Hjertekrampe (angina pectoris) skyldes, at hjertets oxygenbehov ikke er dækket. Nitrater reducerer energibehovet og forbedrer blodtilførslen til hjertemuskulaturen myokardium, som gør, at hjertets oxygenbehov bliver dækket.
/Created with BioRender.com.

Nitroglycerin er et hurtigtvirkende nitrat, der som medicin primært anvendes ved hjertekrampe (angina pectoris). Nitroglycerin medfører en hurtig udvidelse af blodårer i hele kroppen. Især udvidelsen af vener anses for vigtig ved behandling af hjertekramper, som udgør den primære anvendelse af nitroglycerin og beslægtede organiske nitrater.

Faktaboks

Også kendt som
glyceroltrinitrat, glyceryltrinitrat, nitroglycerol

Nitroglycerins virkning

Nitroglycerin omdannes i kroppens celler til nitrogenmonoxid (NO) og tilhører lægemiddelgruppen NO-donorer. NO er et naturligt signalmolekyle, som bl.a. dannes i blodårernes væg (endotel) og får de glatte muskelceller i årene til at slappe af, så blodårerne udvides. Derudover forhindrer NO blodpladerne i at klumpe sig sammen (aggregere), og det mindsker risikoen for blodprop.

Typer af nitroglycerin

Udover de traditionelle tabletter, hvor nitroglycerinet optages fra mundslimhinden ved placering under tungen (resoriblet), findes der også mundspray til akut brug. Desuden findes depottabletter, hvor nitroglycerinet frigives jævnt over mange timer efter almindelig indtagelse gennem munden.

Bivirkninger ved nitroglycerin

På grund af udvidelsen af blodkar kan nogle personer få generende hovedpine og/eller rødmen i ansigtet (flushing) ved brug af nitroglycerin. Hovedpinen aftager som regel over tid. Et hurtigt blodtryksfald kan i enkelte tilfælde give svimmelhed eller tendens til besvimelse.

Udvikling af tolerance

En anden bivirkning ved brug af nitroglycerin er, at kroppen kan udvikle tolerance ved længere tids brug, og at lægemidlets virkning aftager. Mekanismen bag menes bl.a. at være, at sulfhydrylgrupper og andre cofaktorer i cellerne forbruges under omdannelsen af nitroglycerin til NO. Når disse reserver er opbrugt, mindskes dannelsen af NO og dermed den blodkarudvidende effekt.

For at opretholde virkningen af medicinen anbefales det at indlægge en pause hvert døgn uden nitroglycerin, som typiske placeres om natten. Stoffet nedbrydes desuden hurtigt i kroppen, hvilket også har betydning for dosering og behandlingsstrategi.

Nitroglycerins historie

Nitroglycerin blev syntetiseret af Ascanio Sobrero i 1847. I 1858 rapporterede den engelske læge Alfred Field kortvarig lindring af brystsmerter hos en patient, som formentlig er den første dokumenterede effekt mod hjertekrampe. I 1879 dokumenterede en anden engelsk læge, William Murrell, nitroglycerins virkning mod hjertekrampe i en serie artikler. Han viste, at stoffet gav effektiv lindring og fandt frem til doser med acceptable bivirkninger. Det banede vejen for nitroglycerins anvendelse som hjertemedicin.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig