevenden til Jorden pga. en utæthed i rumkapslen. Både Sojuz- og Challenger-ulykken betød flere års udsættelse af hhv. det sovjetiske og det amerikanske bemandede rumprogram.

Tre amerikanske astronauter omkom i 1967 i forbindelse med træning på Jorden i en Apollokapsel, hvor der opstod brand i kabinen (Apollo 1). Apollo 13-missionen, som skulle have været den tredje flyvning til Månen, var tæt på at føre til en dødelig ulykke pga. en eksplosion i servicemodulet, som satte hovedstrømforsyningen ud af kraft. Det lykkedes imidlertid at vende tilbage til Jorden.