pietisme

Pietisme, oprindelig nedsættende betegnelse for en europæisk fromhedsbevægelse inden for 1600- og 1700-tallets lutherske kristendom; bevægelsen søgte at reformere lutherdommen i kølvandet på den rettroende tidsalder (ortodoksi).

Centralt for pietismen er ikke den rette, men den levende og personlige tro som bodskamp, omvendelse, helliggørelse og efterfølgelse. Pietisme findes i så mange udformninger, at man kun med varsomhed bør benytte betegnelsen i bestemt form.

Dens historiske rødder findes dels i den engelske puritanisme med dens præcise forskrifter for dagligdagens religiøse praksis, dels i Nederlandenes Nadere Reformatie ('den nærere, dvs. mere intensive Reformation'), der sætter overholdelsen af budene højt, samtidig med at den er mystisk farvet, dels i Johann Arndts fromhedsbevægelse, der fordrer bod og verdensforsagelse, og som i sin spiritualisme ikke agter kirke og sakramenter højt.

Pietismen fik sit gennembrud i lutherdommen med Ph.J. Spener, der siden 1670 i Frankfurt am Main havde søgt en reform af prædikengudstjenesten og katekismeundervisningen; han havde været medvirkende til oprettelse af byens vajsenhus og udgivet andagtslitteratur. Spener oprettede i sin embedsbolig et Collegium pietatis, en kreds for lægfolk, som ved senere udbredelse fik betegnelsen konventikler. I disse læstes og diskuteredes i fællesskab stykker af Bibelen.

Kirkestyrelsen frygtede denne nye afgrænsning fra den officielle, synlige kirke, benævnt separatisme. Speners form for pietisme er kirkevenlig. Konventiklerne betragtes som små kirker i den store, og den troendes genfødsel kan således finde sted uden brud med kirken.

Det blev særligt i Halle, at pietisme omsattes i praksis, idet den højnede moralen i militæret og prædikede nøjsomhed blandt borgerne i den unge stat Brandenburg-Preussen. Hovedpersonen var her A.H. Francke, hvis hovedinteresse var diakoni og pædagogik.

Den radikale pietisme var yderst separatistisk og kirkefjendsk. Den rummede en mystisk spiritualisme, og visse af dens tilhængere forkyndte læren om et kommende tusindårsrige (kiliasme). I den mystisk prægede Gottfried Arnolds kirkehistorie blev kætterne fremhævet som de sande bærere af kristendommen.

I modsætning hertil stod N.L. von Zinzendorf og den af ham i 1727 dannede brødremenighed (herrnhutisme). Han afviste bodspraksis og enhver naturlig gudserkendelse til fordel for den nåde og forløsning, som troen på Kristus umiddelbart skænker; dette blev grundlag for en entusiastisk salmelitteratur. Brødremenigheden, der fik stor udbredelse i Europa og Nordamerika, drev mission i Dansk Vestindien fra 1731 og i Grønland fra 1733. Dens modstykke i den angelsaksiske verden blev metodismen. I Württemberg gled en radikal pietisme ind i den officielle kirke.