Kemisk struktur af oxycodon

Oxycodon er et stærkt smertestillende, syntetisk lægemiddel med morfinlignende virkning. Oxycodon tilhører lægemiddelgruppen opioider. Som alle morfinlignende præparater bør oxycodon som hovedregel kun benyttes kortvarigt, og behandlingerne bør følges nøje for at sikre, at patienten får den rette dosis i så kort tid som muligt.

Oxycodon findes som kombinationspræparat med naloxon. Naloxon er en modgift til morfinstoffer og benyttes her til behandling af opioidfremkaldt forstoppelse.

Virkningsmekanisme

Oxycodon virker ved at binde sig til opioidreceptorerne i kroppen. Receptorerne findes i hele kroppen, men i stor koncentration i rygmarven og hjernen.

Anvendelse af oxycodon

Oxycodon anvendes intravenøst i forbindelse med generel narkose (anæstesi), efter operation og som smertelindring hos patienter indlagt på intensivafdelinger. Oxycodon bør til langvarige og kroniske smerter alene benyttes som depotpræparat, fordi den langsommere indsættende virkning giver færre symptomer på overdosering, og virkningsvarigheden på 8-12 timer giver en mere jævn effekt over døgnet.

Bivirkninger ved oxycodon

Oxycodon har de samme bivirkninger som andre opioider. Kvalme, opkastning og kløe samt forstoppelse er hyppige bivirkninger. Sjældnere og mere alvorlige bivirkninger, som kan ses ved overdosering, er dyb søvn, vejrtrækningsproblemer og i værste fald død.

Misbrug af oxycodon

I flere vestlige lande, men specielt i USA, er der meget misbrug og overforbrug af oxycodon, hvilket har medført et stort antal dødsfald som følge af overdosis. I USA er producenter af stoffet blevet idømt strenge straffe for at have drevet vildledende og intens markedsføring af oxycodon.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig