orakel

I oldtidens Egypten søgte man orakelsvar hos guderne ved de store fester, hvor gudestatuer blev taget ud af templerne og båret i procession rundt i omegnen. Gudestatuens bevægelser blev så taget som udtryk for bekræftende eller benægtende svar.

I det antikke Grækenland gav Zeus i Dodone sin vilje til kende i et helligt egetræs bladraslen, i Olympia meddelte han sig gennem offerilden.

I Cumae lidt nord for Napoli var der en berømt Sibylle, der fra sin grotte gav orakler. I Vergils Æneide var det hende, der forudsagde Aeneas hans skæbne og viste ham vej til underverdenen, og det var sandsynligvis også fra Cumae, at romerne oprindelig fik de berømte Sibyllinske Skæbnebøger med orakler, der kunne konsulteres, når Rom var i fare.

Der var traditioner om orakelgivende sibyller mange steder i den antikke verden. I den romerske kejsertid søgte mange råd hos oraklet i Klaros, lidt sydvest for den tyrkiske by Izmir.

Nogle helligdomme i det gamle Norden har muligvis haft en form for orakel tilknyttet. De mytiske skildringer af kilder ved det hellige træ Yggdrasil og træets rødder ned i underverdenen kunne tyde på, at de opfattes som orakelsteder. Deres kultiske parallel kan muligvis have befundet sig i fx helligdommen i Uppsala.

Orakelprægede evner findes i vølvens funktion i eddadigtet Vølvens Spådom og i skildringen af Odins opvækkelse af en død vølve i eddadigtet Balders Drømme. I beskrivelser af kultformen sejd forlyder det, at vølver kommer i ekstase ved at "sidde ude" og således kan nå ind til de dybeste hemmeligheder. I kultformen blót har der eventuelt været en slags spådomsorakel, hvor der er blevet taget varsler ved hjælp af træspåner (fella blótspánn).

• Delfi