postkolonial teori og litteratur

Begrebet postkolonial har ingen entydig definition i den videnskabelige litteratur, idet etiketten en smule forvirrende bruges om både, hvad der fulgte efter den oversøiske kolonisering fra slutningen af 1400-tallet og om tiden efter den generelle afkolonialisering efter 2. Verdenskrig.

Problemet med at afgrænse det postkoloniale felt viser sig straks, man tager fat på litterære fremstillinger. I engelsk og britisk litteratur gennem 1700- og 1800-tallet bakkes Det Britiske Imperiums interesser i kolonialisme generelt op, som det tydeligt ses i fx James Thomsons Rule Britannia (1740), R.M. Ballantynes (1825-1894) The Coral Island (1858) og frem til og med Rudyard Kipling. Men allerede i E.M. Forsters A Passage to India (1924, dansk Vejen til Indien, 1935) og George Orwells Burmese Days (1934, dansk Burma-dage, 1955) ses en udtalt kritik af kolonialismen og dens følger for såvel koloniserede som kolonisatorer. Uanset forskellig holdning til kolonialisme vil alle de nævnte værker kunne betegnes som postkoloniale.

Tendensen synes dog at følge den sidstnævnte, således at begrebet postkolonial indbefatter det opgør med politiske, militære og kulturelle dominansforhold, der har kendetegnet afviklingen af den klassiske kolonialisme, og som har sat massivt ind i takt med, at kolonierne blev omdannet til selvstændige lande (med forskellige grader af fortsat tilknytning til de tidligere kolonimagter).

Selv når begrebet postkolonial bruges i den omfattende betydning, begrænses det som oftest i praksis til at omfatte Europas opbygning af sit globale kolonirige mellem slutningen af 1400-tallet og afviklingen af de sidste kolonier i midten af 1900-tallet. Men det er egentlig en tilfældig periodeafgrænsning; snarere bør begrebet dække den koloniale indlejring historien igennem, der overalt har efterladt sit meget forskellige aftryk på verden. Man kan blot tænke på Romerriget, hvis rolle for de forskellige koloniserede områder var stærkt forskellig. Det samme gælder Osmannerriget og Det Britiske Imperium og ligeledes det sovjetiske "imperium" og det amerikanske "imperium" i 1900-tallet. Selv om man taler om Det Britiske Imperium, er Storbritannien selv et resultat af en lang række koloniseringer, af hvilke den bedst kendte og mest konsekvensfyldte nok var normannernes fra 1066. Ligeledes problematisk er USA's status i postkolonial henseende, idet landet jo var britisk koloni indtil 1776 og med en historie siden præget af kolonibetinget demografisk dynamik.

Det teoretiske element i postkolonial tænkning har mange inspirationskilder. Navnlig psykoanalyse med betoningen af fortrængning og marxistisk historieopfattelse med fokus på social spænding har spillet en stor rolle for artikulering af en postkolonial teori. Således har den afrocaribiske psykiater Frantz Fanon i sine banebrydende bøger Peau noire, masques blanc (1952, Sort hud, hvide masker) og Les damnés de la terre (1961, dansk Fordømte her på jorden, 1966) udviklet begrebet eurocentrisme, der ikke blot betyder kolonisatorernes politiske og økonomiske herredømme uden for Europa, men også de spor, det har i form af en mindreværdsfølelse hos de koloniserede folk, der har søgt at tilpasse sig europæiske normer. Dels tvunget, dels opportunistisk motiverede er de koloniserede blevet fremmedgjort over for sig selv.

Postkolonial teori samler sig generelt om begreber, der betegner et dominansforhold, hvor den ene part er undertrykt af den anden. Fanon udviklede Antonio Gramscis hegemonibegreb til at gælde for koloniers og tidligere koloniers tendens til stiltiende at underkaste sig europæiske normer, som de således approprierer, dvs. tilegner sig. Den palæstinensisk-amerikanske kulturanalytiker Edward Said har i sin bog Orientalism (1978, dansk 2002) argumenteret for, at begrebet Orienten er en europæisk opfindelse, der i virkeligheden er et sæt af diskurser, dvs. sprogligt formulerede udtryk for opfattelser, der ikke har rod i faktuelle forhold, men derimod i alment accepterede måder at kommunikere om bestemte ting på. Men Orienten er ikke bare et abstrakt begreb af europæisk oprindelse, hævder Said videre, det er også blevet en del af den koloniserede — asiatiske — verdens selvforståelse, idet begrebet er blevet approprieret af de tidligere koloniserede folk.

Postkolonial teoridannelse har bidraget væsentligt til og har selv nydt godt af den filosofiske og politiske teoritænkning siden 1960'erne, der undertiden kaldes poststrukturalisme. Netop magtens indskrivning i sprog og tekst, et kernepunkt i poststrukturalistisk tænkemåde, har fin samklang med postkolonial teori, der konstant afsøger kulturelle tegnsæt for dominansforhold. Teorien er op gennem 1980'erne og 1990'erne finjusteret på en række områder, ikke mindst af den indisk-britiske professor Homi K. Bhabha (f. 1949) og den indiske professor Gayatri Chakravorty Spivak (f. 1942). Begge er fortalere for en relativisering af den essentialistiske tænkemåde (forestillingen om iboende egenskaber hos mennesket frem for kulturskabte), der præger tidlig postkolonial teori, og er derved med til at udvikle den i retning af almen kulturteori efter poststrukturalistiske synspunkter.

I det omfang, temaet kolonialisme findes i litteratur før ca. 1900, er der som regel tale om lovprisning af udbredelsen af vestlig civilisation, mens kritikken heraf sætter ind i litteraturen omkring 1. Verdenskrig; herefter har postkolonial litteratur stort set været ensbetydende med civilisationskritik. Den er tematisk bestemt snarere end formelt og skrives ofte på kolonimagternes sprog og med afsæt i deres velprøvede genrer, idet dog den oprindelig latinamerikanske magiske realisme kan siges at have vundet indpas i megen postkolonial litteratur som en reaktion mod den realistisk-episke europæiske romantradition. I det hele taget har kolonimagtens påvirkning af koloniens oprindelige kultur til fordel for en fortsat påvirkning og et afhængighedsforhold efter frigørelsen været igangsættende for en kritisk-teoretisk debat med stor betydning for de tidligere koloniers samlede kulturelle, måske i særlig grad kunstneriske, selvforståelse.

Som termen postkolonial litteratur generelt bruges, peger den på litteratur skrevet i eller med relation til kolonier, der har opnået deres selvstændighed i 1900-tallet. Indien (fx Salman Rushdie), Vestindien (fx Derek Walcott) og det afrikanske kontinent (fx Alan Paton, Ben Okri, J.M. Coetzee) er prominente. I områder, der opnåede selvstændighed tidligere — Canada, Australien, USA, Latinamerika — findes der en slags dobbelt postkolonial litterær bevidsthed, idet der i litteraturen trækkes på både oprindelig kolonistatus og desuden, som en nyere udvikling, stemmer fra områdernes oprindelige befolkninger eller befolkningsgrupper, hvis undertrykte tilstedeværelse skyldes det koloniale system (fx Louise Erdrich om den oprindelige nordamerikanske befolkning og Keri Hulme i New Zealand om maorierne).

I postkolonial litteraturkritik er tendensen gået fra studiet af entydige kolonialiseringsaftryk i litterære værker til analysen af et givet litterært værks sammenhæng med kolonimagt eller -status. Denne seneste udvikling udvider det litteraturkritiske forskningsfelt til også at omfatte værker uden egentlig kolonireference, men for hvilken kolonisystemets tilstedeværelse alligevel kan ses at udgøre en vigtig præmis. Derved er der blevet inviteret til en ny synsvinkel på både historie- og litteraturforskningen.