reformpædagogik

Reformpædagogikken tager sit udgangspunkt i barnets udvikling, og er optaget af at give pædagogikken et mere livsnært og barnecentreret fokus. Forståelsen er, at undervisningens indhold skal tænkes i forhold til barnets udvikling. Dette skyldes en forståelse af, at det er barnets udvikling, som er udgangspunkt, centrum og slutmål for personlighedsdannelsen.

Læring opnås gennem en aktiv proces med udgangspunkt i barnets egne erfaringer, interesser og initiativer, og er altså ikke noget, som kan påduttes barnet udefra. Denne forståelse af viden, læring og erkendelse knyttes derfor også til en forståelse af undervisningens demokratiske substans og tanker om elevmedbestemmelse.

Begrebet reformpædagogik dækker over de visioner om ny skole og nye undervisningsformer, som man begyndte at formulere i den vestlige verden i slutningen af 1800-tallet.

Baggrunden for reformpædagogikken var en kritik af den autoritære undervisning der dominerede skolerne i slutningen af 1800-tallet, det som også omtales som den sorte skole. Kritikken rettede sig mod, at denne undervisning ikke bidrog til at skabe selvstændige og kritiske borgere.

Tilskyndelsen til reformpædagogikken udgik især fra filosoffen John Deweys pædagogiske skrifter. I 1915 grundlagdes i Storbritannien New Education Fellowship, der fra 1921 var et sektionsopdelt verdensforbund. Den danske sektion, Den frie Skole, blev oprettet i 1926, fra 1940 under navnet Socialpædagogisk Forening for ny Opdragelse.

• dannelse
• opdragelse
• pædagogik
• skoleforsøg
• læring
• Danmark – uddannelse