musical

Musicalen blev til i de store byers kulturelle smeltedigel på USA's østkyst i årtierne efter borgerkrigens afslutning i 1865. En række populære teaterformer opstod, da byernes befolkning eksploderede dels pga. indvandring, dels pga. bevægelsen af folk fra land til by efter slaveriets ophævelse. Den største amerikanske underholdningsform var vaudevillen, som var en varietéform med komikere, sketches, sange eller dansenumre holdt sammen af en spinkel rammehandling. De fungerede samtidig som udstillingsvindue for alle de nye sang- og dansegenrer, der kom frem i 1900-tallets begyndelse: ragtime, foxtrot, step og mange flere.

De europæiske operetter kom også op på de store teatre. Man kunne opleve franske operetter, fx Jacques Offenbachs Orfeus i Underverden (1874) med den indlagte cancan som finale, Johann Strauss den yngres Flagermusen (1874), båret af wienervals, og Gilbert og Sullivans humoristiske og elegante, britiske forestillinger, bl.a. H.M.S. Pinafore (1878) med den berømte ”Admiralens Vise”.

Der var desuden to meget storslåede former (extravaganzaen og revuen) som fx The Ziegfeld Follies i New York. De var udstyrsforestillinger, hvor det bærende var spektakulært sceneri, samtidens mest populære musik og frem for alt en chorus line med lige rækker af korpiger.

I de første år af 1900-tallet begyndte forestillinger, der kaldtes musical-play og musical-comedy at vinde frem. De var båret af en dramatisk handling, men havde samtidig indlagte sange, fx i form af tidens dansemelodier, ofte inspireret af sort populærmusik.

Som den første musical i nutidig forstand regnes Jerome Kern og Oscar Hammerstein II’s Show Boat fra 1927. Den forenede alle de ovennævnte strømninger i én forestilling og blev derfor model for en række senere musicals. Musikken og sangene var, ligesom i operetten, integreret i handlingen, og som hovedregel havde de enkelte sangnumre en direkte relation til både de personer, der sang, og det sted i handlingen, hvor de forekom.

Efter krakket i Wall Street i 1929 varede det en del år, før den udvikling, som Show Boat var begyndelsen på, blev en realitet. I depressionsårene var man mest opsat på at underholde og spille nye hits, der ikke nødvendigvis havde noget med forestillingens handling i øvrigt at gøre. Det gjaldt også dem, der havde musik af bl.a. George Gershwin (Girl Crazy, 1930), Cole Porter (Anything Goes, 1934) og Richard Rodgers (On Your Toes, 1936), som til gengæld satte nye standarder for brugen af jazzens tonesprog og kvalitetsniveauet i teatermusikken.

Med Richard Rodgers og Oscar Hammerstein II’s Oklahoma! fra 1943 blev broadwaymusicalen for alvor slået fast som genre. I Oklahoma! blev dans som det sidste introduceret som medfortællende faktor med Agnes de Milles (1905-1993) koreografi af første akts finale. Den var udformet som en drømmeballet, der bragte handlingen videre, når hovedpersonen Laurey gennem dansen må vælge mellem sine to tilbedere. Dermed var alle de karakteristika, der kendetegner musicalens klassiske udformning til stede.

En broadwaymusical er således en forestilling i to akter, hvor både sang, musik og dans både er integreret i fortælleformen og motiveret i handlingen. Plottet i den traditionelle broadwaymusical er baseret på fortællinger om romantiske par, der tydeligvis er tiltrukket af hinanden, men hvis forskellighed i social og kulturel baggrund umuliggør forholdet. En lykkelig slutning, hvor de to elskende får hinanden i en happy end, er den sikre finale på forestillingen.

Den klassiske broadwaymusical udspiller sig derfor som en demonstration af, hvordan sociale og kulturelle modsætninger må overvindes, for at kærligheden kan sejre. Integration af forskellige samfundsgrupper og deres kulturer i hinanden er dermed det central omdrejningspunkt i forestillingerne; noget der stærkt afspejlede virkeligheden i USA’s storbyer.

Op igennem 1940’erne og 1950’erne kom en lang række musicals, der i dag betragtes som klassikere. De omfatter bl.a. Irving Berlins Annie Get Your Gun (1946), Cole Porters Kiss Me Kate (1948) og Lerner og Loewes My Fair Lady (1956). Perioden kaldes samtidig for Rodgers & Hammerstein-æraen pga. den dominerende status dette partnerskab havde med musicals som bl.a. Carousel (1945), The King and I (1951), South Pacific (1949) og The Sound of Music (1959).

Med Leonard Bernstein og Stephen Sondheims (1930-2021) West Side Story fra 1957 blev der rykket ved den faste konvention om en lykkelig slutning, når hovedpersonerne dør til sidst. Det blev det første tegn på, at broadwaymusicalen var på vej til forandring. Stephen Sondheim blev senere en betydende fornyer af den amerikanske musical med bl.a. Company (1970), Follies (1971), Sweeney Todd (1979), Into the Woods (1987) og Passion (1994). Op igennem 1960’er kom desuden musicals som Spillemand på en Tagryg (1964), der tog afsæt i de russiske pogromer mod jøder, samt Ebb og Kanders Cabaret (1966), der behandlede nazisternes fremfærd i 1930’ernes Berlin. Alle eksempler på, at musicalgenren – ikke mindst i sit emnevalg – var under pres for fornyelse.

