pungaber

Pungaber er et forældet navn, der er blevet brugt om possummer, kuskuser og beslægtede pungdyr i Australien og på Ny Guinea samt andre øer i Oceanien. Arterne, der tidligere har været inkluderet i pungaberne, er nu fordelt på seks familier og to underordner (se illustration).

De tilhører samme orden som kænguruer, koala og vombatter (Diprotodontia), der er karakteriseret af kun at have to fremadrettede fortænder i underkæben, og af at bagfodens anden og tredje tå er små og sammenvoksede. Som en tilpasning til den klatrende levevis er bagfodens første tå veludviklet og modstillet de øvrige. Hos de større arter har forpoten et tilsvarende fast greb, ved at første og anden tå modstilles de øvrige. Flere grupper har en muskuløs gribehale, der kan snos om grenene. Som hos flyveegern og kaguanger har nogle arter en svævehud, der forlænger springet. Gruppen omfatter 63 små til middelstore arter. De er overvejende planteædere. De fleste er skumrings- eller nataktive og tilbringer dagen i hulheder i træer eller lignende.

Kuskuser (slægterne Phalanger, Ailurops, Spilocuscus og Strigocuscus) er op til kattestore, trælevende former. Der findes 22 arter, som er udbredt i hele det australske område, men især på Ny Guinea. Den yderste del eller mere af gribehalen er altid nøgen og på undersiden udstyret med kraftige skæl, hvilket giver et fast greb. De er overvejende planteædere.

Buskhalepossummer (pungræve) (slægten Trichosurus) omfatter tre arter, som er nært beslægtede med kuskuser. Halen er dog beklædt med lange hår i hele længden, dog er undersiden nøgen. De er udprægede planteædere, som findes i mange skovtyper; dog skal der være huller, hvor de kan skjule sig om dagen. De findes kun i selve Australien, hvor de flere steder er ret almindelige, endog i beboede områder.

Snohalepossummer (familien Pseudocheiridae) har en endnu mere specialiseret gribehale, hvor den yderste del af halen er snoet tæt op, når den ikke bruges. Der findes 17 arter i flere slægter; de findes i selve Australien samt på Ny Guinea og Tasmanien og er planteædere.

I samme familie findes den største art, kæmpesvævepossum (kæmpepungegern) (Petauroides volans), der har svævehud fra albue til ankel. Den kan blive op til 1 meter lang. Arten er sine steder ret almindelig, men da den kun fortærer skudspidser af bestemte eukalyptustræer, er den sårbar.

En endnu bedre udviklet svævehud ses hos svævepossummer (flyvepungegern) (slægten Petaurus), hvor den går fra håndled til ankel, hvilket muliggør meget lange spring fra træ til træ. Der findes tre arter, som tilhører familien Petauridae, der også indeholder triokkerne, som ikke har svævehud. Triokkerne lever af dyrisk føde, især insektlarver, som de piller ud af barkrevner og lignende med en forlænget finger.

Gruppens mindste arter,er på størrelse med mus og samles i et par familier. Svævefjerhalepossum (fjerhalepungmus) (Acrobates pygmaeus) har en svævehud, som kun går fra albue til knæ. Til gengæld bidrager nogle lange, stive hår langs begge sider af halen til opdrift. Den lever af nektar og pollen, men tager også insekter. Den går i en kortvarig dvale om vinteren. Det samme gør pygmæpossummerne (pungsyvsovere) (slægten Cercartetus med 4 arter), og som en tilpasning hertil opbygger de et fedtdepot i den fortykkede halerod. I 1966 opdagede man en ny art, dog forud kendt fossilt, som kun findes i bjergegne med snedække om vinteren. Den mest specialiserede nektarspiser er blomsterpossummen (honningpungdyr) (Tarsipes rostratus). Den har en usædvanlig lang tunge, som er tæt beklædt med lange papiller, og tandsættet er reduceret, da den bløde føde ikke kræver mekanisk behandling. Arten regnes til sin egen familie, Tarsipedidae, og er i øvrigt enestående ved at føde de mindste unger hos noget pattedyr (5 mg).