Retsbelæring er en redegørelse, som retsformanden i nævningesager, der før Domstolsreformen, blev behandlet i landsretterne som 1. instans, afgav umiddelbart før nævningene trak sig tilbage for at tage stilling til skyldspørgsmålet. Efter Domstolsreformen afgør dommerne og nævningerne sammen både skyldspørgsmålet og straffastsættelsen. Efter de tidligere gældende regler skulle retsformanden i retsbelæringen redegøre for beviser og retsregler og de juridiske begreber, der havde betydning for nævningenes vurdering af skyldspørgsmålet. Retsformanden gennemgik også sagens faktiske omstændigheder for at hjælpe nævningene med at overskue et måske kompliceret hændelsesforløb. Nævningene var ikke bundet af retsformandens opfattelse, men kunne anlægge deres egen vurdering. Derimod skulle nævningene lægge retsformandens fortolkning af sagens juridiske spørgsmål til grund. Såfremt de juridiske dommere ikke mente, at beviserne mod den tiltalte var tilstrækkelige vedrørende et eller flere spørgsmål, fremgik det af retsbelæringen.