bettonger og potorooer

Bettongerne og potorooerne udgør familien Potoroidae. De er nære slægtninge til kænguruerne og rottekænguruen, og tilsammen med danner de superfamilien Macropodoidea. De hører til diprotodonterne (Diprotodontia), som er en pungdyrorden, hvor man også finder possummerne, vombatterne og koalaen.

De findes otte arter af bettonger og potorooer, som er vist nedenfor med deres danske, videnskabelige og engelske navne.

Bettongerne og potorooerne vejer 0,7-3 kg og har en længde fra snude- til halespids på 55-85 cm. Hannerne og hunnerne er omtrent lige store. Med deres lange bagben og bagfødder og korte forben minder de i kropsform om de mindste af kænguruerne, fx kaninkænguruerne. Deres bagben og bagfødder er dog ikke helt så forlængede som hos kænguruerne. Desuden har de korte, runde ører i modsætning til de fleste kænguruers længere ører.

Bettonger har et bredt hoved, en kort snude og en konveks profil, ofte med en tydeligt afsat pande. Potorooer har derimod et slankere hoved, en længere og spidsere snude og en lettere konkav profil. Bettonger har en gribehale, der bruges til at transportere redemateriale. Den evne har potorooerne ikke. Nogle bettonger har en kvast af lange hår for enden af halen, hvilket er særlig udtalt hos buskhalet bettong.

Tæerne på bagfødderne ligner kænguruernes. De to yderste tæer, dvs. den fjerde og femte tå, er kraftigt forlængede, især den fjerde tå. De er begge udstyret med en lang, robust klo. Den første tå, som svarer til vores storetå, mangler, mens den anden og tredje tå er omgivet af en fælles hudskede og fungerer som pudsekam. Som tilpasning til at grave har bettonger og potorooer stærke arme med kraftige kløer.

Bettonger og potorooer har tre grundlæggende måder at bevæge sig på: en langsom “fembenet” gang, hvor de som de store af kænguruerne bruger halen som et ekstra støttepunkt, et firbenet løb, der minder om kaniners måde at løbe på, og en kænguruagtig, tobenet hoppen, når det skal gå særlig stærkt. De kan hoppe op til 22 km/t med 1,8-2,5 meter lange hop.

Bettonger og potorooer er endemiske for Australien, hvilket vil sige, at de kun findes her og ingen andre steder i verden.

I historisk tid var bettongerne og potorooerne vidt udbredt i den sydlige og centrale del af kontinentet og fandtes i mange forskellige slags naturtyper, fra tørt græsland og buskland til høj eukalyptusskov og regnskov. Den nyligt uddøde ørkenbettong (Caloprymnus campestris) levede endda i sten- og sandørken i South Australia. I dag er deres udbredelse meget mere begrænset, og bettongerne og potorooerne findes hovedsagelig i skov og skovland med en tæt undervegetation af græs og buskads eller i hedelandskaber og buskland.

Bettongernes og potorooernes markante tilbagegang skyldes formodentlig i høj grad invasive rovdyr som rødræve og forvildede tamkatte.

Bettonger og potorooer har en forkærlighed for svampe, der kan udgøre 30-97 % af deres føde. Tasmansk bettong, tropebettong og vestlig langsnudet potoroo æder 50-80 forskellige arter af svampe og østlig langsnudet potoroo helt op til 80 arter. Alle bettonger og potorooer æder både svampefrugtlegemer, der vokser over og under jorden; sidstnævnte kaldes også trøfler.

De lader til at foretrække svampe, når de er tilgængelige, men bettonger og potorooer æder også plantekost som rødder, rodknolde, blade, frugter, frø, blomster og udsivende plantesaft samt hvirvelløse dyr som insekter og deres larver (bl.a. biller og sommerfugle) og edderkopper.

Når bettonger og potorooer fouragerer, bevæger de sig typisk langsomt afsted med snuden holdt lige over jorden for at lugte sig frem til underjordiske fødeemner. De graver regelmæssigt i jorden med deres veludviklede gravekløer.

Bettonger og potorooer er hovedsagelig nataktive. En enkelt undtagelse er østlig langsnudet potoroo, der også tit er fremme om dagen, især på kølige og overskyede dage.

Bettonger hviler sig i velkamuflerede og velbyggede reder, som de bygger af plantematerialer. Rederne er ovale og 25-40 cm høje. Ydervæggen består af græs og bark, indervæggen af fine strimler af plantemateriale. Væggene og taget kan være 2-6 cm tykke. Individer kan have 3-12 reder i deres leveområde, som de skifter mellem på daglig basis. Redekonstruktionen er tidskrævende, og det kan tage en bettong fra nogle dage til over en uge at bygge en enkelt rede. Som nævnt har bettonger gribehale, som de bruger til at transporter redemateriale med.

Hulebettongen er unik ved at være den eneste art i familien, der lever i huler under jorden. Den graver komplekse hulesystemer med op til 120 indgange.

Modsat bettongerne bygger potorooer ikke reder, men gemmer sig i stedet i tæt vegetation.

Bettonger og potorooer er generelt solitære og undgår kontakt med hinanden. Igen er hulebettongen en undtagelse. Den danner kolonier med mindst én han og flere hunner; en koloni kan dog have op til 100 medlemmer.

Hunnerne har en dyb, veludviklet pung. Drægtighedenen varer ca. 21 dage hos bettonger og 38 dage hos potorooer. Sidstnævnte er noget af det længste, man ser hos pungdyr. De føder normalt én unge ad gangen. Ved fødslen vejer ungen ca. 0,3 gram. Ved hjælp af sine veludviklede forlemmer klatrer den blinde unge selv op gennem hunnens pels til pungen, en tur der tager op til ti minutter. I pungen suger ungen sig fast på en dievorte, og her sidder den fast i 1,5-2 måneder. Unger af bettonger tilbringer i alt 100-115 dage i pungen, unger af potorooer 126-140 dage.

I lighed med kænguruer parrer hunner af bettonger og potorooer sig lige efter fødslen og har embryonisk diapause, dvs. sætter udviklingen af fostret på pause. Det gør hunner af bettonger og potorooer, når fostret er omkring 100 celler stort. Fostrets udvikling går først i gang igen, når hunnen sender signal til det. Det gør det muligt for en hun nøjagtigt at kontrollere, hvornår hun føder, hvilket hun ofte gør selvsamme dag, hvor hun tvinger den forrige unge til at forlade pungen. Den store unge får lov til at die adskillige uger efter, at den er blevet forment adgang til pungen. På den måde kan hunner af bettonger og potorooer ligesom kænguruhunner have gang i tre unger på forskellige udviklingsstadier på én gang: en større unge uden for pungen, en mindre unge i pungen og et foster i dvaletilstand. Det er en meget effektiv måde at formere sig på, og hunner af bettonger og potorooer kan sætte 2-3 unger i verden om året.

Bettonger og potorooer lever forholdsvist længe. De kan blive op til 9 år gamle i naturen og 16 år i fangenskab.

• pungdyr
• Australiens pungdyr