Denne fornyelse kom i første omgang med forestillingen Hair, der havde broadwaypremiere i 1968. Den havde som noget nyt rockmusik som sit musikalske udgangspunkt. Desuden introduceredes med Hair en række nye temaer i fortællingen, der tog afsæt i samtidens eksploderende ungdomskultur med dens slagord om sex, drugs og rock’n’roll og ikke mindst modstanden mod Vietnamkrigen.

Det blev dog i London, at den nye bølge af musicals fik sit centrum med komponisten og produceren Andrew Lloyd Webber som den mest fremtrædende eksponent for en ny stil. Hans forestilling Jesus Christ Superstar (1971) og siden Evita (1978), begge med tekst af forfatteren Tim Rice, satte nye normer for, hvad musicals kunne handle om. Jesus Christ Superstar, der først udkom som et såkaldt konceptalbum og på coveret blev betegnet som ”rock opera”, havde ingen talt dialog og pegede dermed mod en ny måde, som klassiske musikgenrer og populærmusik kunne blandes i musicalformatet på.

I denne periode blev det især tragiske historier, som musicals iscenesatte. Det var oftest heltens ensomme kamp mod forskellige former for udfordringer, der drev plottet i forestillingerne; fra Judas' sjælekamp i Jesus Christ Superstar til Eva Pérons magtambitioner i Evita.

Det tragiske blev forstærket af musicalgenrens stadige tilnærmelse til operaen. Stort anlagte, ofte melodramatiske forestillinger med gennemkomponeret musik, hvor alt blev sunget (også dialogen), satte nye standarder for musicals.

Det var forestillinger, der også ofte var med et kendt forlæg som Boublil og Schönbergs Les Miserables (1986) bygget på Victor Hugos roman og Miss Saigon (1989) bygget på Puccinis opera Madame Butterfly eller Lloyd Webbers Phantom of the Opera (1986) over Gaston Lerouxs roman og Sunset Boulevard (1993) lavet over Billy Wilders film.

Både med hensyn til antallet af medvirkende og den sceniske udformning blev musicals i 1980’erne og 90’erne stadigt mere ekstravagante. Med Chess (1986) skrevet af Björn Ulvaeus og Benny Andersson fra ABBA, introduceredes for første gang storskærmsprojektioner ved hjælp af en væg af forbundne tv-skærme. Man søgte således at overgå hinanden i udstyr. Eksempelvis kom en hel motorvejsbro glidende ned fra loftet i Lloyd Webbers Whistle Down the Wind (1996).

Omkring årtusindskiftet blev denne søgen efter det stadigt mere storslåede problematisk, og udviklingen af genren gik i stå, bl.a. på grund af manglende evner til at finde nye måder at overgå sig selv på og som følge af de enorme økonomiske krav og publikumsforventninger, der nu knyttede sig til musicals.

Popmusikken havde en særlig storhedsperiode i 1980’ernes, men som så ofte i musicalens historie var der ikke rigtig lydhørhed i teaterbranchen for de nye toner. Der var meget større fokus på det sceniske og på at udforske det operaagtige i musikteatret, selv om enkelte sange, fx ”One Night in Bangkok” fra Chess, landede langt oppe på hitlisterne.

Hvor Hair i 1968 markerede en overgang, kunne Jonathan Larsons Rent (1996), der i en nærmest skrabet scenografi som den første forestilling behandlede den aids-epidemi, som hærgede tiden, have fået en tilsvarende rolle. Men den blev en enlig svale, da Larson døde på premieredagen. Lidt det samme gjaldt Bring In Da Noise – Bring In Da Funk fra samme år, der også stod ret alene som den første store forestilling, der tog hiphop ind i teatret.

I 1997 havde en af nyere tids største succeser, teaterversionen af tegnefilmen The Lion King, premiere på Broadway med nye sange af Elton John og bl.a. den sydafrikanske komponist Lebo M. (f. 1964). Den markerede dels, at Disney-koncernen nu for alvor var en spiller på teaterfronten, dels at Broadway igen blev et sted, hvorfra fornyelsen kunne komme, efter at Londons West End havde domineret siden 1970’ernes slutning.

Siden årtusindskiftet har der været en tendens til, at portrætterne af enere og rebeller afløstes af nye typer af hovedpersoner. Det blev i højere grad antihelte, personer med personlige udfordringer eller det, man kunne kalde skæve eksistenser, som kom på scenen. Det udfordrede det stereotype og glamourøse billede, musicals ofte havde fremstillet. Det skete i Urinetown (2001), som var i slægt med Bertolt Brechts politiserede musikdramatik og fremførte en kras kritik af kapitalisme og ødelæggelse af naturressourcer. I Avenue Q (2003), der var en slags voksenudgave af børnetv-programmet Sesame Street, hvor omdrejningspunktet var en række noget miserable personer, der alle bebor Avenue Q. Eller i Next to Normal (2009) der tog bipolar lidelse op. I Book of Mormon (2011) er det koloniseringen og vestlige forestillinger om afrikanske lande, der blev spiddet, mens Hamilton (2015) tog fat om racefordomme og udfordrede forestillingerne om USA's grundlæggeres heltestatus.

Den seneste udvikling i musicalen har således retning mod en mere samfundsdiskuterende og problemorienteret tilgang til, hvad genrens rolle kan være.

• musical (i Danmark)
• musical (på film)
• showdans
• musikdramatik
• Broadway