overgangsalder

Kvinder fødes med ca. 1.000.000 æg i æggestokkene. Omkring 12-års-alderen begynder æggene at modnes, og på dette tidspunkt er der omkring 450.000 æg tilbage.

I hver cyklus rekrutteres der omkring 1000 æg. Så snart det første æg bliver løsnet, vil alle de øvrige æg, som blev rekrutteret i den pågældende cyklus, gå til grunde. Det er derfor kun et ud af omkring 1000 rekrutterede æg, som når til ægløsning. På denne måde opbruges ægreserven, og kvinden oplever menopause, når alle æggene er gået til grunde.

Når et æg rekrutteres, dannes der omkring dette en follikel, og det er cellerne i denne follikel, som producerer de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron.

Op til tidspunktet for menopausen vil mange opleve hedestigninger og svedeture, ligesom menstruationerne kan blive mere uregelmæssige. Det er ofte disse symptomer, som bringer kvinder til lægen ifm. overgangsalderen.

På længere sigt har den reducerede produktion af især østrogen virkninger på kvindens slimhinder i øjne, mund, lunger, tarm, blære, og skede, samt på bindevæv og knogler, fordi østrogen stimulerer disse slimhinder og organer. Det viser sig i praksis ved en øget tendens til betændelser i øjne, mund, blære og skede, men dog med meget forskellige grader af gener. Mange af disse gener kan behandles med fx antibiotika ved betændelser i øjne, mund, blære eller skede.

Den manglende østrogenstimulation af kvinders knogler medfører langsomt en afkalkning af disse. På sigt indebærer det en betydeligt større risiko for knoglebrud hos ældre kvinder end blandt yngre kvinder og ældre mænd, hvis produktion af det mandlige kønshormon testosteron fortsætter.

Østrogen beskytter også mod åreforkalkning så effektivt, at blodpropper i hjertet er fire gange hyppigere blandt mænd end blandt kvinder, når de er 50 år. Den manglende østrogenproduktion fra 50-års alderen indebærer, at kvinders risiko for blodpropper i hjertet stiger, men først når mænds risiko, når kvinden er i 80-års alderen.

Mange af de gener, som opleves efter menopausen, relaterer sig til kvinders genitale region i form af tørhed i skeden og/eller tilbagevendende blærebetændelser. Dette kan behandles med stikpiller, der indeholder østrogen, i vagina. Stikpikker indebærer ikke en øget risiko for brystkræft og heller ikke for andre systemiske hormonbivirkninger, da behandlingen kun foregår lokalt i skeden. Behandlingen giver så til gengæld heller ikke den gavnlige effekt på bindevæv og knogler, som en systemisk behandling giver.

Op gennem 1990'erne steg andelen af kvinder, som blev hormonbehandlet i og efter klimakteriet, op til 20-25 %. Ved hormonbehandling har der været tradition for at behandle med både gestagen, som er kunstige hormoner, der virker som progesteron, og østrogen. Ved at behandle med både østrogen og gestagen modvirkes risikoen for kræft i livmoderen, som ren østrogenbehandling kan indebære på lang sigt. Kvinder, som har fået fjernet livmoderen, kan derimod behandles med østrogen alene.

Store amerikanske randomiserede studier påviste i starten af nullerne, at kombinationsbehandling med østrogen og gestagen ikke mindskede risikoen for blodpropper i hjertet som forventet, men øgede risikoen for både venøse blodpropper i ben og lunger og for arterielle blodpropper i hjernen og ikke mindst øgede den risikoen for brystkræft. Disse studier havde dog flere svagheder. For det første deltog kun hver 20. af de, som blev inviteret til studiet, og de som sagde ja, var typisk over 60 år, mange med overvægt, diabetes eller forhøjet blodtryk, således at resultaterne ikke var særligt relevante for normalvægtige kvinder med hedestigninger omkring 50 år, og som ikke havde diabetes eller forhøjet blodtryk.

Resultater medførte dog en betydelig reduktion i andelen af kvinder, som blev hormonbehandlet i klimakteriet fra 20-25 % til mellem 3 og 4 %, og at de som blev behandlet, blev kun behandlet i få år.

Brugen af hormoner er øget gennem seneste årti, da det har vist sig, at ren østrogenbehandling indebærer en meget lille eller ingen øget risiko for brystkræft og blodpropper, og at, når alle fordele og risici lægges sammen, så er overlevelsen bedre ved østrogenbehandling end uden hormonbehandling. Det er desuden blevet påvist, at risikoen ved behandlingen, ud over typen af behandling, afhænger af varigheden, men derudover også den dosis hormon, der behandles med.

Det har også vist sig, at hormonplaster eller hormongel ikke øger risikoen ligeså meget for venøse blodpropper, som samme hormoner taget som tabletter. Desuden kan den gestagen, som modvirker udviklingen af kræft i livmoderen, gives som periodevis behandling eller ved en hormonspiral. For kvinder, der har fået fjernet livmoderen, og som har gener af østrogenmanglen, er der ikke mange argumenter imod østrogenbehandling i op til fem år omkring menopausen.

Anbefalingen er derfor i dag, at der kan behandles med hormoner, hvis blot den mindste dosis, som virker på symptomerne, anvendes og at behandlingen begrænser til en varighed på fem år.

Der er desuden lavet undersøgelser, der viser, at betydeligt flere kvindelige læger anvender hormonbehandling i og efter klimakteriet end den almindelige kvindelige befolkning, og at især kvindelige gynækologer ofte anvender hormoner i og efter overgangsalderen.

Kvinder har en livstidsrisiko på omkring 10 % for at udvikle brystkræft, hvilket vil sige, at 10.000 ud af 100.000 kvinder vil blive ramt af sygdommen i løbet af livet. En femårig behandling med både østrogen og gestagen indebærer en stigning i livstidsrisikoen på ½-1 procentpoint, hvilket svarer til en livstidsrisiko på 10,5 til 11 %.

Risikoen for udvikling af brystkræft kan påvirkes ved livsstilsændringer, som opvejer den øgede risiko ved kombinationsbehandling. Blandt faktorer, som mindsker risikoen for brystkræft, er lav alder ved første barns fødsel, motion, kost rig på frugt og grønsager og et beskedent alkoholforbrug.

Den let øgede risiko for brystkræft, som er konstateret ved kombinationsbehandling, fortsætter ikke. Når behandlingen ophører, er det dokumenteret, at risikoen mindskes og at risiko er tilbage på normalt niveau omkring fem år efter endt behandling.

Selv om risikoen for brystkræft øges lidt ved kombinationsbehandling, betyder det ikke, at risikoen for kræft generelt øges ved hormonbehandling. Det er kun såkaldte østrogenfølsomme kræftformer, primært brystkræft og kræft i livmoderen, som påvirkes negativt ved hormonbehandling. Kræft i livmoderen kan modvirkes af behandling med gestagen.

Det hævdes, at kvinder omkring menopausetidspunktet ofte oplever depression, men der kan ikke konstateres en særlig stigning blandt kvinder omkring dette tidspunkt. Det er dog korrekt, at brugen af antidepressiv medicin stiger med alderen for begge køn.

Tabet i hudens bindevæv går langsommere, når der behandles med hormoner, ligesom risikoen for aldersbetinget knogleskørhed mindskes, men derudover kan hormonbehandling ikke hindre aldring.

Der foreligger modstridende resultater af forskning inden for hormonbehandling og forebyggelse af demens, og konklusionen er, at hormonbehandling ikke forebygger demens.