popmusik

Pop er næsten altid vokalmusik, hvor sangeren eller sangerne synger en tekst. Elektricitet er helt nødvendig for at få det til at fungere: instrumenter og stemmer har brug for forstærkning, og nogle instrumenter har brug for strøm for overhovedet at kunne producere lyd. Også produktion og reproduktion forudsætter elektricitet.

Dans og andre bevægelser er en del af poppen, og den kan finde sted på diskoteker, til koncert og i hjemmet. Man kan danse alene, med en partner eller i en gruppe.

Pop er ofte blevet karakteriseret som plademusik med singlen som det traditionelle medie, men den er lige så ofte live og medieret gennem koncerter, tv, videoer og film.

Det moderne pophit har oftest en lang række ophavspersoner: tekstforfattere, melodikomponister, groovekomponister og producere. Det er en ekstrem arbejdsopdeling, der har slået rod i industrien og er blevet alment accepteret.

Ordet pop har rødder langt tilbage i tiden. Men i 1950’erne begyndte man at tale om pop art og popkultur, og i musikalsk henseende blev det anvendt om en markant forbindelse mellem musik, ungdom, fritid, nye teknologier og medier.

Det skete tidligst i USA, der efter 2. Verdenskrig stod som den vestlige verdens økonomiske og politiske leder. Men pop som musik og som idé blev hurtigt udbredt i blandt andet Vesteuropa, Japan og Australien, hvor musikken blev et symbol på det unge, det smarte og på forbruget og en leven i nu'et.

Pop foregår blandt stjerner på toppen af hitlisterne, og det afspejler et af poppens grundlæggende træk: Det drejer sig om at være populær målt i salgstal, afspilninger eller billetsalg. I Danmark blev popbegrebet almindeligt i begyndelsen af 1960’erne.

Poppens kulturelle status har langsomt ændret sig siden 1950'erne og 1960'erne. I de første år blev den anklaget for at være enten primitiv, kommerciel, feminin, afrikansk-amerikansk eller forbundet med ungdomskriminalitet. Mange kulturkritikere så poppen som udtryk for udbytning og en bevidst fordummelse.

Et konkret udtryk for denne foragt for pop var 1960'ernes og 1970'ernes skelnen mellem pop og rock, hvor popmusikken og dens fans blev udskammet med ovenstående argumenter, mens rocken blev positioneret som det modsatte: autentisk, original, oprørsk og ikke-kommerciel. Det var en ret voldsom kulturkamp, som mest handlede om ideologi og om at gøre rocken til en seriøs musik. I realiteten udgjorde pop og rock en fælles kultur, hvor deres påståede kendetegn blev blandet på tusindvis af forskellige måder.

Poppens lave status ændrede sig langsomt fra 1980'erne og frem, hvor den langsomt blev accepteret, fordi argumenter om at have det sjovt og leve i nu'et blev vigtige og nogle gange kunne forbindes med tanker om køn, race, ungdom og kompleksitet.

Man taler nogle gange om, at "poptimismen" har taget over fra "rockismen". Det medfører, at popbegrebets betydning er blevet meget bred; begrebet kan både bruges i snæver forstand og som synonym for populærmusik i det hele taget. Det har medført en lang række bindestregsgenrer som fx K-pop, synthpop, latin-pop, kristen pop, Euro-pop, poprock, og indiepop. Samtidig er den tætte tilknytning til ungdommen blevet løsnet, fordi ældre mennesker både kan holde ved deres ungdoms pop og ved den helt nye.

Musikken var en blanding af mange tidligere former for nordamerikansk populærmusik, ikke mindst de afrikansk-amerikanske, og var i de første år kendetegnet ved helt unge, hvide sangere som Elvis Presley, Connie Francis og Paul Anka. Blandt afrikansk-amerikanere var der både solister, fx Sam Cooke, og vokalgrupper, fx The Platters. De unge sangere var skabt i den traditionelle underholdningsbranches billede, men med overførslen til England fremkom som noget nyt den gruppebaserede, mandlige popgruppe, der spillede selv, fx The Shadows og The Beatles.

Igennem 1960’erne blev popmusikken stadig mere varieret. Den kom nye stjerner som Tom Jones til, der på de fleste måder var helt traditionel. Nye grupper som de tv-understøttede The Monkees blev også utrolig populære, samtidig med at kvindevokaltrioen The Supremes udkonkurrerede The Beatles fra hitlisternes førstepladser. Feltet mellem pop og rock blev fyldt godt op i 1970'erne af sangere som Linda Ronstadt og Donna Summer samt grupper som Genesis og Fleetwood Mac. Selv Eurovision Song Contest blev en smule moderniseret og blev startskuddet på ABBAs karriere i 1974.

The Monkeys var et tidligt boyband, og i 1970’erne blev popverdenen beriget med to ekstra boybands, der samtidig var familiebands: The Osmonds og Jackson Five. Sidstnævnte indeholdt Michael Jackson, der mod slutningen af årtiet blev solist og i de næste årtier udviklede sig til en af de mest succesfulde popstjerner hidtil. Han fik selskab af Madonna og Prince. De var alle tre virtuoser i at kombinere musik, videoer, film og marketing-knowhow.

Boybands, der sang og dansede, sammensat af managers fra musikindustrien, blev centrale igen i 1990’erne med grupper som Backstreet Boys og Take That, hvis andet album, Everything Changes (1993), blev indstillet til den prestigefyldte engelske musikpris, Mercury prisen – et godt tegn på poppens ændrede status. Der var færre pigegrupper, men i USA kunne man dog finde TLC og lidt senere Destiny’s Child (med Beyoncé), mens engelske Spice Girls slog voldsomt igennem med ”Wannabe” (1996).

I 2000’erne var det igen solisternes tur. Flere havde været medlem af forrige årtis boy- og girlbands (Beyoncé, Robbie Williams, Justin Timberlake), mens andre udsprang af tv-programmer for børn på Disney-kanalerne (Britney Spears, Christina Aguilera, Miley Cyrus). Disse artister solgte millioner af plader, mens amatørshows på tv blev populære igen. I Danmark var det X Factor, og lignende tv-koncepter er blevet leaset til tv-stationer over hele verden inklusive Asien og Mellemøsten. Enkelte stjerner har startet deres karriere der, men langt de fleste deltagere er hurtigt blevet glemt. Hensigten er primært at skabe godt tv, hvilket ikke nødvendigvis giver gode sangstjerner.

Det er markant, hvor mange stærke kvinder der er blandt de sidste 20 års popstjerner. De står som Madonnas arvtagere. Ud over de nævnte er der Rihanna fra Barbados og Adele fra England. Modsat tidligere tiders stjerner ser de alle ud til at have kontrol over deres karriere, og de vælger selv, hvem der skal skrive eller være med til at skrive deres musik.

En af de oftest valgte producere er svenske Max Martin (Karl Martin Sandberg), der har skrevet og produceret et utal af internationale pop hits for Backstreet Boys, Britney Spears, Pink, Kate Perry, Taylor Swift, The Weeknd og mange andre. Samtidig er Max Martin en væsentlig indikator for, at popmusik nu om dage er fuldt accepteret på linje med rock, klassisk, jazz og andre genrer. Martin modtog nemlig i 2016 den svenske Polarpris (”musikkens Nobelpris”) som ellers er blevet tildelt musikere og komponister som Joni Mitchell, Herbie Hancock, Pierre Boulez og Karlheinz Stockhausen.

• boyband
• rockmusik