Præfikser er orddannende forstavelser. I modsætning til suffikser ændrer præfikser ikke de præfigerede ords ordklasse, men modificerer deres betydningsindhold.
Verbale præfikser er ofte oprindelige præpositioner, fx over i oversætte af sætte. Andre præfikser er fx det negerende u-, jf. uhyggelig modsat hyggelig, eller det repetitive gen-, fx genskabe af skabe.
I videnskabeligt sprog er præfikser oftest af latinsk eller græsk oprindelse (se tabel under latin).
Præfikser kan også have grammatisk funktion som i russisk ved dannelsen af verbernes aspektformer, jf. znat, imperfektiv 'vide', over for uznat, perfektiv '(få at) vide'.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.