radio (massemedie)

Radiospredning kom snart ind i en eksplosiv udvikling, og fra omkring 1930 var radio et fuldt udviklet massemedie. I USA, hvor udviklingen gik hurtigst, overtog forretningsinteresser op gennem 1920'erne æteren fra amatørerne. En del af udviklingen blev drevet frem af radiofabrikanter, som fx Westinghouse Electric Company, der for at kunne sælge deres apparater måtte sørge for, at der var noget at høre. I 1922 begyndte American Telephone and Telegraph Company, AT&T, at sælge radiotid til et ejendomsfirma, og dermed var grunden lagt til kommerciel reklameradio.

Internationalt har radioen fra mellemkrigstiden og helt frem til 1980'erne spillet en væsentlig rolle i kampen om ideologisk indflydelse. Moskva Radio påbegyndte sin kortbølgetjeneste på flere sprog i 1929, Storbritanniens BBC fulgte efter i 1932, og senere begyndte såvel de kommunistiske som de kapitalistiske lande at sende propagandaradio til hinandens befolkninger. Især de amerikansk støttede Radio Free Europe og Voice of America spillede en vigtig rolle i den kolde krig og opgøret med kommunismen i 1980'erne.

Radioen som massemedie udviklede sig anderledes i Europa end i USA, og ikke mindst situationen i Storbritannien fik betydning. Da de britiske kolonier skulle opbygge radiosystemer, brugte de Storbritannien som rettesnor, og også mindre europæiske lande, fx Danmark, hentede inspiration herfra. Som en følge af den politiske uro i Europa i 1930'erne og derpå 2. Verdenskrig blev radiostationerne i bl.a. Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien udsat for store og hyppige ændringer, mens det britiske BBC allerede i 1926 havde fundet en nogenlunde stabil opbygning. Radiospredningen begyndte i Storbritannien omkring 1920, og udviklingen pegede i samme retning som i USA. Stationerne skulle imidlertid indhente sendetilladelse fra Post- og Telegrafministeriet. Ministeriet tvang radiofabrikanterne til at gå sammen og gav dem tilladelse til fra 1923 at drive otte radiostationer under navnet British Broadcasting Company. Firmaet fik indtægter fra afgifter på radioudstyr og fra en årlig licensafgift fra ejere af radioapparater. Hvis selskabet ønskede at sælge reklametid i æteren, skulle det tillades af ministeriet. Ordningen var præget af den grundindstilling, at radioen var et offentligt gode, som staten kunne stille betingelser for udnyttelsen af. Det private monopol var en torn i øjet på liberalistiske politikere, og aviser og telegrambureauer følte deres interesser på nyhedsområdet gået for nær. En kommission, der blev sat til at undersøge radiosagen, fastholdt, at en monopolistisk ordning burde foretrækkes, men at en offentlig institution burde overtage driften. Denne skulle "handle som betroet agent for den nationale interesse i radiospredning". En kongelig bevilling indstiftede i 1926 British Broadcasting Corporation, BBC. Det var af stor symbolværdi, at BBC ikke blev skabt af hverken Parlamentet eller regeringen, idet institutionen ikke skulle være et politisk instrument. BBC's opgave var at sende underholdning, oplysning og information af høj standard som en "public service" til alle. Se også public service.

I 1923 rundede antallet af radioapparater i Danmark de første 10.000, og entusiastiske radioamatører begyndte at tale om radioen som en "fuldkommen kulturel og kunstnerisk Revolution", der indvarslede en "Epoke, hvor Tid og Rum paa en vis Maade ophæves".

Som alle nye medier mødte også Radioen modstand hos de mindre futuristisk indstillede grupper i befolkningen. Det var dem, der talte om "radioter", der var ramt af "den herskende Radio-Epidemi", hvor de "højfrekvente Strømme erstatter al selvstændig Hjernevirksomhed". Andre igen tog det hele mindre alvorligt og talte om Radioen som "Øjeblikkets Raptus", en forbipasserende modedille for teknikere og søfarende.

Men radioen var kommet for at blive. Apparaterne blev billigere, og antallet af radiolyttere steg næsten time for time. "Radiosagen" var ved at blive en folkesag, og stridende interesseorganisationer, såkaldte "Radioklubber", begyndte at dukke op. Bag radioklubberne stod både kommercielle og publicistiske interesser. De første ønskede at tjene penge på udbredelsen af radioapparater, mens de sidste ønskede at udnytte mediet til mere ideelle mål som at fremme udbredelsen af ideer, kunst og kultur. De private radioklubber konkurrerede om lyttere og frekvenser, og polemiserede voldsomt mod hinanden, hvilket gav anledning til udtrykket "Radiokrigen".

Det blev staten, der vandt radiokrigen i Danmark. I 1925 etableredes Statsradiofonien med Kongelig Kammersanger Emil Holm som den første driftsleder. Udsendelserne startede den 27. april 1925. Finansieringen af Statsradiofonien blev sikret ved, at alle ejere af et radioapparat betalte en licensafgift. Det er denne afgift, under det mere mundrette navn licens, der fortsat er den foretrukne betalingsform for såkaldt Public Service, dvs. offentlig medievirksomhed, der er økonomisk uafhængig af annoncører og samtidig politisk uafhængig af skiftende regeringer.

Mht. radioens historie i Danmark, se Danmark (massemedier) og Danmarks Radio.

Statens dominans over radiobølgerne medførte fra slutningen af 1950'erne etablering af en række såkaldte "piratradioer", som sendte fra skibe i internationalt farvand. Piraterne finansieredes ved salg af reklametid og sendte først og fremmest tidens populæreste popmusik og let underholdning. Også Sverige, Holland og Belgien blev omkring 1960 gjort til mål for piratradioer; Danmark fra 1958 af Radio Mercur. I løbet af et par år havde myndighederne fået skabt juridisk grundlag for at stoppe piratvirksomheden, men den legale kommercielle Radio Luxembourg fortsatte med at sende på flere europæiske sprog; dens kraftige lang- og mellembølgesender kunne høres overalt i Europa, og dens brede appel fungerede gennem hele efterkrigstiden som en påmindelse til monopolinstitutionerne om den efterspørgsel efter underholdning og populærmusik, som de kun i mindre grad imødekom.

I USA udgjorde musik fra 1920'erne over halvdelen af sendefladen, og det stod hurtigt klart at radioen – ud over nyheder og oplysning – var en særdeles effektiv formidler af musik. Musikindustrien havde i begyndelsen opfattet radioen som en trussel mod koncertsale og pladesalg, men så senere radioen som en allieret, der kunne skabe efterspørgsel. For at en plade kunne blive populær måtte den først spilles i radioen, og derfor blev de amerikanske radio-DJs (Disc Jockeys) ombejlet af sælgere, der ønskede at få deres musik spillet i radioen. Efter en række korruptions- og bestikkelsessager førte en kongreshøring i 1959 til en stramning af licensindehaverens ansvar for, at radiostationen alene vælger plader ud fra en rent professionel vurdering. I Europa reguleres forholdet mellem musikindustri og radiostationer af lovgivning og aftaler, der garanterer radiostationerne redaktionel frihed og samtidig sikrer musikere og pladeindustri en andel af radiostationernes fortjeneste på musikradio.

Fra slutningen af 1920'erne og indtil fremkomsten af tv i 1950'erne var radioen familiernes foretrukne underholdningsmedie. Den var desuden et politisk redskab for både demokratisk valgte politikere og for diktatorer som Hitler, Stalin og Mussolini. I USA brugte præsident Franklin D. Roosevelt i sine radiotaler en rolig og venlig stil, omtalt som en "kaminpassiar", til at forklare borgerne sin politik. I Tyskland brugte Hitler hele propagandaens retoriske register i store folketaler, som blev transmitteret af radioen.

I opinionsundersøgelser i USA fra 1932 foretrak halvdelen af de adspurgte at få deres nyheder fra radioen i stedet for fra avisen. Dagbladene holdt herefter op med at trykke radioprogrammer gratis, og nyhedsbureauet AP stoppede leverancen af nyhedsstof til radiostationer. Som svar herpå dannede radionetværkene deres egne organisationer for nyhedsindsamling. I 1933 fandt man frem til et kompromis, som gav dagspressen kontrol over, hvad der blev leveret til radiostationer af nyheder, og pålagde stationerne kun at sende nyheder, der var mindst tolv timer gamle. Pga. den hårde konkurrence blev aftalen dog hurtig brudt. I Danmark tog dagspressen allerede fra 1926 hånd i hanke med radionyhederne, idet Den Danske Presses Telegramudvalg fik tilkendt ret til at drive Pressens Radioavis (se Radioavisen) som blev sendt i Statsradiofonien (Danmarks Radio). Dagspressens monopol på radionyheder varede til 1964, da Danmarks Radioavis etablerede sin egen Radioavis.

Foruden nyheder og musik har radiomediet opnået succes inden for en bred vifte af programformer, omfattende foredrag, samtaler, dramatik (radioteater), talkshows, quizzer, religiøse udsendelser, børneudsendelser og brevkasser/rådgivningsprogrammer. Uddannelses- og skoleradio blev i USA udbudt af enten universiteter, landbrugsskoler eller kirkesamfund eller blev drevet kommercielt eller af radiostationerne selv. I Europa etablerede den danske statsradiofoni allerede fra 1927 en forsøgsordning med skoleradio.

I takt med tv's udbredelse op gennem 1950'erne og 1960'erne fandt radiomediet nye udtryksformer og funktioner. Mens lytterne skiftede over til fjernsyn (såkaldt billedradio) om aftenen forblev radioen den foretrukne mediepartner om morgenen og eftermiddagen, hvor også bilradioens udbredelse gav nyt liv til radiomediet.

Samtidig gav den ny FM-teknik plads til langt flere radiostationer i æteren, end der tidligere havde været plads til. Efter årtierne med piratradio blev der i 1970'erne også i Europa åbnet for private og kommercielle radiosystemer.

I 1970'erne skyllede en demokratisk radiobølge hen over Europa. Idéen om borgernes adgang (public access) til medierne inspirerede til etablering af såkaldte nærradioer, bl.a. inspireret af Danmarks Radios Båndværkstedet, hvor interesserede kunne få hjælp til selv at lave radioprogrammer. Med en ny radiolov i 1983 gav Danmark enhver borger ret til selv at søge sendetilladelse til lokal radio. Antallet af radiostationer i Danmark voksede i løbet af 1980'erne til mere end 200, svarende til en radiostation for hver 25.000 danskere. Den danske model for båndværksteder og nærradioer har dannet skole i flere lande, og Danmark har støttet opbygningen af demokratiske radiostationer i en række lande i Afrika, Asien og Latinamerika.

I 1988 blev den danske radiolovgivning udvidet til også at omfatte privat kommerciel radiovirksomhed, og siden er der opstået et kommercielt radiomarked ved siden af DR og de lokale nærradioer. Med digitaliseringen af produktions- og sendeteknik er der blevet plads til et varieret udbud af kommercielle og nonkommercielle radiostationer på FM, DAB, Internet, kabel, satellit og andre teknologier. Med moderne radiomodtagere, udstyret med digital hukommelse, bliver det lettere for radiolyttere altid at finde noget af interesse.